kommunalvalg 2017

Kvinderne stormer frem

Mændene står til at miste en række kommunale bastioner. Vælgerne ønsker mere kvindemagt. Og Grønland kan være på vej mod en international ligestillings-rekord.

De kvindelige kandidater har mange steder grund til at smile bredt denne morgen.

Det var Ladies Night i Grønland i aftes.

Kvinderne stormer frem. Den endelige mandatfordeling i kommunerne er endnu ikke offentliggjort på den officielle valghjemmeside, valg.gl, men sikkert er det, at de kvindelige kandidater samlet set har grund til at juble.

Især Asii Chemnitz Narup må vågne op til en dejlig morgen. Ved sidste valg i 2013 stemte 1.337 borgere personligt på hende. Denne gang scorede hun rekordagtige 2.259 personlige stemmer.

Oppositionen i hovedstadskommunen får også en kvinde i front, nemlig tidligere medlem af Naalakkersuisut, Martha Lund Olsen (Siumut). 482 borgere stemte på hende. Set på landsplan var Martha Lund Olsen den Siumut-politiker, der fik næst flest stemmer, kun overgået af højdespringeren i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen.

Siumuts tidligere frontfigur i Kommuneqarfik Sermersooq, forhenværende viceborgmester i Martha Abelsen, præsterede dog betydeligt bedre i 2013. Her fik hun 770 stemmer. Men Martha Abelsen var ikke kandidat denne gang.


Ane og Kiista
I Sydgrønland vågner borgerne også op til en ny dag og et valgresultat, der ser ud til at bringe en kvinde i front. Siumuts Kiista P. Isaksen scorede 456 personlige stemmer, næsten lige så mange som partifællerne Jørgen Wæver Johansen og Simon Simonsen fik tilsammen.

Reglen i Siumut er dén, at kandidaten med flest stemmer normalt også er selvskreven som partiets borgmesterkandidat.

I øvrigt fik IA´s kvindelige spidskandidat i syd, Stine Egede, også et flot valg. Hun høstede 313 personlige stemmer, hvilket var væsentligt flere end både Wæver Johansen og Simon Simonsen. Hendes personlige fremgang var på næsten 100 stemmer sammenlignet med valget i 2013.

Rekord?
Hvordan de tunge, politiske poster bliver fordelt i kommunerne er endnu et åbent spørgsmål. Spændende koalitionsforhandlinger venter forude de kommende timer og måske dage, ikke mindst i Qaasuitsoq Kujalleq, hvor næstformand i Inatsisartut, Ane Hansen, blev IA´s topscorer med 350 stemmer. Hun har dermed kurs mod hjørnekontoret.

Ender det kommunale landkort med hele tre kvindelige borgmestre (ud af fem) vil Grønland kunne sætte en ligestillings-verdensrekord. Som det – så vidt vides – eneste land i verden med flere kvindelige end mandlige borgmestre. I Danmark er det kun hver niende borgmester, der er kvinde. I Sverige, som normalt betragtes som klodens ligestillings-duks, er det 37 procent.

På samme måde er der udsigt til, at flere kvinder rykker ind på de vigtige poster som udvalgsformænd. Her er Demokraternes kvindelige stemmeslugere i Kommuneqarfik Sermersooq for eksempel i spil.

Nivi Olsen fik som debutant på den kommunale scene – endnu – et kanonvalg med 467 personlige stemmer. Demokraternes partiformand Randi Vestergaard Evaldsen fik 389 stemmer. Og Lena Ravn Davidsen fik 206. Først på fjerdepladsen kommer den første mand i dét parti, nemlig Justus Hansen.

Også for IA´s vedkommende skal man helt ned på fjerdepladsen over partiets stemmeslugere for at finde en mand, Peter Olsen.

Powered by Labrador CMS