Tankevækkende dokumentar: Nina fandt sig selv igennem Ruth

Det var meningen. De skulle finde hinanden i dette liv. Ruth Mikaelsen Jeremiassen og Nina Paninnguaq Skydsbjerg.

De kunne have fundet hinanden i flere forskellige dimensioner med hver sin søde udgave af, hvordan de var blevet veninder, men det blev nu engang som dokumentarist og indsat. Det er den virkelighed, de lever i.

De ligner et umage par, men de er faktisk ret mage. De er yin og yang. De kunne have været mere ens, var det ikke for nogle sekunder, der gav tid for de rationelle tanker at manifestere sig for Nina Paninnguaq Skydsbjerg. Noget, Ruth Mikaelsen Jeremiassen ikke havde. Derfor endte Ruth på den forkerte side af loven, mens Nina slap med sine egne forfærdelige tanker. Ruth, der var ikke så heldig at have få sekunder til rådighed, havde på et splitsekund dræbt sin gerningsmand. Ham, der havde misbrugt hende seksuelt. Nina Paninnguaq Skydsbjerg, der var heldig at have sekunder til rådighed, blev ved tanken om at slå sin gerningsmand ihjel. Siden Nina var 12 år, havde hun igen og igen, i sin dagbog, fantaseret om hævn og begået drabet på sin overgrebsmand på flere forskellige måder. Det blev dog ved skriveriet indtil hun en dag så gerningsmanden køre forbi hende. De kørte begge i bil. Raseri overtog hele hendes jeg, og havde gerningsmanden været på gåben, var Nina højst sandsynligt endt bag tremmer og så var Nina og Ruth blevet veninder derinde.

Det fortæller makkerparret i en ny sårbar dokumentar, der har verdenspremiere i København i denne uge.

Dokumentaren funderer over, hvordan deres liv endte med at være så forskellige, når de i virkeligheden ligner hinanden.

Det er især de få sekunder, der spiller ind. Nina Paninnguaq Skydsbjerg nåede nemlig i stedet at få styr på tanker og følelser og kørte sin vej, uden at nogen var kommet til skade. Sådan gik det ikke for Ruth, der endte med at sidde bag tremmer i 18 år.

Kreativt outlet

AG har inviteret Ruth Mikaelsen Jeremiassen og Nina Paninnguaq Skydsbjerg til en snak om dokumentaren ”Walls – Akinni Inuk”, som de er hovedpersoner i.

Vi tager det fra starten. Walls – Akinni Inuk har været intet mindre end ti år undervejs og Nina Paninnguaq skulle slet ikke have været en del af den, udover som producer – hvilket hun stadig er.

- Hvor gammel er du, Ruth?

- 47.

- 46.

Nina Paninnguaq retter hende tilbage til 47.

- Du bliver 48.

- Jeg ved, at jeg bliver 40 i år, og jeg ved, at du er otte år ældre end mig, så jeg kan hurtigt regne din alder ud.

De to kvinder smågriner.

Den oprindelige ide med ”Walls – Akinni Inuk”, var at dokumentere de indsattes hverdag i anstalten. Det skulle gøres med små Go Pro-kameraer. Det var dengang, anstalten stadig lå nede mod den gamle skipperskole i Nuuk.

Dokumentarholdet lagde flere af små kameraer på bordet, så kunne de indsatte selv tage dem og være kreative. Der var intet pres på dem og ville de indsatte være med, så skulle det være helt af fri vilje.

- Jeg er selv meget interesseret i, at der bliver flere filmfolk i landet og jeg ved, at der er virkelig mange mennesker her i landet, der har talent og er kreative indenfor de kunstneriske fag, men der er også mange, der ikke kender til deres evner, siger hun.

- Derfor var håbet blandt andet at tænde et lys for nogle til at finde deres passion. Jeg ved for eksempel, at der er mange unge grønlandske mænd, der skriver rap, for at komme af med nogle tanker, der er svære at få ud i for eksempel en almindelig samtale. Et af vores tænkte udfald, var at en rapsang blev indspillet og redigeret, så den indsatte på den måde kunne få læring om, hvordan det kreative kan have en terapeutisk effekt. Vi håbede, at det kunne åbne op for folks muligheder, siger Nina Paninnguaq Skydsbjerg.

