Kulturpris til 50-års jubilar
Det traditionelle grønlandske kvindehåndværk blev hædret i forbindelse med uddelingen af kulturprisen. Se billeder fra prisuddelingen.
Årets kulturprismodtager af selvstyrets kulturpris blev kvindeforeningernes sammenslutning Arnat Peqatigiit Kattuffiat, der har 50 års jubilæum tirsdag den 22. juni.
– Naalakkersuisut har ved udvælgelsen af årets kulturprismodtager lagt vægt på, at modtagerne har haft stor og uvurderlig rolle i arbejdet med og bevarelsen af de elementer inden for Grønlands historie, der traditionelt er blev tillagt de grønlandske kvinder, sagde medlem af naalakkersuisut for kultur Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit i sin tale under kulturprisuddelingen.
– Arnat Peqatigiit Kattuffiat har gennem sit 50-årige virke haft en uvurderlig betydning for grønlandske samfund, både gennem sin medvirken til opbygningen af Grønland og ikke mindst gennem sin mangeartede kulturelle og sociale indsats, som på alle måeder gjort sig fortjent til at hædres af os allesammen, sagde Mini Karlsen.
Arnat Peqatigiit Kattuffiat har i dag 14 afdelinger. Den første kvindeforening blev stiftet i Nuuk i 1948 - samme år som kvinderne fik stemmeret i Grønland. De forskellige lokalforeningen stiftede landsorganisationen Arnat Peqatigiit Kattuffiat i 1960 og kan fejre 50 års jubilæum tirsdag den 22. juni.
– Vi blev meget overraskede, da vi blev orienteret om at Arnat Peqatigiit Kattuffiat var udpeget som prismodtager. Vi er også rørt over at det arbejde, som er blevet udført af Arnat Peqatigiit Kattuffiat gennem årene nu bliver hædret, sagde formanden for Arnat Peqatigiit Kattuffiat Uthilie Heilmann i sin takketale.
Kulturprisen har været uddelt siden 1982, hvor den i starten blev uddelt på årets korteste dag den 21. december. Prisen har siden indførelsen af nationaldagen i 1985 været uddelt på nationaldagen den 21. juni.