Kunngi udstiller i Sisimiut

Multikunsteren Frederik ”Kunngi” Kristensen udstiller sin kunst i kulturhuset Taseralik i Sisimiut. Udstillingen åbner d. 17. januar.

Malerier, grafik og arbejdsskitser af den anerkendte og produktive, grønlandske billedkunstner Frederik ’Kunngi’ Kristensen (f. 1952) bliver vist side om side i én samlet udstilling.

Ved åbningen af udstillingen ’Kunngi – teknik i kunsten’ i Taseralik, vil Frederik ’Kunngi’ Kristensen deltage og Joorsi Sørensen vil sammen med Nahome Kreutzmann Pedersen fremføre et par sange af det album, som Kunngi har skrevet og komponeret.

Det oplyser kulturhuset i Sisimiut, Taseralik, i en pressemeddelelse.

- Firkanten går igen i Kunngis nonfigurative værker, som han selv siger, er det svært at ændre en firkant. Han forsøger at bryde med og omgøre firkanten ved hjælp af farverne, som også skaber sammenhæng, lyder det i pressemeddelelsen.

Nye malerier vises frem

Farverige nonfigurative malerier vil blive udstillet i live Taseraliks hvide vægge. Kunngis tidligere grafiske værker og skitser vil også hænge på væggene – mange af dem har før aldrig set offentlighedens lys.

- På den måde inviteres de besøgende til at få et indblik i Kunngis arbejdsmetode fra idé til færdigt kunstværk, og de kan gå på opdagelse og finde sammenhænge mellem skitser, grafik og maleri på lærred, skriver Nuka Alice Lund, informationsmedarbejder i Taseralik.

Udstillingen er kurateret af Nuuk kunstmuseum og er støttet af Naalakkersuisuts tips og lotto midler og Nunafonden.

Det oplyser Taseralik i pressemeddelelsen.

Udstillingen åbner den 17. januar, kl 16:30 i Taseralik.

Powered by Labrador CMS