lokalhistorisk
Kulturskatte hjem til Nuuk
Arbejdsgruppe klar med plan for et lokalhistorisk museum i hovedstaden. Konklusionen er, at det bliver dyrt - meget dyrt - hvis der skal bygges nyt. Derfor anvises også andre løsninger
27.500 kroner per kvadratmeter. Plus det løse. Eller 13,7 millioner kroner for 500 kvadratmeter.
Det bliver prisen, hvis der skal bygges et nyt lokalhistorisk museum i Nuuk, og blandt andet derfor kommer et nybyggeri kun ind på ’tredjepladsen’ på den prioriterede liste, som en kommunalt nedsat arbejdsgruppe har udarbejdet.
Arbejdsgruppen, som består af fagpersoner fra Grønlands Nationalmuseum, Lokalhistorisk Forening (Nuummi Eqqaasamat) plus de kommunale forvaltninger, har peget på tre muligheder.
Arbejdsgruppen vurderer, at det bedste vil være, hvis museet etableres i en bygning i den gamle bydel, Nuutoqaq, eksempelvis i det gamle sygehus.
Anden prioritet er Herrnhuthuset, og som tredje prioritet udpeges altså en nybygning eller en transformeret bygning; en allerede eksisterende bygning, som så om- eller tilbygges.
Kulturskatte
En af de positive effekter ved at få etableret et lokalhistorisk museum er, at mulighederne for at få de kulturskatte hjem, som i dag er placeret på udenlandske museer og magasiner, er væsentligt større.
Arbejdsgruppen skriver i deres rapport dette om emnet:
– Hvis museet bliver et ’state of art museum’ vil eventuelle samlinger, som i tidens løb er ført ud af Grønland, kunne bringes tilbage til Grønland. Det har museer rundt om i verden vist interesse for.
Det videre forløb i museums-sagen bliver nu, at kommunalbestyrelsens økonomiudvalg skal drøfte, hvilken løsning, der ønskes for etableringen af museet.
Samtidig skal der fra politisk hold godkendes et kommissorium for arbejdsgruppens fremadrettede arbejde.
Læs andre artikler i den nyeste udgave af Nuuk Ugeavis, som du kan hente gratis her: