Kuupik: Arktisk kommando til Grønland

Landsstyreformand Kuupik Kleist tog i dag hul på debatten om placeringen af den kommende artiske kommando.

Arkivfoto: Leiff Josefsen

- Den kommende arktiske kommando skal selvfølgelig ligge i Grønland, sagde Kuupik Kleist i dag på en høring i København om sikkerhedsudfordringer i det arktiske område.

Og uden at blande sig direkte i den indenrigspolitiske debat, mener Kuupik Kleist, at den bør placeres et sted, ”hvor der ikke skal løses civile opgaver”, som han efter konferencen udtrykte det overfor Sermitsiaq.

-Vi skal gå efter den mest rationelle placering, tilføjede han.

Her står en placering i Nuuk nu som favorit, for den stigende mængde opgaver i Grønland, kræver et langt tættere samarbejde mellem militære og civile myndigheder. Det gælder både den øgede trafik, i form af krydstogtskibe og transportbaseret sejlads, men også den øgede interesse for blandt andet olieefterforskning.

I sin tale var Kuupik Kleist da også særdeles klar i mælet, på dagens høring i København. Her var også den færøske landsstyremand for udenrigsanliggender, Jørgin Niclasen, til stede. Netop de to lande kæmper om placeringen af den kommende arktiske kommando.

-Det er naturligt, at den skal ligge i Grønland, og jeg håber at min færøske kollega er enig, som Kuupik Kleist udtrykte det på dagens høring.

Men måske er de to ikke helt enige. Niclasen kommenterede i hvert fald ikke landsstyreformandens forslag.

På lørdag indleder folketingets forsvarsudvalg en ugelang rejse, i Grønland. Her skal udvalget blandt andet se på muligheder for placeringen af den arktiske kommando.

Powered by Labrador CMS