Trommedans som fokus

Aja-hae-jaa-jae. Aja-hae-jaa-jae. Aja-hae-jaa-jae.

Bang, bang-bang.

Det er Naja Nuka på otte år og Tupaarnaq på syv, der danser trommedans. Pigen med den hvide bluse og blåt mønster har lukkede øjnene.

Aja-hae-jaa-jae. Bang, bang-bang.

Med bøjede knæ, læner den anden sig lidt forover, mens hun sænker trommen i forskellige retninger. Hun ser selvsikker ud. Den anden pige, der er lidt mindre følger med og smiler i hele ansigtet.

Vi er i Katuaqs lillesal og er klar til at høre Elisabeth P. Rosing fortælle om trommedans i Kangerlussuaq. Foredraget er en del af Katuaqs arrangentsrække ”Ileqquvut”, på dansk: vore traditioner.

De to piger bliver undervist i trommedans af Elisabeth P. Rosing, der har undervist børn i trommedans de sidste ni år i Kangerlussuaq.

- Det er vigtigt at viderebringe trommedans gennem generationer, da trommedansen er en del af vores nationale identitet, siger Elisabeth P. Rosing via en storskærm.

Hun og de to piger, der dansede trommedans, sidder i Kangerlussuaq og deltager derfor via en skærm.

Elisabeth P. Rosing starter med en lille historietime.

Hun fortæller, at man for mange år siden, dengang da Kangerlussuaq lige var blevet til et rensdyrjagtsted, var bygden et samlingspunkt, hvor folk dansede og sang trommedans inden de drog tilbage til deres hjem efter rensdyrjagten.

Mest børn

Oprindeligt ville Elisabeth P. Rosing undervise trommedans til de unge og de ældre, men det viste sig, at det mest var børn, der var interesseret i traditionen. Det endte med, at der var 14 børn og to voksne i alt, der kom til hendes undervisninger.

- Jeg prøver at få dem til at samarbejde med hinanden, så de kan lære at være en leder og udvikle deres kompetencer. Jeg prøvet at opnå at børnene skal være selvsikre, fortæller Elisabeth P. Rosing, der underviser i sin fritid.

Hun mener at traditionen, som er optaget på UNESCOS liste over immateriel kulturarv, skal bevares og viderebringes.

- Jeg mener det er vigtigt, at jeg viderebringer mine evner inden for trommedansen til den næste generation, siger hun.

Det har derfor været stor ærgrelse, da fem af de 14 børn, der gik til trommedans skulle flytte fra bygden på grund af den nye atlantlufthavn i Nuuk.

- Jeg vil ikke sige, at jeg har mistet dem. Men det er et tab for os. Nogle af dem flyttede til Nuuk og én til Tasiilaq. De ønsker ellers at fortsætte med at danse trommedans, så det håber jeg, de får mulighed for, siger Elisabeth P. Rosing.

Foredraget bliver afsluttet med endnu en optræden af pigerne. De synger ”Ukallip Pisia”, som en oldefar til en af pigerne har lavet.

Folk smiler til hinanden i Katuaqs lille sal, mens de synger lungerne ud og danser uden overhovedet at være beskeden. Nuan.

- Kom nu, inviter dem til byerne eller bygderne. Børnene er rigtig gode forbilleder til de andre børn. De holder sig ikke tilbage, de stoler på sig selv og er meget modige, afslutter Elisabeth P. Rosing sit foredrag.