Kuupik Kleist: Aftaler skal fornys

Samarbejdsaftalen med USA skal genvurderes og aftalen om Grønlands CO2-udledning skal genforhandles med den danske regering før klimatopmødet i december, sagde landsstyreformand Kuupik Kleist.

Grønlands forhold til udlandet fordrer i større og større grad at det selvstyrende Grønland er en global medspiller. Det slog landsstyreformand Kuupik Kleist på pressemødet efter overrækkelsen af selvstyreloven.

Han slog også fast at aftalen med USA om blandt andet uddannelse og udveksling skal ses i gennem påny.

- Jeg er sikker på at vi genoptager de konstruktive diskussioner vi har med USA om udviklingen af disse aftaler, og det tror jeg sker i løbet af et par måneder, sagde Kuupik Kleist.

Grønlands ønsker til udledning af CO2, som Danmark i første omgang har sagt nej til, vil også blive taget op igen, sagde Kuupik Kleist.

- Grønland har behov for økonomisk udvikling og med det niveau vi udleder i dag er der ikke plads til de store armbevægelser. Vi går efter at der skabes plads til at Grønland udvikler sig økonomisk og dermed bliver mere uafhængig af Danmark.

- Vi skal bestræbe os meget på at nå til et resultat som kan tilfredsstille begge parter. Jeg har svært ved at forestille mig en udgang, der kan skille os i dette spørgsmål, sagde Kuupik Kleist.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen lovede, at samtalerne om Grønlands ønsker i forbindelse med fornyelsen af Kyoto-aftalen vil blive taget op, når konturerne af en ny aftale ligger mere klar henover sommeren og efteråret.

Powered by Labrador CMS