Sælen kaldte på mig

Man kan høre lyden fra en boremaskine skære sig gennem åbne tophængte vinduer fra den grønne bygning. Det minder lidt om lyden af en dårlig dag ved tandlægen, som et tandlægebor, blot flere gange højere. Døren til den grønne bygning, Ajagaq i Entreprenørdalen, står åben og luften er tyk af hvidt støv, selv om udsugningen kører for fulde omdrejninger. Står man stille længe nok, kommer man nok til at ligne et spøgelse. Eller måske en engel.

Et kig ind til højre i fedtstensværkstedet, er fire kunstnere i gang med at bearbejde rå fedtsten. En Thulemand er ved at træde ud af en sten. En hvalhale er ved at få sidste behandling, den gnides ind i flydende stearin, så den står flot, sort og blank og er klar til at skifte ejer. En lille rype på størrelse med en tennisbold har fået de sidste hak, så de typiske gråhvide aftegninger i fjerpragten står præcis som de skal, så sættes den i et glasskab, hvor der allerede bor en sort fedtstenssæl. Den er lang og slank som en brevåbner og plan, som om sælen har brudt vandspejlet.

- Jeg kommer oprindeligt fra østkysten, fra Ammassalik (nuværende Tasiilaq, red.), og har vel lavet husflid gennem fyrre år. Jeg føler, jeg har arbejdet her i værkstedet i mange, mange år og nyder at komme her og lave mine husflidsting. Og jeg kan da leve af det, jeg laver, fortæller Vittus Mikaelsen.

Usynlige Ajagaq

For at få adgang til værkstedet betaler man 200 kroner om måneden til Kommuneqarfik Sermersooq. Derudover betaler man for materialer som sten, gevir og tand. Sten hentes inde i fjorden, og alt afhængig af hvor de findes, kan de være både hårde og bløde. Gevirerne, der forvandles til kunst, er både fra rensdyr og moskus.

Der kan være trængsel i det grønne hus, når alle tilknyttede er ved maskinerne og arbejdsbordene. Værkstedet er opdelt i tre værksteder; et fedtstensværksted, et gevirværksted og et stenværksted. Nogle gange er der op mod 20 kunstnere i gang ved maskinerne. Denne dag er der omkring 10 stykker, som er i gang. Ovenpå er er Lars Thorleifsen i gang med at lave smykker. Han har formet perler af rensdyrgevir og er i gang med små hvalhaler, der skal blive til vedhæng i øreringe. Han sælger både fra Ajagaq og forskellige steder i byen.

Samme aftale har Louis Isbosethsen, der blandt andet laver snebriller af gevir til turistbutikken, Tupilaq.

- Dem sælger jeg mange af, men jeg sælger selvfølgelig også herfra Ajagaq. Men vi sælger faktisk ikke ret meget til krydstogtsturisterne, jeg tror ikke, de ved, vi findes. Engang kom der to busser fyldt med turister her til os, men siden har vi ikke set det store rykind af dem. Så vi sælger til folk, der har hørt om Ajagaq og vel mest til folk i byen, fortæller Louis Isbotsethsen.

Første julegaver

Han skærer desuden navne i gevir, hvilket han også gør på bestilling. På avisens opfordring til en 100 krone seddel, skærer han Vejle Boldklubs initialer i rensdyr. Han forklarer, at man kan se på et tværsnit af geviret, om rensdyret har haft gode vækstbetingelser. Er der mange huller i midten, har dyret ikke har så let adgang til føde.

Han optegner bogstaverne på et papir, som han klæber fast på et passende stykke gevir. Det spændes fast på en båndsav med en meget lille klinge, faktisk ligner det en snor med små bitte hugtænder. Han fortæller, han har været i Vejle engang til Julehilsen i Grønland, dengang han var i lære som snedker i Midtjylland. Nu bruger han sine kompetencer udi husflid og synes, det er en god måde at tjene lidt penge på.

Inden for et kvarter er VB-tingen færdigpudset og vupti er den første julegave hjemme. Den kommer til at stå på en hylde i Vejle. På vej ud hører jeg råbet fra en sæl. Den sorte i glasmontren i fedtstensværkstedet, som Vittus Mikaelsen har lavet. Den vil også med til Vejle.

Så det kommer den.