Sport er min medicin

En mørkeblå scrapbook ligger på det hvide spisebord hos Peri Fleischer. Inde i den, er der utallige af små avisudklip fra gamle aviser. Det er hans far, Ove Karl, der har klippet dem, hver gang Peri har været i avisen og samlet og gemt dem gennem flere år.

”Fem spillere blev dobbeltmestre”, står der blandt andet i et af avisudklippene. Der er også nogle billeder i den store tykke bog. På et sort-hvid billede kan man se teenageren Peri, der står i sin stribede sportstrøje.

Scrapbooken repræsenterer hans livslange sportskarriere indenfor badminton og fodbold. Et af billederne er et familiebillede af Peri, hans forældre og tre søskende.

Peri smiler bredt ind til kameraet. Gemt i blikket, er der en urokkelig viljestyrke over livet. En stor trang til at leve – og opleve livet fuldt ud. En trang til at give noget til folk, faktisk en slags længsel til at fortælle folk, at selvom livet kan være hårdt til tider, er der altid lys for enden af tunnelen.

Peri Fleischer bliver født den 15. juli i 1981 i Sisimiut, den næststørste by i Grønland. Hans mor er Taavannguaq Fleischer fra Sisimiut. Hun har været lægesekretær, i dag er hun pensioneret. Hans far var Ove Karl Fleischer fra Assaqutaq, en nedlagt bygd i nærheden af Sisimiut. Han døde i 2005 i en tragisk ulykke. Han var selvstændig indenfor handel, da Peri var barn.

- Min far er mit store forbillede og det er ham jeg stræber efter at være i dag. Jeg savner ham hver dag, siger han.

Peri Fleischers første minder stammer fra Narsaq, da han var to år gammel. Familien boede i Sydgrønland, indtil han fyldte fire år.

- Mit allerførste minde er, at jeg blev jaget af en lille hund i Narsaq. Jeg kan huske, at jeg løb så meget, jeg kunne, fordi jeg var så skræmt, fortæller Peri Fleischer.

Hans fascination i fodbolden startede også omkring det her tidspunkt.

- Jeg kan huske, at min far og jeg spillede fodbold udenfor. Han sparkede bolden højt oppe i luften, og det var som om den forsvandt op mod himlen. Jeg var så forbløffet, husker Peri Fleischer.

Efter to år i den sydgrønlandske by, vender familien snuden tilbage til Sisimiut. Det er her Peri tilbringer resten af sin barndom.

- Det er en af de bedste tider i mit liv. Vi boede på gaden Aqqartarfik i blok 3, og der var rigtig mange børn, der også boede på den gade. Nuan! Vi spillede fodbold året rundt, legede gemmeleg og tog sorte affaldssække på om vinteren og kurede ned de stejle bakker, fortæller Peri Fleischer, der er den næstyngste af fire søskende.

Fodbold

Peri Fleischer blev tidligt introduceret til fodbold. Udover at have spillet udenfor på byens fodboldbane, startede han i klubben, SAK, da han var omkring otte år.

- Jeg kan huske, at jeg var meget genert og tilbageholdende, men jeg faldt meget hurtigt til, husker han.

Da Peri var ti år gammel, oplevede han for første gang at rejse til udlandet for at spille fodbold. Det var til Danmark og Sverige til ungdomsturneringer.

Han tilbragte sin ti årsfødselsdag i Sverige. Det var den dag, de havde indmarch, hvor omkring 30.000 mennesker var samlet i et stadion.

- En af mine holdkammerater sagde til mig: ”Tillykke med dagen, Peri. Her er menneskene du har inviteret.” Det var en uforglemmelig dag, fortæller Peri Fleischer.

Der blev han fanget af fodbolden. Han elskede fællesskabet og holdkammeraterne. Kursen var sat, og han begyndte at træne hver eneste dag. Han prioriterede sporten, fremfor alt andet.

- Når min far spurgte, om vi ikke skulle sejle, ville jeg ikke med, fordi jeg hellere ville træne. Det begyndte at fylde enormt meget i mit liv, siger Peri Fleischer.

Efter endt folkeskole i Sisimiut, rejser han til Danmark for at gå på en foldboldskostskole i Grenå. Dette er i 1998. Og lige efter fodboldskolen gik han videre til et sportscollege i samme by.

- Alt handlede om fodbold. Når jeg dyrker sport, mærker jeg en stor tilfredshed i kroppen og i sindet. Det er en slags meditation for mig, fortæller Peri Fleischer.

Under sin tid i Grenå, blev han for første gang valgt ind i fodboldlandsholdet for Grønland. Han var 18 år.

- En drøm gik i opfyldelse. Det er det jeg havde stræbt efter og jeg opnåede det, siger han.

Kvinden, der stjal hans hjerte

Under sin opvækst, ejede Peri Fleischers far nogle butikker i Sisimiut. Peri var tit med ham, når han arbejdede. Derfor føltes det naturligt, at han valgte handelsskolen i Svendborg, som næste skridt.

- Jeg fandt ud af, at jeg kunne træne fodbold, mens jeg var under uddannelse, så tog jeg den chance. Jeg trænede og studerede samtidig, det var helt perfekt for mig, fortæller han.

Efter to år i Svendborg rejser han tilbage til Sisimiut, for at være i praktik i en tøjbutik. Vi er i året 2003. Planen var at han skulle tilbage til studierne i Danmark efter endt praktikophold.

