Vi bygger bedre på forskellighed

Fra sit hjørnekontor hos Nuup Bussii på Industrivej kan selskabets nytiltrådte direktør, Nuunu (Niels) Chemnitz Frederiksen, gennem lange, rektangulære ruder se ud på fjeldvæggen op mod boligkvartererne Manngua og Qaava.

For tiden er fjeldet naturligt klædt i hvidt, og når ellers vejret tillader det, har busdirektøren ofte udsigt til en gruppe søde rollinger, der kommer ned ad stien fra børnehaven Mikisoq på formiddagstur iført skriggule refleksveste.

Også da AG møder den nye direktør på kontoret, kan man se børnene lege i sneen forneden af bakken, inden pædagogerne støder til.

Vi vinker begge til børnehavebørnene, da de defilerer forbi vinduerne med hinanden i vanterne. De vinker igen, de fleste af dem. Ret nuttede.

- De der unger kommer tit ud, konstaterer Nuunu Chemnitz Frederiksen, der aldrig er blevet kaldt Niels, som ellers er hans døbenavn. Hans bedstemor kaldte ham for Nuka, men ellers har han altid heddet Nuunu. Og han reagerer ikke, hvis nogen kalder ham Niels.

- Det var kun, når min mor skulle skælde ud, at jeg hed Niels, griner han.

Til november er det 55 år siden, at Nuunu Chemnitz Frederiksen kom til verden på Rigshospitalet i Danmark. Det skyldtes, at hans forældre, Tage K. Frederiksen og Tove Blidorf, i 1970 boede i Frederikssund, fordi faren var ved at uddanne sig til politibetjent.

- Jeg må være lavet i Frederikssund og så født på Riget, siger Nuunu.

To uger efter sin fødsel, blev han døbt, og familien rejste hjem til Nanortalik, hvor alle hans søskende er født. Nuunu Chemnitz Frederiksen er nummer tre i rækken efter storebror Jens og, nu afdøde, storesøster Ari. Et par år efter kom søskendeflokkens yngste lillebror, Ulrik, til verden.

Senere, da forældrene var blevet skilt, og faren giftede sig på ny, kom yderligere to søskende til: Poul Erik og Minik. Det var i midten af 1980’erne.

Nuunu Chemnitz Frederiksen voksede op i 1970’ernes Nanortalik og beskriver sin barndom dér som skøn.

- Det var en lille by, hvor alle kom hinanden ved, fortæller han, der med en grønlandsk far og dansk mor blev sat i datidens danske klasse i folkeskolen.

Men selv om det hed dansk klasse, var de fleste dobbeltsprogede. Der var få tilkaldte, som var der i kortere tid og havde børn med, der ikke talte grønlandsk, fortæller Nuunu Chemnitz Frederiksen.

- Det var meget grønlandsksproget. Og alle mine klassekammerater, som stadig er her i dag, de er ligesom jeg en del af samfundet og bidrager til det, siger han, hvis far var politimand og senere borgmester i Nanortalik fra 1975 og 10 år frem. Moren var sygeplejerske og arbejdede på det lokale sygehus, der lå 50 meter fra barndomshjemmet.

- Dengang kunne man komme over klokken 11 til deres kaffepause på sygehuset. Og så havde økonomaen, Katrine, fra køkkenet altid friskbagte boller. Så jeg husker det som en rigtig god og tryg tid, fortæller Nuunu Chemnitz Frederiksen. 

Han mindes heller ikke, at det betød noget særligt at være søn af en politikommissær og senere borgmester i daværende Nanortalik Kommune, hvor han var valgt for Siumut.

- Min fars borgmesterperiode husker jeg som, at de stod sammen i kommunalbestyrelsen, på tværs af partifarver, siger Nuunu Chemnitz Frederiksen og fortsætter:

- Det er noget, jeg har bragt med mig både i arbejds- og fritidsliv. Det er vigtigt at stå sammen, selv om man er forskellige i udgangspunktet. For i fællesskab løfter man mere.

