Sommerlejr langs kysten
20 børn er rejst på sommerferieophold i Illulissat. Et arrangement, Kalaallit Røde Korsiat står bag, men som kun er økonomisk muligt på grund af sponsorater

Hver sommer arrangerer Kalaallit Røde Korsiat sommerlejr for børn, der ellers ikke har mulighed for at komme på ferie uden for deres egen by.
I år er det KRKs lokalafdeling i Ilulissat der har ansvar for lejren, hvor der deltager 20 børn og 7 voksne fra Qaqortoq, Paamiut, Nuuk, Maniitsoq, Qasigiannguit og Ilulissat.
At det er økonomisk muligt for KRK at arrangere en landsdækkende sommerlejr, skyldes især at AUL i år har tilbudt sig som hovedsponsor på arrangementet.
- Det meget generøse sponsorat betyder, at børn og ledsagere får mulighed for at opleve livet om bord på Sarfaq Ittuk og for opleve Grønland fra havet på rejsen til og fra Ilulissat. En oplevelse, det heldigvis stadig er muligt at få. Mange af børnene møder familiemedlemmer under skibets anløb i byerne undervejs, og børn og voksne lærer hinanden godt at kende på rejsen. De første deltagere begyndte rejsen i Qaqortoq onsdag d. 20. juli og de vender først hjem igen d. 2. august.
Fra Ilulissat skal børnene sejles til Kangersuneq, hvor de skal opleve lejrlivet i 5 dage, hvorefter de sidste dage bruges på at udforske byen inden turen igen går sydover, skriver Tove Blidorf, formand for Kalaallit Røde Korsiat i en pressemeddelelse.
- Jeg vil derfor sige en stor tak til de øvrige bidragsydere Helene og Svend Junges Fond, Tips og Lotto og NunaFonden og til de frivillige voksne, der gør det muligt at arrangere sommerlejre.