- Men så mødte jeg en meget, meget smuk og sød kvinde og planerne ændrede sig. Hun havde to børn. Vi blev kærester og senere gift, fortæller Peri Fleischer.

Parret, Peri og Pipaluk, fik også to børn senere, en pige og en dreng i årene 2009 og 2010. Zico og Inuna.

Hans uddannelsesplaner tog en anden retning og det endte med at han tog en uddannelse som butiksassistent i Qaqortoq.

- Så ville min kone uddanne sig videre til anæstesisygeplejerske og vi rejste til Danmark til Viborg, siger han.

Peri Fleischer arbejdede og gik til fodbold, stadigvæk i Viborg.

Da konen blev færdig med uddannelsen, flyttede familien til Sisimiut efter at have boet i Nuuk i seks måneder. Han blev lige akkurat færdig med butiksuddannelsen, men han vidste ikke rigtig, hvad han skulle uddanne sig videre i.

Så længe han kunne træne i fodbold og bevæge kroppen, så var han glad. Men han ville også have en uddannelse.

Familien trak atter rødderne op og rejste til Danmark, fordi Peri havde besluttet sig for en uddannelse. Han tog en handelsuddannelse i København og blev færdig. Tog igen til Nuuk, hvor han læste akademiuddannelsen. Dette var i 2011.

Peri har boet i Nuuk lige siden.

Omkring samme tid, startede han fodboldklubben IT-79 op, der i år fylder 10 år.

Han startede som spiller, i dag er han træner og bestyrelsesformand.

- Det var faktisk min søn, der opfordrede mig til at starte et hold, så han kunne selv starte i klubben. Der var ikke noget hold i hans aldersgruppe dengang, fortæller han.

Alt ændrede sig

Lige pludselig, ud af det blå, ville Peri Fleischer prøve noget helt andet. Han skiftede karrierevej og begyndte at arbejde på en rejertrawler.

- Jeg ville lave det fuldstændig modsatte af alt det, jeg lavede. Og jeg ELSKEDE det. Samarbejdet, kollegaerne og atmosfæren, siger han.

Peri Fleischer havde en kone, som han elskede, sammen havde de deres elskede fire børn, og så tjente han kassen på trawleren. Livet var perfekt.

Men livet havde andre planer for ham.

- Jeg var på trawleren midt på havet, da jeg fik et opkald. Min kone var død. Jeg kunne ikke komme til mine børn lige med det samme, jeg kunne ikke være der, fordi jeg var i havet. Det var forfærdeligt, og jeg var så magtesløs, fortæller han.

Peri Fleischers kone døde af en blodprop, der kom lige pludselig, ud af ingenting.

- Hun var frisk og rask. Det kom meget, meget uventet, siger han.

Fremtidsbilledet, som Peri Fleischer havde forestillet sig, var nu lige pludselig ødelagt.

- Jeg levede fra dag til dag. Jeg lavede ingenting i seks måneder. Jeg tog mig af børnene, afleverede dem til skolen, også gik jeg hjem og græd, siger han.

Dagene går og månederne fulgte med. Peri Fleischers liv begyndte langsomt at gå videre.

- Jeg snakkede åbent om min sorg til mine nærmeste, jeg lod mig selv at være ked af det, jeg lod mig selv savne hende. Jeg snakkede også åbent om hende til mine børn og jeg dyrkede sport, jeg løb i naturen. Sport er virkelig min medicin, fortæller Peri Fleischer.

Nyt liv, nyt kapitel

I dag er livet lyst igen. Børnene er blevet teenagere og har eget liv med venner og sport. Og Peri Fleischer har fået en kæreste.

- Jeg vidste ikke, jeg kunne forelske mig igen. Det var som om, hun trak mig væk fra tågen og mørket. Jeg kunne drømme om fremtiden igen, smiler han.

Peri og kæresten Arnaq venter barn til sommer.

- Jeg vil leve og føle livet. Ja, min kone døde, men jeg døde ikke med hende. Jeg skal opdrage mine børn, de skal også opleve verdenen, der er altid lys for enden af tunnelen, siger han.

I dag er han igen træner på det hold, han opstartede. Nu er det U18.

Peri blev kåret som ”Årets træner” i dette års Maligassiusiut Show sammen med sin medtræner Peter Davidsen Hardenberg og på idrætsdagen den 6. januar blev han valgt af Kommuneqarfik Sermersooq som ”Årets leder”.

- Jeg er meget taknemmelig for prisen og at jeg er blevet nomineret. Det, jeg elsker mest ved det, er at det viser, at jeg har givet noget til samfundet, og det er det, der tæller for mig, siger han og uddyber:

- Jeg vil gerne vise at livet ikke altid er nemt, men det bliver altid godt igen. Vi skal leve livet, vi skal tage chancer, og vi skal gøre noget godt for os selv. Hvis jeg kan, så kan andre også, siger han.

Når Peri Fleischer ikke træner, elsker han at være i køkkenet og lave en eller anden form for dessert. Og ikke med mindst med noget te med friske ingefær.

- Jeg elsker at lave kage! Efter en lang og måske stresset dag, elsker jeg at være i køkkenet og afstresse, mens jeg laver min yndlingskage, en islandsk kage, smiler Peri Fleischer.