Udstiller i Katuaq: Fandt kunsten som barn

- I was made in Copenhagen, born in Nuuk, siger Ivalo Abelsen med smilet spillende i øjnene og fortæller videre, at hun har haft meget lidt kontakt med sin biologiske far. 

Hendes mor, Hendrine Abelsen, var på et skoleophold i Danmark. Her havde hun et kortvarigt forhold med Sven Egede Ottosen, så derfor blev Ivalo til i København og kom til verden i 1971 i Nuuk.

Grønlands hovedstad blev dog ikke rammen for hendes eller lillebrorens, Esbens opvækst, for da Ivalo var fire-fem år, flyttede børnene med deres nyuddannede mor til Qaqortoq. Ned til familien. Her var der mostre, onkler, kusiner og fætre og bedsteforældre. Og Ivalo tilbragte ofte tiden med sin ittu (bedstefar, red.), Louis Abelsen, som var uddannet skibstømrer. 

Som ung tog hun og kusinen, Budi, som hun også gik i gymnasiet med, om fredagen nogle gange ud til heliporten for at se, om de kunne redde sig en billig billet til Narsaq for 80 kroner. Det blev kaldt ”chance,” fortæller kunstneren og forklarer, at det var i Narsaq, hun som 16-årig første gang mødte Frank. Ham, der senere skulle blive faren til hendes børn. 

Ivalo Abelsen har altid interesseret sig for kunst. Også før hun vidste, hvad kunst var for noget. Hun tegnede og malede og valgte sløjd fremfor håndarbejde i folkeskolen. 

- Jeg kan huske, min mor havde en gigantisk høne på væggen, der var tegnet op med en hel masse tegn. Den kiggede jeg altid på, fortæller Ivalo Abelsen.

Da hun gik i 1.G på GUX i Qaqortoq, havde hun kunstner Arnannguaq Høegh i valgfaget formning. Det var inden Arnannguaq Høegh blev leder af Kunstskolen, hvor Ivalo nogle år senere også blev elev. Og gæstelærer.

Inden gymnasiet var hun et år i USA som udvekslingsstudent via AFS. Hendes værtsfamilie i staten North Carolina var en ”hvid familie og skolen var også hvid.” Hun blev også selv anset for at være hvid og lærte i løbet af sit år i USA noget om forskelsbehandling på grund af hudfarve, og hvad racisme vil sige. Men også hvorfor nogle mennesker bliver racister.

- Jeg kan forstå, hvorfor de er sådan. Det er den måde, de vokser op på, forklarer hun.

Gymnasietiden blev brugt på at gå i skole, der var ingen pjæk, for ”man er vel lærerbarn, med nul fravær,” som hun siger. Men det betød ikke, at Ivalo holdt sig for sig selv eller var en stille elev. Hun tog initiativ til fester og arrangementer, som for eksempel en demonstration for højere SU. Hun prøvede også at bo og arbejde i Sverige, mens hun var gymnasieelev, via Nordjobb-programmet, som Foreningen Norden står for.

Ud og rejse

Men det var vigtigt for Ivalo Abelsen at se endnu mere af verden, inden hun begyndte at studere. 

Derfor sparede hun op, blandt andet ved at arbejde i taxfree-kiosken i Narsarsuaq lufthavn, så hun havde nok til at kunne rejse det meste af kloden rundt sammen med sin barndomsveninde, smykkekunstneren Hanne Bruun. Så de to unge kvinder rejste til Thailand, Malaysia, Indonesien, Australien, Fiji og USA som rygsæksrejsende.

- Det gav en hel masse at se andre kulturer. At opleve noget helt andet end vores egen kultur. Det har lært mig at verden er stor, at vi ikke er alene, siger hun. 

Tilbage efter jordomrejsen begyndte Ivalo Abelsen på arkitektskolen i Aarhus. Hun var på hold med kvote 2-medstuderende, og der var et godt sammenhold. Imidlertid følte Ivalo, at hun manglede en del tegne- og maleteknikker. Derfor tog hun orlov fra arkitektstudiet for at starte på Kunstskolen i Nuuk. Derefter vendte hun tilbage til arkitektskolen, men nu som kvote 1-studerende, og hun kunne ikke finde sig til rette blandt de målrettede, sortklædte studerende der.

Til gengæld havde hun haft et fantastisk år som studerende på Kunstskolen. Det var med Arnannguaq Høegh som leder, og Ivalo Abelsen gik på hold med blandt andre Camilla Nielsen og Lisa Lynge Hesseldahl.

- Kunstskolen er verdens bedste skole, siger Ivalo Abelsen.

- Hvorfor?

- Altså det er den, hvis man kan lide at producere noget og lære nye teknikker at kende. Det var intensiv undervisning, og jeg var der ofte efter skoletid for at afprøve og undersøge teknikker. Det var der, jeg lærte det medie, jeg foretrækker: Ætsning. Og kobbertryk, fortæller hun. 

I mellemtiden havde Ivalo Abelsen fundet sig en kæreste, Frank Petersen, og var blevet gravid med deres første barn. Malik blev født i 1998, da parret boede i Gellerupparken i Aarhus under hendes andet år på arkitektskolen. Spørgsmålet var, hvad hun så skulle uddanne sig til, når nu ikke det skulle være arkitekt. Under en uddannelsesmesse hørte hun at man kunne blive lærer i billedkunst og formgivning på en skole på Falster, i den anden ende af Danmark. Så den lille familie flyttede til Falster. Frank var allerede færdig uddannet som elektriker, inden de begyndte at være kærester.