Dokumentaren var således ikke rettet mod nogen speciel person og visionen havde ikke en særlig hovedperson. Men sådan blev det. Ruth fangede dokumentarholdets opmærksomhed, i særdeleshed Ninas, og for Nina begyndte grænserne mellem det professionelle og det private at flyde sammen. 

Overtog ansvaret

Det var nu heller ikke fordi Ruth ville være i spotlyset. Faktisk holdt hun sig fra dokumentarholdets kameraer i den første tid.

- Der var en i afdelingen, der lavede alt mulig med kameraet, men så rejste hun, og så overtog jeg ansvaret. Jeg blev alene og så måtte jeg træde til, siger Ruth Mikaelsen Jeremiassen.

- Jeg vænnede mig til kameraet, men der var også dage, hvor det var grænseoverskridende, at filme sig selv, så var det bedre at snakke med Nina ansigt til ansigt, siger hun.

De har endnu ikke set den helt færdige udgave af dokumentaren sammen, siger Nina Paninnguaq Skydsbjerg.

- Det var en hård film at optage, så det er også en hård film at se.

- Det gør ondt at se sig selv i smerte på skærmen, siger hun.

Hun gør opmærksom på noget meget vigtigt.

- Det, vi snakker om i dokumentaren, gør stadig ondt. Det vil gøre ondt resten af vores liv. Det er ikke sådan, at det pludselig ikke gør ondt, fordi vi nu sætter ord på vores traumer.

Filmen har premiere i København senere på ugen. Her er begge kvinder med.

- Ruth er den eneste, der kan forstå mig og jeg Ruth. Ingen andre ved, hvad det vil sige at stille sig op til offentlig skue med vores bagage. Med dokumentaren lukker vi folk ind i vores inderste, siger Nina Paninnguaq Skydsbjerg.

Hun uddyber, at de to forstår hinanden på kropssprogsniveau. Der behøver ingen ord.

- Det er så dejligt at finde sådan en veninde, siger hun.

- Vi snakkede faktisk om det forleden. Det betyder meget at have fundet en anden med en lige så tung bagage, fordi vedkommende forstår så meget bedre. Det er ikke behov for at begrænse sig selv, siger hun.

Ruth tilegner sin frihed til Nina.

- Nina, siger Ruth Mikaelsen Jeremiassen eftertænksomt og fortsætter:

- Jeg er overbevist om, at jeg stadig ville være i anstalten, hvis det ikke var for Nina.

- Det er hårdt at være så mange år i anstalten, særligt hvis man ikke får besøg. Men at snakke så dybt med én hver uge og blive hørt gør stærk, siger hun.

Vi skal selv gøre noget

Det lyder næsten som om, de har været hinandens psykologer, men Nina Paninnguaq Skydsbjerg understreger, at det gode ved deres forhold har været, at de netop ikke er psykologer.

- Jeg har været hos masser af psykologer, og selvom det har givet mig nogle gode værktøjer, så har det også efterladt mig med en følelse af at være syg, forkert, ensom. Med Ruth er jeg bare et almindeligt menneske. Jeg er nok. Jeg er ok.

Da Nina Paninnguaq Skydsbjergs mor døde, glædede hun sig til at besøge Ruth Mikaelsen Jeremiassen. På et privat plan, selvom det også var arbejde.

- Selvom jeg besøgte hende bag meget lukkede døre, så var det et frirum for mig at komme til Ruth. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af min sorg, det hjalp hun mig med, forklarer hun.

Ruth Mikaelsen Jeremiassen og Nina Paninnguaq Skydsbjerg håber, at dokumentaren kan hjælpe andre i en svær situation.

- Der er mange i samfundet, der smerter. Hvorfor det? Hvem har ansvaret? Det er for nemt at sige, at det offentlige skal træde til. Vi må også selv tage et medansvar for vores medborgere i krise. Hvis vi bliver ved med at lade som om, vi ikke ser dem, så er der ikke noget, der vil ændre sig, siger Nina.

Det lader altså til, at de to har lært en hel del om sig selv i den tiårige proces, det har været at lave dokumentaren og Nina siger selv, at det har været nogle livsændrende år med dokumentaren, der førte til et uventet venskab.

Du kan læse mere om dokumentaren på de næste sider med instruktør Sofie Rørdam. I næste uge vil vi også bringe en anmeldelse i AG.