Stenalderen kaldte

1990.

Fuuja har stadig sin nye studenterhue på, dagen efter han blev student i Nuuks gymnasium.

Ramt af tømmermænd fra gårsdagens vilde studenterfest, forbereder han sin rygsæk med dåsemad, en VHF, en lille børnegummibåd og et par langrendsski.

Med sin tunge rygsæk og en viljestyrke, der er så stålsat som Kilimanjaro-bjerget, drager han afsted mod havnen på denne stille og mennesketomme junimorgen.

Fuuja, hans bror og deres to fætre har aftalt, at de skulle mødes her ved en jolle, der skal sejle dem til Qussuk. Derfra skal de vandre til Maniitsoq.

Aftalen var, at de skulle hentes af en nær ven 14 dage efter til Isortup Qinngua i Maniitsoq, der ligger cirka 70 kilometer fra byen, da slænget havde beregnet turen skulle vare i to uger. Dengang var der ikke frysetørret mad, nødraketter og satellittelefoner. Hvis det skulle gå galt, var der intet de kunne gøre.

På den tiende dag ankommer de til Isortup Qinngua. Der var ikke mere mad tilbage i rygsækken, der var ingen mennesker og de kunne ikke foretage et opkald, da satellittelefonerne tilhørte fremtiden.

Mere om det senere.

Lad os først lære manden bag den tunge rygsæk bedre at kende.

Frederik ”Fuuja” Larsen blev født den 9. april 1967 – for 58 år siden. Han kommer fra en søskendeflok på fem, hvor han er den yngste. Fuuja er født og opvokset i Maniitsoq.

Hans mor var Eunike Larsen var kok i ”Najugaqarfik Elisibannguaq”, som er en landsdækkende døgninstitution for udviklingshæmmede personer. Faren hed Siverth Larsen, som var tømrermester.

- Han var den allerførste sammen med en anden i Grønland, der blev uddannet som tømrermester. Han døde tidligt, da jeg var to år gammel, fortæller Frederik ”Fuuja” Larsen.

- Vi har et billede, hvor han fik sit bevis, overrakt af selveste Kong Frederik i 1952, siger han.

Derfor opvoksede Fuuja med en mor og beskriver selv sin barndom som tryg og omsorgsfuld.

De første minder

Familien havde et hus, der lå højere oppe på Maniitsoqs ujævne overflader.

- Om vinteren elskede jeg at stå på ski ved siden af vores hus sammen med nabobørnene, hvor vi legede året rundt, fortæller Frederik ”Fuuja” Larsen.

Børnene elskede at lege soldater, lege med biler og når forsamlingshuset havde haft filmaften, blev de kreative.

- Da vi havde set Robin Hood-filmen, lavede vi buer, og vi lavede pistoler, da vi havde set en cowboyfilm, husker han.

Den første skoledag var i Kuuttartup Atuarfia i 1972.

- Jeg husker tydeligt, at min mor og jeg gik hånd i hånd på gaden Qoororalak, på vej til min første skoledag, fortæller Frederik ”Fuuja” Larsen.

Han elskede skolen, lige bortset fra at skulle stå op om morgenen. Det har været en af morens store udfordringer, som han selv siger det.

Dengang ville han være arkitekt, når han blev stor.

Efter endt folkeskole, rejser Fuuja til delstaten Ohio i USA på AFS. Vi er i året 1985. Oprindeligt ville han til bjergkæden Rocky Mountains i den vestlige del af Nordamerika.

- Fordi der kunne jeg dyrke alpin, siger han.

Men Fuuja blev i stedet sendt til Ohio. Ajunngilaq. ”Jeg kan dyrke fodbold i Ohio”, tænkte han.

- Men det viste sig så, at jeg alligevel kunne dyrke alpin i Ohio. Dem, jeg dyrkede alpin med dengang, har jeg stadig kontakt til den dag i dag, fortæller han.

Sporten udviklede mig

Sport har altid fyldt en rigtig stor del af Fuujas liv. Udover sundheden ved at bevæge kroppen var det venskabet, fællesskabet og disciplinen, der tiltrak ham.

Hans allerførste GM i alpin var i 1978 i Maniitsoq, hvor han fik medalje. Lige siden har Fuuja deltaget hver eneste år til grønlandsmesterskaberne frem til 1998, lige bortset fra det år, han var i USA. Han var ni år gammel, da han for alvor begyndte at træne alpin, fodbold og senere håndbold.