Fritiden

Tidligere var Nuunu Chemnitz Frederiksen fodboldtræner. De seneste år har han koncentreret sig om håndbolden og er netop for nylig for tredje gang valgt som formand for NÛK Håndbold.

- Også et gen, jeg har med hjemmefra: Man skal bidrage - ellers sker der ikke noget. Og unge med sunde interesser vil jeg gerne støtte op om, siger han.

Som barn købte han af sin kammerat Mikael et sæt “Atomic”-ski med skistøvler til 800 kroner. Der var ingen skilift i byen, så Nuunu Chemnitz Frederiksen husker, hvordan han med 20 andre mennesker gik – eller “trappede den” – op ad Qaqqarsuaq (byens store fjeld, red.) for derefter at suse ned igen. Skoleskidagene står også stadig klart i hukommelsen.

Om sommeren gik fritiden med at sejle.

- Min far har altid sejlet. Til at starte med i en 25 fods Viksund, der kunne sejle seks knob. Jeg kan huske, dengang familien skiftede båd fra 24 heste til 36. Vi brugte rigtig mange timer inde i Kuussuaq og Tasermiut og fiskede ørreder. Det hænger ved den dag i dag, fortæller Nuunu Chemnitz Frederiksen.

På spørgsmålet om han og familien selv har båd i dag, svarer han prompte:

- Ja, i allerhøjeste grad! Det er vores barn.

Båden fragter familien ind til hytten i Neriunaq, som er “paradis på jord.” Men også til Sydgrønland. Selv om Nuunu Chemnitz Frederiksen i mange år har arbejdet i Air Greenland, er det sjældent, at hans familie er rejst uden for Grønland.

- Vi bruger meget af vores fritid i fjorden. Så meget som muligt. Jeg håber, at vi kan begynde sæsonen her i april og frem til oktober, siger han.

Mødet med Maja

Forældrene blev skilt i 1984, og moren flyttede til Qaqortoq, hvor Nuunu begyndte på GU i 1987 og blev færdig i 1991.

Hans gymnasieår var kendetegnet ved ikke at have så stor fokus på selve skolegangen som på fritiden og weekenderne, hvor der var fest og ballade.

- Jeg kunne næsten ikke sidde stille. Det var ikke, fordi det var svært for mig. Jeg havde nemt ved både folkeskole og gymnasium. Men der var andre ting, der trak, fortæller Nuunu Chemnitz Frederiksen.

De andre ting var blandt andet arbejdet som portør for sygehuset eller at stå i den grillbar, som hans mor og hendes nye mand købte.

Med den hvide studenterhue i hus gik turen videre fra Qaqortoq til Danmark. Nærmere bestemt Roskilde Universitet, RUC, hvor Nuunu Chemnitz Frederiksen begyndte på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, der i 1990’erne var en to-årig uddannelse med henblik på en fire-årig overbygning. Men så langt nåede han ikke, før han fik nok af pædagogikken.

- Der var rigtig meget snak, hvor vi skulle sidde og blive enige om tingene. Jeg ku’ slet ikke falde ind i det, fortæller Nuunu.

Til gengæld fandt han kærligheden i form af Maja, der skulle blive hans kommende kone. De to mødtes i de grønlandske studerendes forening i København, DKIK, Danmarkimi Kalaallit Ilinniagaqartut Kattuffiat. I dag hedder foreningen Avalak.

Det var i samværet med de andre grønlandske studerende i Danmark, med sociale arrangementer og fællesspisning, at Nuunu trivedes. Han og Maja sad i årene der som henholdsvis formand og sekretær, fortæller han, der også på GU var elevrådsformand.

Du kan godt lide at sidde for bordenden?

- Ja, åbenbart, griner Nuunu Chemnitz Frederiksen og uddyber:

- Jeg kan i hvert fald godt lide at have indflydelse. Men det er drevet af et ønske om at få mennesker til at fungere sammen. Jeg lytter meget. Og jeg er overbevist om, at på forskellighed bygger vi noget bedre op.

