Kuupik: Palle er årsag til rokade

Tidligere medlem af naalakkersuisut for finanser, Palle Christiansens aftale med Air Iceland er den direkte årsag til rokaden

Medlem af naalakkersuisut Palle Christiansen fra Demokraterne er den direkte årsag til naalakkersuisuts rokade. Foto: Leiff Josefsen

Den seneste tids debat og turbulens om Selvstyrets aftale med Air Iceland, er den direkte årsag til rokaden i naalakkersuisut. Det siger formanden for naalakkersuisut, Kuupik Kleist til pressemødet.

- Vi har i lang tid drøftet, hvordan vi skulle løse den seneste tids politiske turbulens i naalakkersuisut, som har sit udspring i departementet for finanser og har på den baggrund aftalt en ny ansvarsfordeling i naalakkersuisut. Palle Christiansen får efter sin aftale med Air Iceland nu et lille område, siger Kuupik Kleist.

Palle Christiansen får ansvar for uddannelse, forskning og nordiske anliggender, mens Maliina Abelsen, der tidligere var naalakkersuisut for sociale anliggender, nu bliver naalakkersuisoq for finanser.

Trods Palle Christiansens mindre ansvarsområder har det været vigtigt for Demokraterne at arbejdet i koalitionen skulle fortsætte.

- Det betyder ikke så meget for os, hvilke områder de enkelte medlemmer af naalakkersuisut har. Det vigtigste for os er den politik som føres og at den bliver ført videre. Det område som vi nu også har ansvar for, uddannelse, er noget som Demokraterne har meget på sinde, og derfor er vi meget glade for at få området, siger Jens B. Frederiksen.

Powered by Labrador CMS