Jeg går mod Illorput på en lørdag aften. Den kolde vinter nærmer sig, derfor er det begyndt at blive mørkt tidligt på aftenen.
Illorput har arrangeret en spøgelseshistorieaften hver lørdag i hele oktober.
På vejen mod medborgerhuset spekulerer jeg på, hvilke spøgelseshistorier jeg ville høre og jeg kan ikke lade være med at tænke på en historie, jeg har hørt tidligere.
Vil du høre den?
En mand kommer hjem sent om aftenen, han har haft overarbejde. Igen. Det er vinter, og derfor er der mørkt udenfor. Men sneen gør det lidt lysere. Da manden kommer ind, hører han fjernsynets hvide støj. Han kommer ind til stuen og ser sin kæreste, der sover i sofaen, med ryggen mod fjernsynet. Manden vil direkte i seng, og vil ligge ved siden af sin kæreste. Han tager hende i sine arme og vil flytte hende til deres seng. Han kan mærke hendes krop i sine ærme, hun virker tungere, fordi hun sover. Hans fodtrin på deres nye tæppe og lyden af tv’et er de eneste larm, han kan høre. Lige indtil manden hører at nogen prøver at komme ind ad hoveddøren. Han indånder lidt urolig tilpas, fordi hvem andre skulle prøve at komme ind? Det er kun ham og hans kæreste, der bor i den lejlighed. Han kan høre nøglerne, der prøver at åbne døren.
- Måske er der nogen, der ved en fejl prøver at komme ind, prøver manden at forklare sin forvirring.
Med kæresten stadig i sine arme, ser han døren blive åbnet. Opgangens lys kommer først ind til lejligheden, men så kommer kæresten ind ad døren. Han genkender hendes blå jakke og hendes sorte sælskindsjakker og hendes sædvanlige hilsen.
På et splitsekund prøver han at finde ud af, hvad der sker. Da realiteten falder, tænker han: Hvem holder jeg så i mine ærme?
Skrækslagen bevæger han langsomt sit ansigt mod kvinden i hans arme. Hendes ansigt er blegt og man kan ikke rigtig se hendes øjne. Skikkelsen kigger direkte på ham og siger: Alaa.
Jeg smiler lidt for mig selv og tænker på, hvor meget sådanne historier egentlig betyder for os som folkefærd. For mig er det en meget hyggelig tradition, selvom det man fortæller om, ofte er meget uhyggeligt. Det er en tradition, der giver folk mere nærkontakt.
Da jeg kommer ind til Illorput ti minutter før arrangementet starter, er der allerede næsten fyldt med mennesker. Lysene er slukket og rummet belyses kun af stearinlys og den store projektørskærm, der kører et billede af en pejs med ild.
Eeq, tænker jeg og sætter mig ned, så jeg kan se direkte mod den store skærm. Folk drikker kaffe og the, mens de spiser kage.
Alderdomshjemmet
En medarbejder i Illorput tager mikrofonen og byder velkommen. Hun forklarer at det er ’en åben scene’, så alle kan fortælle en historie.
- Enhver kan fortælle en historie, og jeg vil gerne starte med at fortælle, bare for at løsne lidt op, siger hun.
Hun starter med at fortælle, at vi skal være opmærksomme på, at det også spøger i Illorput.
Med store øjne tænker jeg på, at Illorput er en gammel bygning og at spøgelser flokkes om gamle bygninger. Desperat kigger jeg rundt i lokalet. Folk smiler og ser ud som om de hygger sig.
Kvinden begynder at fortælle en historie, der handler om et alderdomshjem. Hun fortæller om en medarbejders oplevelse med en meget gammel patient, der ikke rigtig kunne bevæge sig på egen hånd.
- Medarbejderen er den, der ofte passer på den gamle dame. En dag kommer hun ind på hendes værelse og hendes seng ryster voldsomt. Medarbejderen henter hurtigt en kollega og beder om hjælp. De bemærker hurtigt, at det ikke er den gamle dame, der får sengen til at ryste. Den ryster af sig selv.
En kvinde fra publikum rykker på sit sæde og smiler til de andre.
Fortælleren fortsætter:
- Der er før sket mærkelige og uforklarlige hændelser med den gamle dame. En dag har medarbejderen også set, at hun ligger i en fosterstilling. Det var egentlig et smukt syn, fordi det symboliserede, at den gamle dame går tilbage til begyndelsen. Medarbejderen betragtede hende i længere tid og forlod så hendes værelse. Da medarbejderen gik, kunne vedkommende pludselig høre, at der var nogen eller noget, der fulgte efter hende. Medarbejderen kiggede tilbage og så at den gamle dame kravlende løb efter medarbejderen.
- Iiiih, eeeq, udbryder en kvinde blandt publikum.
Dukken
En kvinde rækker sin hånd op og beder om mikrofonen.
Jeg rykker i mit sæde og hygger mig af h til og føler mig så klar til at høre den næste historie.
Kvinden vil fortælle en historie om en dukke.
- Inden jeg kom hertil, har jeg besluttet mig for ikke at fortælle om min mor. Det gjorde jeg sidste lørdag her, og jeg var syg i to dage. Det var hårdt og jeg står ved min beslutning, fordi jeg tror, at det er noget at gøre med nogle onde ånder. Jeg vil i stedet fortælle om en lille dukke i stedet. Jeg kommer fra Saarloq. I bygden er der en Pilersuisoq-butik. Min bedstefar var handelsbestyrer. Jeg kan huske, det var december og adventssøndagene var begyndt. Når jeg kom ind til butikken, var der altid en dukke, jeg kunne se. Dukkerne er ret populære, sådan nogle med grønlandske dragter på og krøllet hår. Når jeg så dukken, kan jeg huske, at jeg blev helt forelsket. Jeg var ret lille dengang. Jeg skulle bare have den dukke. Så blev det jul og vi skulle åbne julegaver. Jeg kunne se gaven, der var til mig, og jeg kunne gætte mig til at det nok var den smukke dukke. Jeg gik ind til værelset alene, fordi jeg ville åbne den alene. Så bevaringsværdig føltes dukken. Da jeg åbnede den, blev jeg så glad, at jeg krammede dukken. Da jeg krammede dukken, tog den mig med sine små fingre. Jeg blev så forskrækket, at jeg smed den på gulvet.
- Jeg syntes, jeg kunne se dukken flygte ud fra værelset. Min bedstemor tog den og klippede den i stykker. Hun sagde, at da hun rev den i stykker, kunne hun se, at dukken havde dannet nogle ribben.
- Eeeed, uuha, griner folk af uhygge.
Jeg forlader Illorput med følelsen af, at der er mere mellem himmel og jord, og at alle kan opleve noget uhyggeligt, helt uventet.