Nuunu og Maja var begge fast besluttet på, at de skulle hjem til Grønland igen, når Maja var uddannet som sygeplejerske. Det første år som færdiguddannet blev dog taget i Danmark, hvor hun fik joberfaring på Hvidovre Hospital og Rigshospitalet. I 1996 ventede parret deres første barn, og året efter blev Isak, som sin far, født i Danmarks.

- Da blev jeg hjemmegående husfar, og så kørte jeg for flyttefirmaet 3X34, når Maja kom hjem fra arbejde, fortæller Nuunu.

Hjem til Grønland

Han og Maja blev overtalt til at vende næsen hjemad af Majas bror og svigerinde, som kom på besøg.

Heldigvis havde Maja været forudseende nok – efter et godt råd fra sin venindes mor – til at lade sig skrive op hos boligselskabet INI i en tidlig alder. Da turen gik hjem til Grønland, stod hun som nummer et på ventelisten til en bolig i Nuuk og parret fik lejlighed i Fiskerbyen, som i slut-halvfemserne var helt nybygget.

Her boede vi i næsten 20 år, fortæller Nuunu, som fortsatte i flyttebranchen hos Usissaat, mens han søgte og blev optaget på AFIS-uddannelsen. Det var imidlertid et krav, at man skulle rundt på kysten og arbejde på alle de nye lufthavne som afslutning på uddannelsen. I mellemtiden var søn nummer to, Benjamin, blevet født og Nuunu var derfor ikke interesseret i at være langt væk fra Maja og børnene.

Så da en af Majas veninder oplyste om, at Air Greenland – eller Grønlandsfly som det hed – søgte folk til deres operativafdeling, sendte Nuunu en ansøgning afsted for at få et fast job og base i Nuuk. Han blev ansat af Kim Andersen og de to var kolleger de efterfølgende 27 år.

Det helt rigtige sted at lande, skulle det vise sig.

- Det var som at komme hjem, fortæller Nuunu, der gennem sin barndom tilbragte en stor del af sin barndom i heliporten i Nanortalik.

De efterfølgende år var præget af vagtplaner – både for ham som trafikdisponent og for Maja som sygeplejerske på DIH. De arbejdede på skift og “mødtes i døren.”

Hvordan fik I det til at hænge sammen?

- Ved hjælp af knofedt. Vi skændtes indimellem om, hvem der var mest træt og havde lov til at sove, griner Nuunu.

- Pengene var jo ikke de helt store. Men jeg tror, det har været godt for vores børn at se, at vi har arbejdet hårdt, for at nå der, hvor vi er i dag.

Sporskiftet

I de 27 år i Air Greenland bestred Nuunu Chemnitz Frederiksen forskellige ledende stillinger i Air Greenlands afdelinger. Herunder fem år i charterafdelingen og 12 år i planlægning-og afviklingsafdelingen, hvor arbejdet bestod af overvågning og overenskomstforhandlinger.

- Det var også en god tid med masser af ansvar og kontakt med hele organisationen, siger han.

De senere år oplevede Nuunu Chemnitz Frederiksen et stigende pres på sin chefstilling i Air Greenland.

Ikke mindst i takt med planlægningen af Nuuks Internationale Lufthavn, kunne han konstatere, at der i hans optik var alt for mange ting, der ikke fungerede.

Ved et tilfælde så han jobopslaget fra Nuup Bussii en søndag aften, med ansøgningsfrist dagen efter.

- Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men jeg har tænkt i mange år, at det der Nuup Bussii, det gad jeg faktisk godt. Min kone sagde: “Det har du da aldrig sagt før,” men noget har trukket i mig. Derfor søgte jeg stillingen, forklarer han, som ret hurtigt – før nytår – nåede til enighed med modparten i ansættelsesproceduren.

Derfor tiltrådte Nuunu sin nye stilling den 1. februar. Det, der glæder ham i forbindelse med at skulle sige farvel til Air Greenland er, at hans egne folk var klar til at tage over i afdelingen, han forlod.