Ilisimatusarfik og Miilu

Det var hele tiden meningen, at familien skulle hjem til Grønland, når Ivalo havde gennemført den tre-årige læreruddannelse i billedkunst og formgivning. 

Imidlertid viste det sig, at det var svært at få job i Grønland, fordi uddannelsen var fra en specialskole, fortæller hun. Så da hun så i avisen Sermitsiaq, at universitetet søgte studerende, tænkte hun, at det var en mulig vej hjem med kollegiebolig og daginstitutionsplads til Malik som bonus. Derfor begyndte hun på kultur- og samfundslinjen på Ilisimatusarfik, hvor hun endte med at tage en kandidatgrad, til sin egen store overraskelse:

- Jeg har aldrig forestillet mig selv som universitetsstuderende. Jeg er overhovedet ikke boglig. Men det var for spændende, siger hun og oplyser, at hun ikke har læst en roman, siden hun rejste jorden rundt med rygsæk. 

I 2004 kom Maliks lillebror, Miilu, til verden i Nuuk, mens Ivalo Abelsen læste på Ilisimatusarfik.

 Det, hun fandt spændende under sin studietid, var navnlig faget Arktisk Arkæologi. Her faldt hun pladask for Sen Dorset-kulturens kunstnerisk udsmykkede genstande, hvilket afspejles i mange af hendes malerier, tryk og akvareller. Det mest kendte værk er formentlig motivet af en isbjørnefigur med skeletornamentik med titlen ”Spirituel dyr med sjælemærker,” et akrylmaleri fra 2009, som i dag hænger på rådhuset i Nuuk. 

Ville ikke være lærer

Da kandidatgraden var i hus, og et månedlangt arbejdslegat var overstået, begyndte Ivalo Abelsen som billedkunstlærer på GUX i Nuuk. 

Hvilket set i bakspejlet var lidt af et paradoks:

- En ting, jeg i hvert fald ikke skulle være var lærer. For jeg kommer fra en lærerfamilie. Men det blev jeg så, fastslår hun.

Mens hun studerede på Ilisimatusarfik, var hun gæstelærer på Kunstskolen. Og de seneste seks år har hun undervist som studielektor på Ilisimatusarfiks Institut for Læring. Så hun er med til at klæde de kommende folkeskolelærere på, når det gælder håndværk, design, kunst og arkitektur.

Selv om hun nu er endt på en hylde, hun ikke havde forestillet sig, har Ivalo Abelsen ikke overvejet udelukkende at skulle leve af sin kunst.

- I min ungdom tænkte jeg på at blive kunstner. Men jeg vidste også godt, at det ville jeg ikke kunne leve af. Det ville blive for hårdt, siger hun og tilføjer:

- Jeg er nok sådan lidt struktureret og kan godt lide at vide, hvordan fremtiden kan se ud. Måske fordi jeg er ældstebarnet, siger hun, der er storesøster til brødrene Esben og Pelle. Alle tre har hver sin far. 

Pelles far var lærer og kom fra Danmark med sine egne ideer om opdragelse.

- Vores barndom var på den der lidt strenge danske måde med meget faste spisetider og lørdagsslik, fortæller hun og erindrer, hvordan kammeraterne om vinteren susede ned ad bakkerne på kurebræt, mens hun og brødrene skulle være hjemme klokken fem.

Tøjlerne blev dog løsnet senere, da børnenes mor og kæresten gik fra hinanden. 

Selv har Ivalo og Frank ikke opdraget deres sønner ud fra særlige pædagogiske principper. Udover at børnene skal have det godt - ud fra værdier som respekt, omsorg og kærlighed.

Sommer-cross fit

I fritiden plejer Ivalo Abelsen sin have udenfor andelsboligen i bydelen Qinngorput i Nuuk. Hun dyrker kartofler, roer og salater.

- Jeg elsker at være udenfor og skulle have boet sydpå. Det er min sommer-crossfit, plejer jeg at sige. Min vinter-crossfit er at grave sne, griner hun. 

Udover haven vandrer Ivalo Abelsen i fjeldet og finder her de blomster og planter, hun eksperimenterer med i sin kunst. Når hun kommer hjem, lægger hun de indsamlede planter i fryseren, til sin mands jævnlige frustration:

- Han klager over, at der ikke er plads til ryperne. Men altså, jeg optager jo kun en lille firkantet boks, griner Ivalo Abelsen. 

På årets sommerudstilling i Katuaq ses nogle af hendes værker med naturressourcerne, lokale tørrede blomster og planter påsat håndlavet papir i små, bitte kvadrater. 

Det var lige ved, at hun takkede nej til at udstille i Katuaq. Mest fordi hun ikke kan lide at være midtpunkt og hun vidste, at det var et krav, at hun skulle holde en tale.

- Jeg tænkte over den tale hver eneste dag. Men så tog jeg mig sammen. Og fik den holdt, fortæller hun.

Ivalo Abelsen forklarer, at hun ikke har noget imod at være en del af kunstnersammenslutningen KIMIK og stiller sig gerne op sammen med de andre KIMIK-kunstnere. 

Og det er egentlig heller ikke, fordi hun er genert, men:

- Jeg er elendig til at tage imod komplimenter. Jeg vil gerne vise, hvad jeg laver. Men jeg er ydmyg i forhold til det at være kunstner, siger hun. 

Årets sommerudstilling med Ivalo Abelsen kan ses i Katuaq frem til den 28. august 2024.