Stor ros til grønlandsk tegneserie
Nuka Godtfredsens tegneserie »Det første skridt«, som Sermitsiaqs læsere har haft mulighed for at følge med i, får rosende anmeldelser i Danmark. – Det eneste, der mangler er duftene, skriver Kristeligt Dagblad.
Berlingske Tidende har givet Nuka Godtfredsens fem stjerner og Kristeligt Dagblad bringer idag en rosende anmeldelse af tegneserien »Det første skridt«, der handler om de første eskimoiske indvandringer til Grønland for 4.500 år siden.
Hver tegning er tegnet fra bunden efter talrige skitser og til slut farvelagt som akvareller. Hver detalje er undersøgt og endevendt, så historien fremstår sandfærdigt.
– Jeg er lidt af en perfektionist, så alt skulle være 100 procent korrekt. Jeg har studeret genstande, skinddragter og diskuteret med museumsfolkene for at gøre tegneserien så autentisk som muligt. Som kunstner ville jeg også lave alting i hånden. Jeg er træt af tegneserier lavet på computer. De er kedelige. Vores tegneserie kan man læse igen og igen og stadig opdage nye ting, siger Nuka K. Godtfredsen til Kristeligt Dagblad.
Der bliver heller ikke lagt skjul på begejstringen.
– Historiens hovedperson, Nanu, og hans slægt kommer da også ud på lidt af et uforudsigeligt eventyr på sin vej rundt om Grønland . Mørke, isbjørne, storme, sæler, lange vandringer, død, ulykke, lys og et andet folk. Det eneste, som den grønlandske kunstner savner i sin historie, er de grønlandske dufte. Duften af kulde og af skind. Men den slags lader sig ikke sådan tegne, skriver Kristeligt Dagblad.