Ladies Circle: Velgørenhed med stor succes
Ladies Circle Nuuk, der hvert år arrangerer Charity Dinner, oplever stigende opbakning. I år arrangerer klubben i morgen aften en middag, hvor donationerne går til Nuuks håndboldhold for børn med handicap og særlige behov: Håndbold Starz.
Interessen for Charity Dinner, støttemiddag, stiger år for år.
Og det er rigtig godt for de initiativer og projekter, som arrangørerne vælger at støtte.
- Det er så godt, at succesen bare bliver større for hvert år. Vi samarbejder med flere sponsorer fra både Nuuk og resten af Grønland, og der er generelt en rigtig god støtte i form af enten gaver eller pengedonationer, siger Ladies Circle 72 Nuuks formand, Line Bruun Jensen til Sermitsiaq.AG.
Ladies Circles 72 Nuuk er en del af Ladies Circle Danmark, hvilket er en velgørende klub. Ladies Circle i Nuuk er den klub, der samler mest til velgørenhed årligt, hvilket formanden er stolt over.
Klubben har valgt at støtte Håndbold Starz i år, så de kan komme til en Lykkeliga-turnering i Herning.
- Håndbold Starz er en mulighed for de børn og unge, der måske ikke passer så godt ind i andre hold. Og børnene får mulighed for at mødes en gang om ugen, og har et fællesskab med andre børn. Det synes vi er godt, og det vil vi selvfølgelig støtte og være med til at skabe mere opmærksomhed om, for børn med handicap eller særlige behov har også godt af motion og fællesskab.
- Holdet ville ellers til Lykkeliga sidste år, men det lykkedes ikke. Nu håber vi, at holdet kan tage af sted i år for at deltage i Lykkeliga, som er en ligacup for børn med handicap, siger Line Bruun Jensen.
Middagen
Arrangementet Charity Dinner for Håndbold Starz holdes i morgen lørdag den 8. februar i Hotel Hans Egede, hvor også formanden for Ladies Circle Danmark deltager.
- Vi ved, at der er mange flere børn derude med specielle behov, som ikke nødvendigvis har en diagnose, som kan have stor gavn af at komme ind i fællesskabet, lyder det i invitationen til arrangementet.
- Der er stor opbakning fra vores sponsorer. Og vi glæder os til i morgen. Der er flere gengangere, der kommer som gæster, også er der flere nye gæster, hvilket er virkelig godt. Vi kan forvente gode lotterier og auktioner og ikke mindst god mad, siger Line Bruun Jensen om det kommende arrangement.
Flere lokale kunstnere skal stå for underholdning under Charity Dinner.
- Vi er taknemmelige for at dette kan lykkes år efter år takket være alle vores gæster, sponsorer og det fantastiske netværk der er i et samfund som vores, siger Line Bruun Jensen, der oplyser, at donationerne vokser år for år.
Disse har Ladies Circle arrangeret Charity Dinner for:
- 2013: MIBB / Bedre Børneliv, ”Ringe i vandet” - 65.000 kr.
- 2014: Sana’s legeplads ved børneafdeling - 100.000 kr.
- 2015: Nanu Børn, Værested i Sisimiut – 145.000 kr.
- 2015 + 2016: Fælles indsamlingsprojekt i samarbejde med Ladies Circle i Danmark til Nanu Børn, Værested i Sisimiut – 1 million kr.
- 2016: Nanu Børn, Værested i Sisimiut – 150.000 kr.
- 2017: Red Barnet ”hvert barn har ret til et hjem” – 170.000 kr.
- 2018: FGB ”Najorti” - 171.000 kr.
- 2019: Kalaallit Røde Korsiat, ”Isbjergene kælver” – 207.000 kr.