Gå til hovedindhold

Kvanefjeld-mine blev endevendt på borgermøde

Onsdag aften havde Miljøstyrelsen for Råstofområdet inviteret til et åbent hus møde i Narsaq forsamlingshus, hvor der blev informeret om miljøundersøgelserne omkring mineprojektet ved Kvanefjeldet. Samtidig kunne borgerne få lejlighed til at stille spørgsmål til eksperterne

Styrelseschef i Miljøstyrelsen for Råstofområdet, Najaaraq Demant-Poort bød velkommen, og fortalte om ekspertholdets arbejde.

Miljøkonsekvenser

Mødet blev afholdt for at informere beboerne i nærområdet af et mineprojekt, i dette tilfælde GME's planer for Kvanefjeldet, om eventuelle miljømæssige konsekvenser af en kommende minedrift.

Derefter redegjorde eksperterne for deres forskellige områder, og fortalte detaljeret om, hvordan de arbejdede i felten med målinger og kvalitetsprøver af blandt andet ph-værdier og iltindhold i vandløb og fjorden, samt forureningsprøver af planter og dyr (blåmuslinger).

Bagefter havde de cirka 25 fremmødte Narsaq borgere mulighed for at stille spørgsmål til eksperterne.

Radioaktiv gas 

Der var flere forskellige spørgsmål om blandt andet den radioaktive gas radon.

Her kunne Gert Asmund fortælle, at radon er en gasart, der stiger op fra undergrunden, og ikke bevæger sig vandret. Derfor skulle der ikke komme radon gener fra minen ned til selve byen.

Der blev også spurgt om mulig forurening fra affaldsdepotet i Taseq-søen. Her var svaret, at det var utroligt svære beregninger, blandt andet fordi de ikke kunne finde noget fortilfælde andre steder fra med giftige affaldsdepoter få kilometer fra by-områder.

Mange beregninger

Der bliver arbejdet intenst med beregninger for en mulig nedsivning gennem revner i fjeldet, og spredning af forstøvet vand, der kan opstå under de stærke føhn vinde, der ofte blæser i området i vinterhalvåret. Gert Asmund fortalte, at dette spørgsmål var en af grundene til, at VVM-rapporten er blevet forsinket.

Der blev også spurgt, om miljøstyrelsen uden videre accepterede GME's rapporter og undersøgelser. Her var svaret, at miljøstyrelsen lavede deres egne undersøgelser, og først derefter sammenlignede med mineselskabets resultater.

Forbrugervenlige rapporter

Der blev også spurgt om sproget i de forskellige rapporter om kvanefjeldsprojktet. Mange har svært ved at forstå det ofte videnskabelige og tekniske sprogbrug, og efterlyste mere forbrugervenlige udgaver til almindelige mennesker.

Der blev også spurgt om hvornår VVM rapporten bliver tilgængelig for almindelige mennesker.

Kom i gang!

En enkelt tilhører mente at VVM rapporten var blevet unødig forsinket og burde udgives hurtigst muligt, så minen på Kvanefjeldet kunne komme i gang.

Efter tre timer var mødet slut, og flere borgere gav udtryk for at mødet havde været meget informativt.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER