formandsvalg

Kysten afgør formandsduellen

Det er Siumuts mange lokalforeninger, der har det afgørende ord, når partiet skal vælge formand

Vittus og Kim

Kim eller Vittus?

Det bliver det mest afgørende spørgsmål, når Siumut samles til generalforsamling i Sisimiut 26. til 28. juli.

Magten til afgøre spørgsmålet ligger hos partiets mange lokalforeninger. De har nemlig hver især mindst et mandat eller en stemme, som de kan afgive.

Hvis lokalforeningen har mellem 50 og 100 betalende medlemmer, så får den to mandater. Det er der lige for tiden kun lokalafdelingen i Sisimiut, der har, oplyser partisekretær Mikael Petersen til Sermitsiaq.AG.

Foreninger med over 100 medlemmer får tre mandater, det gælder lige nu udelukkende for Nuuk.

Kun lokalforeninger, der møder op, har mulighed for at stemme.

Ud over lokalforeningerne har også partiets medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut hver en stemme. Det samme gælder for de tre borgmestre.

Mikael Petersen oplyser, at der lige nu samlet set er 69 mandater.

Alt i alt betyder det, at magten i partiet ligger solidt placeret i de mange lokalforeninger. For både Kim Kielsen og udfordreren Vittus Qujaukitsoq handler det om, at få overbevist flest mulige af dem om, at netop han er den bedste egnede til at lede partiet.

Med mindre der altså melder sig nye kandidater på banen. Det har de mulighed for lige indtil allersidste sekund inden valget går igang.

Powered by Labrador CMS