- Min mission lykkedes. For jeg skal være undværlig. Tingene skal køre videre, hvis pludselig jeg ikke kan komme på arbejde, fortæller han og nævner tillid som noget af det, han lægger stor vægt på.

Der er indlysende stor forskel på at arbejde i en kæmpe organisation som Air Greenland frem for Nuup Bussii med omkring 30 ansatte. En af de mærkbare forskelle er stilheden, som Nuunu Chemnitz Frederiksen siden 1. februar helt konkret har kunnet mærke i sit højre øre:

- Jeg er begyndt at høre min tinnitus, som jeg har fået efter mange års jagt og sejlads. Der er en ringetone i højre. I Air Greenland var der hele tiden mennesker, der kom ud og ind. Derfor lagde jeg aldrig mærke til den, fortæller han, der har en plan:

- Jeg vil købe mig en lille radio, så jeg kan høre KNR her på kontoret.

Går på arbejde

Nuunu Chemnitz Frederiksen har ikke selv været vant til at bruge Nuup Bussii i stor stil, i og med han arbejdede i lufthavnen, hvor det var svært at få bustiderne til at passe med hans mødetider:

- Og jeg vidste aldrig, hvornår min arbejdsdag sluttede. Det tror jeg gælder for mange – og det er en nød, vi (Nuup Bussii, red.) skal have knækket.

Han tager heller ikke bussen på job nu. For der er ingen busrute ned omkring Industrivej.

I stedet går busdirektøren hjemmefra og til arbejdet.

- Så får jeg også vinket godmorgen til chaufførerne, siger han, der hæfter sig ved, at de fleste af medarbejderne har været ansat i mange år, både hvad angår chauffører og administrativt personale.

- Det tyder på en god arbejdsplads, siger han.

En af opgaverne som direktør for hovedstadens busselskab er at få flere nuummiut over i den kollektive trafik. De senere år er antallet af biler i Nuuk gået én vej, opad. Og det mærkes morgen og aften med alenlange bilkøer samt en ubehagelig bilos de dage, hvor det ikke blæser.

- Det kan jo ikke være sundt, og derfor tror jeg, at der skal flere mennesker over i bussen. Men det er jo også en kamp på verdensplan, og mange ideer er ikke lykkedes. Så vi skal forsøge at tænke anderledes, siger Nuup Bussii-chefen og fastslår:

- Det er i hvert fald vigtigt, at vi bevæger os væk fra ”plejer.”

Empty nest

Nuunus og Majas børneflok, som alle er store i dag, består af Isak, der er uddannet pilot; Benjamin, som er fly-og helikoptermekaniker og yngste lillebror Josef, der planlægger at uddanne sig til fysioterapeut efter sommerferien.

Og så er der kuldets yngste, lillesøster Nanna, som ifølge Nuunu tænker på at uddanne sig til psykolog.

Det er kun Josef, der bor hjemme nu, hvor han i parentes bemærket betaler husleje. Til sommer er Nuunu og Maja alene i huset på Tuapannguit, hvortil de flyttede, da behovet for en større bolig meldte sig efter knap 20 år i Fiskerbyen.

- Det bliver et nyt kapitel. Men det er måske også ok, siger Nuunu.

Hans mor Tove, som er den eneste tilbage af børnenes bedsteforældre, bor i underetagen i sin egen bolig, under Nuunu og Majas hus.

- Det er en god måde at bo sammen på. Hun er stadig i sin egen lejlighed og får besøg af børn og børnebørn, uden at de behøver at gå ind til os. Så vi lever hver vores liv, men i og med hun også bliver ældre, er det rart at være tæt på hende, hvis nu behovet opstår, fastslår Nuunu og tilføjer:

- Jeg er glad for, at Maja har bakket mig op i den beslutning. Og man kan sige, at jeg holder, hvad jeg lovede som ung. Min mor støttede altid op om mig og jeg sagde dengang til hende: Jeg skal nok betale det tilbage. Så det gør jeg.