Efter et år i staterne, gik turen tilbage til Maniitsoq. Drømmen var stadig arkitektuddannelsen. Men først skulle han holde sabbatår og arbejdede som vikar på sin gamle folkeskole. Taava Nuummut. Han startede gymnasiet i 1987 i Nuuk.

- Det var nogle af de bedste år af mit liv, nuan! siger han.

Alpin, fodbold, venner og selvstændigheden. The sky was the limit.

- Jeg kunne lave lige, hvad jeg havde lyst til. Jeg fik SU og boede på et kollegie, jeg elskede det, fortæller Frederik ”Fuuja” Larsen.

Med sin første SU-udbetaling, købte Fuuja et vasketøjstativ og nogle plakater af musikere og en plakat af Inuit Ataqatigiit, som skulle hænge på kollegievæggen.

Levede af snobrød og ørreder

Tilbage til 1990. Isortup Qinngua. Fuuja og de andre tre drenge, alene i vildmarken uden mad eller signal. Slænget bliver først hentet om fire dage. Hvad nu?

Der er en lille hytte i Isortup Qinngua, der heldigvis ikke var låst. Inde i hytten finder drengene lidt margarine og mel. De laver snobrød for at slå sulten ihjel.

- Vi fandt også noget gammelt fiskenet ved hytten og en halvødelagt gummibåd. Vi sejlede lidt ud på havet og fangede ørreder, fortæller Frederik ”Fuuja” Larsen.

Drengene spiste ørreder om morgenen, til frokost og som aftensmad i fire dage. På den fjerde dag ankommer deres lift.

- Da vi ankom til Maniitsoq, havde jeg tabt ni kilo. Alt var forvandlet til muskler, jeg var i topform, husker han.

Arkitektdrømmen blev erstattet med kultur- og samfundshistorie i Ilisimatusarfik. Fuuja er uddannet cand.mag. i kultur- og samfundshistorie.

- Da jeg startede på studiet, kunne jeg bare mærke, at det var lige noget for mig. Jeg fandt det, jeg brændte for, og det er Grønlands kulturhistorie, siger han.

Fuuja fejrede 30-års jubilæum sidste år som ansat i Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Det startede som en studenterjob i museets reception, indtil han en dag blev spurgt, om han ikke ville lave noget andet, og var frisk på det.

- Det viste sig, at jeg skulle registrere en samling af arkæologiske og etnografiske genstande fra Diskobugten. Hele 3500 af dem, husker Frederik ”Fuuja” Larsen.

At grave ned i grønlandsk historie, arkiver og det at holde udgravningsudstyr midt i landets barske natur er som en puslespil, der sætter sig sammen i Fuuja. Han havde fundet det han skulle. 

Forkærlighed for stenalderen

Sidste år i 2024 blev han forfremmet til museumsleder fra at være museumsinspektør. At være museumsinspektør betyder, at man er inspektør for ’noget’.

Groft forklaret: For eksempel er Fuujas ekspertområde stenalderkulturen. Derfor er han ’inspektør’ for det område.

- Jeg er på feltarbejde hver eneste år, hvor vi laver udgravninger og rekognosceringer i forskellige steder på kysten og indlandet og det har jeg gjort i 30 år, siger han.

Fuuja har forsket i Saqqaq-kulturen, Independence-kulturen og Dorset-kulturen gennem sit arkæologiske arbejde i 30 år.

- Det er altid spændende at finde noget. Især når det langsomt bliver mere tydeligt, hvad det er man er ved at finde i jorden. For mig har stenalderen altid været min store passion, siger Frederik ”Fuuja” Larsen.

Sporten er i dag blevet erstattet med fritidsjagt. Fuuja og hans familie, der består af hans kone Mette Rasmussen Larsen og parrets to sønner, samler vinterforråd sammen.

De ryger ørreder ved siden af familiens hytte og tørrer rensdyr hver sommer i bunden af Ameralik. Det har de gjort i cirka 15 år.

Lige nu er i familien i gang med at bygge hytten større. Eller rettere konen er i gang med det.

- Jeg fandt ud af, at jeg var enorm dårlig til at bygge, det er godt at jeg ikke uddannede mig til arkitekt. Jeg har ti tommelfingre. Men jeg er ved at lære det, learning by doing, griner han.

Når Fuuja ikke er i naturen og samler forråd, er han hjemme i sofaen og hepper på Liverpool, som han har gjort de sidste 50 år.