En kvart million: Fem studerende modtager legater
Ivalo & Minik Fonden har uddelt legater til fem studerende, som skal dygtiggøre sig i henholdvis Norge, Malta, USA, England og Island.
- Det er altid dejligt at være med til at sikre, at ambitiøse menneskers drømme bliver til virkelighed.
Sådan lyder det fra Minik Rosing, formand for Ivalo & Minik Fondens bestyrelse, i en pressemeddelelse.
Udtalelsen kommer efter, at han og resten af bestyrelsen har uddelt legater for over 250.000 kroner til fem studerende.
- Jeg håber og ønsker, at legatmodtagerne får nogle rigtig gode uddannelsesophold.
Forårets legater
De studerende skal uddanne sig i Norge, Malta, USA, England og Island.
Camilla Guldager har fået et legat til at studere et semester på University of Malta i forbindelse med sine igangværende studier i erhvervsøkonomi på Ilisimatusarfik.
Camilla Kleemann-Andersen har fået et legat til at studere på the Linguistics and Anthropology Departments at the University of Chicago i USA i forbindelse med sit PhD-studie på Ilisimatusarfik.
Malou Platou Johansen har fået et legat til at studere en Master i Arktisk marinebiologi på Norges Arktiske Universitet i Tromsø.
Miyuki Daorana har fået et legat til at studere et semester på University of Kent i England i forbindelse med sine studier i antropologi på Århus Universitet.
Varna Marianne Nielsen har fået et legat til at studere en Master i Arts på universitetet i Reykjavik i Island.
Donationer fra erhvervslivet
Ivalo & Minik Fonden er sat i verden for at give legater til grønlandske studerende, der ønsker at dygtiggøre sig i udlandet.
Det er donationer fra Royal Greenland, Royal Arctic Line, Grønlandsbankens Erhvervsfond og NunaFonden der muliggør uddelingen af legater.
Ivalo & Minik Fonden uddeler legater igen i efteråret 2023. Deadline for ansøgninger er 1. oktober 2023.