Ser det bedste i folk

I 1987 åbnede Lea Poulsen Naleraq i Ilulissat. Tanken var at drive den nogle år, for så at sælge den videre. I dag er det anden generation, der kører den, så de få år er ikke gået endnu.

- Nu har vi drevet Naleraq i 37 år, og den er ikke til salg, understreger datter af Lea Poulsen og den aktuelle ejer, Heidi Jensen, med et grin. 

Under interviewet bliver hendes mobil ved med at bippe. 

- Atseriit er aflyst på grund af vejret, så jeg må se om jeg kan finde nogle andre, der kan spille i aften, siger hun.

Mobilen bliver dog hurtigt lagt væk igen. 

Det er fredag eftermiddag, og lige nu er der ikke mange mennesker i restauranten. Senere på aften vil der være fest, livemusik og glade mennesker. 

Heidi Jensen driver restauranten og baren, Naleraq, sammen med sin lillebror Karl Jakob Poulsen. Huset har været igennem flere tilbygninger igennem årerne, og her har de fleste musikere i Grønland spillet musik. 

Heidi er sammen med sin lillesøster Mia Pilemand og hendes lillebror Karl Jakob Poulsen, vokset op i Ilulissat. Faren Klaus Poulsen kommer fra Ilulissat, mens moderen Lea Poulsen er født og opvokset i Qaarsut. 

Heidi er selv født i Århus i 1975, og de første år af hendes liv fløj familien meget frem og tilbage mellem Danmark og Grønland. De boede nogle år i Aasiaat, før de flyttede til Horsens. 

Som sagt gik turen tilbage til Ilulissat i 1983. Dengang var klasserne delt op i danske og grønlandske klasser. Fordi Heidi havde boet i Danmark, talte hun mest dansk og kom derfor også i en dansk klasse.

 - Vi kunne forstå, hvad vores forældre sagde, når de talte grønlandsk, men vi kunne ikke svare dem, fordi vi ikke talte sproget, husker hun.

Når hun tænker tilbage på sin folkeskoletid, er det kun gode minder, der dukker op. 

- Vi var en klasse, der holdt rigtig meget sammen. Vi havde et godt sammenhold, og selv den dag i dag kan vi huske hinandens fødselsdage. Vi var en rigtig god klasse, og jeg var glad for folkeskolen, siger hun.

Løftet til sig selv

Efter folkeskolen var Heidi Jensen på et års ophold i Arizona, USA. Det var et helt andet klima, end hvad hun var vant til i arktiske Ilulissat. 

- Jeg elskede mit år i Arizona, men når jeg kigger i min dagbog sluttede jeg altid af med ’I dag græd jeg’, fordi jeg havde hjemve, men jeg havde det godt, og jeg havde en god plejefamilie, der passede godt på mig, fortæller hun grinende. 

Hun har stadig den dag i dag kontakt med sin plejemor, som hun i mange år ellers havde mistet kontakten til. 

Heidis tanker kredser også tilbage til sin aanaa (bedstemor, red.). Nærmere bestemt omkring Juliap qaqqaa, et lille fjeld, hvor der på toppen står en flagstang. 

- Jeg elskede min aanaa rigtig højt. Og da jeg var lille, stod jeg på Julia qaqqaa, og tænkte ’Her vil jeg bo for altid’, fortæller hun. 

Det løfte har hun holdt.

Som kun 17-årig blev Heidi Jensen gravid og fødte sønnen Taatsiaq da hun var fyldt 18. 

- Da Taatsiaq blev 18 år, holdt jeg en kæmpe fest for ham, for jeg følte at jeg selv blev 18 år. Jeg fik aldrig fejret min 18-års fødselsdag, fordi jeg var højgravid, så vi havde en ordentlig fest med Taatsiaq, griner hun. 

De første to år af hans liv, boede hun sammen med Taatsiaq og hans far i Aalborg. Her tog Heidi HF på Aalborg Katedralskole, og så vendte hun tilbage til Ilulissat og blev en såkaldt sommerfugl (stewardesse om sommeren for Air Greenland, red.) på helikopteren S-61 og Dash-7. 

- Jeg har mange gode minder fra min tid i både Air Greenland og Mittarfeqarfiit. Jeg nåede at komme vidt omkring, og blev trafikassistent. Jeg havde gode mennesker omkring mig, som jeg lærte rigtig meget af, fortæller hun. 

Det skinner igennem på Heidi, at hun værdsætter de personer, hun har omkring sig. Det er mennesker, der ifølge hende, har været med til at forme hende som menneske. Hun har en evne til at se det gode i de mennesker, hun ved kan hjælpe hende på vej, så hun selv bliver en bedre person. 

Et nyt liv

Efter flere år i både Air Greenland, Mittarfeqarfiit og i Grønlands Rejsebureau og et arbejde hun brændte for, kunne Heidi godt mærke på forældrene, at de fik flere og flere skavanker. 

