Stor foto-samling lå gemt i et skur

ArKaluk Bianco havde fire hårløse pletter i sin ellers tykke manke. De stammede fra en fisketur, han aldrig glemte.

En dag, han var ude at fiske på havisen, blev han overrasket af en isbjørn. Da ArKaluk var ubevæbnet, valgte han at spille død, i håb om at bjørnen ikke ville slå ham ihjel på stedet. Isbjørnen slæbte, hvad den troede var et dødt kadaver, med sig som madpakke ved at sætte hjørnetænderne i hans hoved og slæbe hans livløse krop hen over isen. På et tidspunkt blev bjørnen træt i nakken og efterlod ArKaluk i et depot på et isfjeld til senere fortæring.

Så snart bjørnen var forsvundet op på fjeldet, genopstod ArKaluk fra de døde og piskede hjem til byen med et nyt trofæ prentet på sin isse.

Det er Minik Rosing, som genfortæller ArKaluk Biancos beretning om en ikke helt almindelig dag i et ualmindeligt menneskes liv i sit forord til en ny bog, Dagligliv i Ammassalik ArKaluk Biancos billeder fra Østgrønland 1950’erne-60’erne.

Med på det nyeste

ArKaluk Bianco blev født i et tørvemurshus i 1921 i Tasiilaq længe før elektricitet, motorer, radio og telegraf kom til den del af verden.

Men ArKaluk Bianco var first mover. Han fik som den første jolle med motor. Han ejede som den første østgrønlænder et fotografiapparat. Det lå altid skudklar under disken i butikken, hvor han var bestyrer. Han fotograferede både i Tasiilaq og bygder. Og efterlod en enestående skat på næsten 2000 fotografier.

Billederne giver et unikt og indblik i østgrønlændernes hverdagsliv.

ArKaluk Bianco formåede at fotografere ikke bare sin omfattende familie- men hvad der svarer til næsten halvdelen af de 1100- 2000 mennesker, som boede i Østgrønland i de 10 år, fotografierne dækker. Hvor i verden finder man en lignende dokumentation af et samfund?

Når man ser østgrønlændernes stærke ansigter, deres tøj, deres børn, deres redskaber, oplever man meget intenst deres verden. Man ser glæden, sliddet, festen, arbejdet, kampen for føden, stoltheden. I sjældne glimt også rå fattigdom.

Første møde

ArKaluk Biancos fotos lå i årevis gemt i et skur hos sønnen James Bianco. Helene Brochmann fik overdraget de mange billeder i 2012 og har efter mange års arbejde samlet 350 af de bedste i en smuk bog, som udkommer 8. oktober.

Helene Brochmanns første møde med Østgrønland i 1984 var ”fuldkommen fantastisk”, fortæller hun. I Tasiilaq mødte hun James Bianco, som sammen med to kammerater var sejlet hele vejen fra Nuuk for at deltage i festlighederne i anledning af 100 året for Gustav Holms konebådsekspedition.

Helene Brochmann blev så bjergtaget af Grønland, at hun tog bifag i eskimologi eller grønlandske og arktiske studier. Hun blev timelærer i Akunnaaq og skrev en bog om bygden. Hun underviste i grønlandsk på universitetet og aftenskolen og arbejdede i 3 ½ år for Retsvæsenskommissionen.

I dag arbejder hun med evaluering på Det Kongelige Akademi i København.

Østgrønlands guldalder

Da Helene Brochmann besøgte James Bianco i Nuuk i 2010, nævnte han, at hans far havde taget en masse billeder.

-Så sagde det ding, ding – jeg fik sådan nogle store ører! Der gik et stykke tid, inden James fandt billederne frem fra sit skur. Det viste sig, at det stort set kun var negativer. Og kun få fremkaldte billeder.

-Der var en tynd mappe med negativer forsynet med korte tekster. Resten lå i sammenrullede filmruller, stramme som stålfjedre – uden navne, fortæller hun.

Helene Brochmann lagde de knap 2000 negativer i pres i 3 måneder. Så begyndte det omfattende arbejde med at scanne negativer og få overblik over samlingen.

-Jeg ordnede billederne i de mørke vinteraftener. Jeg kiggede det hele igennem sammen med James og ArKaluks datter Kathrine. De kunne sætte navne på mange af dem, som deres far havde fotograferet og fortælle historier om dem.

Hun oprettede også Facebook-gruppen ArKaluk Biancos Billeder for at identificere flest mulige Den fik 1300 medlemmer. Hun blev stædigt ved med sit arbejde i 12 år – ved siden af fuldtidsjobbet.

- Billedsamlingen fortæller om en brydningstid, hvor Østgrønland åbnes op for verden. En tid, hvor de sidste tørvemurshuse forsvandt og første etagehuse blev bygget. Hvor de sidste konebåde sejlede.

En glemt tid

Ifølge Brochmann er 1950´erne og 60´erne fotografisk en lidt glemt tid.

- Folk i Østgrønland skal have del i de her billeder. Det er en historie fortalt af en af deres egne. De skriftlige kilder, vi har fra den tid, er alle sammen udefrakommende, især danske mænd. Byggeledere, læger og andre, som har skrevet om samfundet ud fra deres egen lille navle. Nogle af dem omtaler grønlændere med en patriarkalsk tone, meget oppefra og ned.

- ArKaluk Bianco var skarp, sarkastisk og tit irriteret på de danskere, som kom ind med fire-toget og fik dobbelt så meget i løn som ham, fortæller Helene Brochmann.

Som butiksbestyrer ville han gerne bestille bestemte varer fra Danmark. Men det sagde hans overordnede, en dansk mellemleder nej til. ArKaluk blev ved med at argumentere for sin sag, så lederen til sidst fyrede ham. Men ArKaluk Bianco klagede til landshøvdingen i Nuuk, som efter en undersøgelse af en udsendt fra Nuuk gav ArKaluk ret. Han blev genansat.

De sidste fotos i samlingen er fra 1967 – omkring det tidspunkt, hvor alkohol frigives i Østgrønland.

”ArKaluk bliver revet med i malstrømmen,” som Helene Brochmann lakonisk skriver i bogen.