Sådan får jeg styrke

Paarnaq går mod havet.

Det er koldt, og vinden blæser hendes kinder røde.

Den pulveragtige sne har dækket de glatte sten. Her er stille. Det eneste, der larmer, er ravnenes karakteristiske ”rårk” og havets beroligende bølger.

Paarnaq er nået helt til havvandet og bøjer sig ned. Hun kan dufte saltet fra havet og det giver hende en afslappende følelse.

Hun dypper sine hænder i det iskolde hav og mærker kulden. Hun tager en dyb indånding og tænker på sin afdøde far. Det er som om, havet tager sig af hendes bekymringer og udfordrende tanker og sletter dem i takt med bølgernes berøring.

Paarnaq kigger på sine hænder, som bølgerne har dækket og føler en forfriskende energi, der strømmer i hende. Hun kigger ud over havet og ser en åben jolle, der sejler forbi. Lyden af motor kaster hende tilbage til virkeligheden.

Nu er hun klar til at hente sin toårige datter i vuggestuen. Uden at tage sine bekymringer med og uden arbejdsstresset.

- Det er noget, jeg prøver at gøre hver dag. Mit arbejde som psykolog kan nogle gange være udfordrende og derfor har jeg fundet dette lille ritual for mig selv. På den måde renser jeg min krop og sådan føler jeg, at jeg får ny energi, fortæller Paarnaq Rosing Jakobsen.

Hun er født i Nuuk den 1. april - for 36 år siden - i 1989 og er opvokset i hovedstaden sammen med sine tre søstre.

- Vi er en søskendeflok på fire, og vi er kun piger. Jeg er den næstældste, siger hun.

Hendes forældre er Aviaaja Rosing Jakobsen, der er museumsinspektør i Nationalmuseet, og faren Alfred Jakobsen, der tidligere har været naalakkersuisoq og direktør for KNAPK og ICC, døde for fire år siden efter længere tids sygdom.

Hundredvis af bøger om spiritualitet, bøger af grønlandske forfattere, biografier og videnskabelige bøger er samlet i en stor aflang reol i hjemmet i Nuuks bydel Nuussuaq. Stuen har en bohemian vibe, krydret med afdæmpede farver. Duften af lav (orsuaasat) overtager lejligheden, da Paarnaq tænder sin qulleq (tranlampe, red.). Stemning af fjordlivet, den arktiske natur, vækkes til live midt i travle og menneskerige Nuuk.

De første minder

1991. Toårige Paarnaq er i andelsboligforeningen Kimmernat i Nuussuaq.

- Det var åbenbart landets første andelsboligforening, som mine forældre sammen med nogle andre familier skabte, fortæller Paarnaq Rosing Jakobsen.

Boligforeningen havde et fælleshus, og der tilbragte Paarnaq og familien påske, jul, nytår og kaffemikker sammen med de nogle andre børnefamilier.

- Vi skabte det her lille ’community’ og jeg elskede det! siger hun nostalgisk.

En af Paarnaq Rosing Jakobsens vigtigste minder er fra naturen i Arsuk, hvor de fangede ørreder og samlede bær.

- Dengang da Qinngorput ikke var der, plejede vi at være i telte sammen med familien og vores fætre og kusiner. Nu er det en parkeringsplads i lufthavnen. Vi grillede, spiste grønlandsk mad og samlede små hundestejler i søen, fortæller hun.

Efter endt folkeskole i Nuuk rejste hun til Brasilien på AFS. Hun valgte bevidst et sted, der ligger længst væk fra det kolde nord.

Paarnaq Rosing Jakobsen boede i Novo Hamburgo, i den sydligste brasilianske delstat Rio Grande do Sul, i næsten et år.

- Min stedfamilie var tysk. Byen var det sted, som tyskerne flygtede til under 2. verdenskrig. Det var lidt sjovt, lige pludselig var jeg i Brasilien med en tysk familie, fortæller hun.

De første måneder var hårde med et nyt sprog, ny kultur og anderledes mad.

Vi er i året 2006.

Men efter et par måneder blev det lettere, da hun lærte sproget og blev vant til den store omvæltning.

- Jeg lærte meget om ansvar i Brasilien. Da jeg rejste hjem til Nuuk og startede på gymnasiet, blev jeg lidt chokeret over, hvor luksus vi egentlig har det i Grønland og faktisk ikke tænker over det, siger hun.

Notesblokken og spiritualiteten

Som barn drømte hun om at kunne flyve. Når hun gik på gaden, betragtede hun flyvemaskinerne og fuglene og blev inspireret. Derfor var det ikke en stor overraskelse, da hun kaldte sin nyudgivne digtbog for ”Taartumi Sulugissarpoq”, der meget groft kan oversættes til at gøre vingerne klar i mørket.

Faktisk begyndte hun at skrive digte under sin psykologiuddannelse i Århus.

- Det føltes som Brasilien 2.0, da jeg flyttede til Århus med nyt sprog, ny kultur. De første måneder var ret vilde, husker Paarnaq Rosing Jakobsen.

Hun plejer at sige, at hun voksede op i Nuuk og blev voksen i Århus.

- Jeg fandt ud af, hvem jeg var, hvis jeg ikke var min mors datter, en søster eller en ven. Jeg fandt ud af, at det var okay, at jeg tænkte for meget, at det var okay, at jeg stillede mange spørgsmål som barn, fortæller hun.

Det var her, hun begyndte at skrive digte. Da hun åbnede sig op spirituelt, som hun selv siger det. Hun havde sin lille notesblok med sig overalt. Når hun cyklede, var til forelæsning, gik en tur eller var i byen.

- Jeg stoppede midt i ingenting og begyndte at skrive. Jeg følte, at det ikke var mig, der skrev ordene ned. Det var som om, jeg var en ’vej’ ud og ordene flød bare ud af mine hænder, fortæller Paarnaq Rosing Jakobsen.

Alt det, hun skrev som 23-årig i Århus under sin uddannelse, blev samlet sammen til en bog. Digtene handler mest om personlig udvikling. Hendes dybe synspunkter og tanker om livet. Her bliver hendes poetiske stil formet og hun blev i stand til gøre brug af metaforer og illustrationer, der skaber en klar og levende idé om sjælen.

- Digte er dem, der berører sjælen. De mest kraftige og stærke bøger, jeg har læst, er digtbøger. Bogen er en drøm, der går i opfyldelse, siger hun.

Hilsen til Havets Moder

 I dag bor Paarnaq Rosing Jakobsen i Nuuk sammen med sin kæreste David og parrets datter Qupaluna Alfrida. Navngivet efter hendes afdøde far.

- Da min far døde, begyndte jeg at bruge havet som healingsproces. Jeg tager isbad i havet og bruger det for at heale mit sår. For at heale mit tab af min far, fortæller hun.

Det blev hun ved med. I dag bruger hun det som en afstresning eller når hun vil give slip på noget.

- Lyden af havet og bølgerne har altid givet mig styrke. For mig har det en relation til min far og til vores forfædre, siger Paarnaq Rosing Jakobsen.

Når hun står ved havet, føler hun en forbindelse til sine forfædre. Til sin identitet og kultur.

- Som min datter plejer at sige, så er det også en hilsen til Havets Moder, siger hun.