Kystbyer demonstrerer for børnene

I byerne Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Nanortalik, Narsaq var der lørdag demonstrationer mod omsorgssvigt af børn i Grønland.

Demonstrationerne blev arrangeret af Siumut Ungdom, fortæller knr.gl.

- Vi håber, vi kan få politikerne til at åbne deres øjne for, at omsorgssvigt af børn ikke er acceptabelt i Grønland, og det vil vi gerne have befolkningen til at deltage i. På det seneste har vi hørt, at børn sover i opgangene, og det synes vi er dybt uacceptabelt. Vi vil gerne have politikerne til at holde øje med det, da det er en tilbagevendende situation, som man burde have et bedre overblik over, siger Mads Petersen, som er næstformand i Siumut Ungdom.

Siumut Ungdom håber at de grønlandske politikere kan sikre, at FN’s børnekonvention bliver fulgt i Grønland.

Men det er ikke kun politikerne, der skal åbne øjnene over for omsorgssvigtede børn, mener Siumut Ungdom. Børns vilkår er også et fælles ansvar:

- Det er et samfundsproblem, vi har. Og enhver i Grønland har et ansvar for det land, som vi bor i, og for at bryde tabuet og tale om det, så vi kan løse problemet i praksis, siger Mads Petersen til knr.gl.

Samtidig afholdes der borgermøde i Ilulissats kulturhus Sermermiut arrangeret af Ilulissats forebyggelseskonsulenter i samarbejde med Siumut Ungdom i aften. Her vil blandt andre landstingsmedlem Doris Jakobsen deltage i debatten.

I Nuuk er der allerede taget initiativ til en lignende demonstration 14. november, som Siumut Ungdom vil tage del i, forklarer Mads Petersen.

Powered by Labrador CMS