Derfor tog hun i 2007 beslutningen om at forpagte Naleraq sammen med sin lillebror, Karl Jakob.

- Fra min side af, har det altid ligget i kortene, at jeg skulle overtage Naleraq en dag. Jeg vidste bare ikke, at det ville ske så hurtigt, fortæller hun. 

I 2014 lavede de et generationsskifte, og hun overtog officielt Naleraq med broren.

Det er blevet til et liv, hvor hun står bag baren og serverer drinks og øl, og arbejder med levende musik hver weekend. 

- I starten kendte jeg ikke til grønlandsk musik, så jeg måtte lære det fra bunden af, i dag elsker jeg det, griner Heidi. 

At drive restauranten og baren, er et vigtigt og stort stykke arbejde for hende. Naleraq har kun lukket om søndagen, det betyder at det også er Heidis eneste fridag. Derfor sørger hun for at holde ferie, slukke for sin mobil og sove. 

- Vi var på ferie i Thailand i tre uger. Jeg sov den første uge, jeg var simpelthen så træt, fortæller hun. 

Thailand er hendes sted. Det sted, hun kan slappe af og give slip på det hele og holde fri. På den måde bliver hun og hendes mand opladt, så de er klar til at arbejde igen, når de kommer hjem. 

Tilbage i Ilulissat bliver Heidi ved med at tænke i nye baner. Hele tiden gøre det bedre, så hendes gæster kan få en god oplevelse. Derfor startede hun i 2019 Naleraq Sea Safari sammen med sin mand, Preben. 

Onsdag er vores dag

Ægteparret mødtes en onsdag i 2018. 

- Onsdag er vores dag, så den bruger vi altid sammen. Vi blev gift på en lørdag, så vi sørger også for at lave noget for os selv om lørdagen. Det er vores dage, griner Heidi Jensen, der lyser op, når hun begynder at fortælle om sin mand. 

Og når man spørger ind til, hvad det er, hun kan lide ved deres ægteskab, er det nemt for hende at svare. 

- Vi har det sjovt sammen, og vi forstår hinanden og giver hinanden plads. Det er vigtigt, siger hun. 

Preben er styrmand, så han sejler båden ’Heidi’ og deres Targa ’Nanunnguaq’. To både med stor betydning for Heidi Jensen.

- Jeg slapper af, når vi er ude og sejle. Både når vi sejler med turister, men også med familie og venner. Det giver mig en frihed, jeg også følte, da jeg arbejdede som stewardesse, og mange af de ting, jeg lærte som trafikassistent er noget, jeg også kan bruge i dag, fortæller hun. 

Snakken falder igen på de mange mennesker i Heidis liv, som har en kæmpe indflydelse på hende. Selv hendes revisor får rosende ord på vejen. 

- Det er ham, jeg ringer til, hvis jeg har brug for at sige en masse ting, netop fordi han har tavshedspligt, men også fordi han lytter, og kommer med gode råd, siger hun. 

Regnskaberne er noget, hun holder af at lave. For begge firmaer er det hende, der sidder med regnskaberne og papirerne, og holder styr på den del. 

- Jeg elsker det, det er en hel anden verden end at stå ude i baren, og jeg holder af, at der er så mange forskellige ting i den her branche, man skal holde styr på. 

Konkurrencegen

Tilbage til musikken, gæsterne og baren. Her tager Heidi tit imod de musikere, der skal komme og spille og beder også om en evaluering fra musikerne. Hun vil gerne vide, hvad hun kan gøre bedre en anden god gang. 

- Jeg vil gerne selv have ordentlig behandling, og jeg sørger også for, at vores musikere får en god behandling, på den måde bliver vi alle sammen bedre på hver vores måde, siger hun. 

Hun har et spot i baren, hvor hun med sin lillebror kan kigge ud over hele rummet. Her griber stemningen hende. Når musikken spiller og folk danser og har det godt, suser det i hende. 

- Den stemning – at vi er med til at give folk en god aften – det er det, jeg elsker, fortæller hun. 

Selvom Heidi går højt op i at behandle sine medmennesker så godt som muligt, er der også et konkurrencegen gemt i hende. En dag sagde hendes medarbejder til hende, at hun var hurtigere til at knappe øl op, end Heidi var.

- Jeg skulle i hvert fald vise, at jeg var hurtigst, så til vores julefrokost, havde jeg to kasser øl, en til mig og en til hende, og så skulle vi ellers se, hvem der kunne knappe flest øl op på tid. Det var skidesjovt og jeg vandt selvfølgelig. Men selvom jeg er hurtig, så kan jeg ikke slå min mor. Hun er den sejeste og hurtigste til at knappe øl op, og det vil hun altid være.