Rekordstort beløb indsamlet til Neriuffiit

Fredag aften kunne Neriuffiit Kattuffiat glæde sig over, at organisationen har samlet over fire millioner kroner til kræftramte i landet.

Formand for Neriuffiit Kattuffiats bestyrelse, Elisabeth Lynge Hansen viser det indsamlede beløb fredag aften.
Offentliggjort

Kræftens Bekæmpelse i Grønland, Neriuffiit Kattuffiat, nåede at samle i alt 4.264.668 kroner i løbet af tre timer fredag aften.

Det meddelte Neriuffiit Kattuffiats formand Elisabeth Lynge Hansen ved indsamlingens afslutning fredag klokken 23.00.

Dermed har Neriuffiit Kattuffiat overgået sidste års resultat på 3,9 millioner kroner og nåede op over fire millioner kroner for første gang.

- Neriuffiit Kattuffiat vil rette en tak fra hjertet til alle, som har ydet bidrag og til alle de dygtige frivillige, der har brugt deres gode kræfter på at dette års indsamling igen skal lykkedes. Vi er utrolig stolt og glade for at kunne meddele, at vi igen slog sidste års indsamling, da vi har samlet 4.264.668 kroner i aften, sagde Elisabeth Lynge Hansen fredag aften.

Mere til kræftramte

Neriuffiit Kattuffiat kunne fredag aften oplyse, at støtten til kræftramte vil stige fra 1. januar 2023. I dag får kræftramte 3.000 kroner doneret fra organisationen som økonomiske støtte. Fremover kan voksne få 4.500 kroner som engangsbeløb, mens børn med en kræftdiagnose kan få 2.250 kroner.

I år var indsamlingstemaet ”sorg”, hvor flere pårørende kunne berette om sorgen ved at have en kræftsyg pårørende og sorgen ved at miste til sygdommen.

En del af indsamlingen skal også bruges til at bygge en administrationsbygning til Neriuffiit Kattuffiat, hvor der vil være samtalerum for kræftramte og pårørende.

- Sorg gennem et sygdomsforløb samt efter tab af pårørende kan være rigtig hårdt for de nærmeste og efterladte. Vi har alle brug for hjælp og støtte for at overkomme svære tider. Derfor er det vigtigt, at vi alle bidrager til, at Neriuffiit Kattuffiat får en tidssvarende administrationsbygning med samtalerum, hvor de kræftramte og deres nære har et sted de kan tage hen, siger administrerende direktør i Tusass, Kristian Reinert Davidsen.

10 millioner kroner mere

Under indsamlingen blev det endvidere meddelt, at Kræftens Bekæmpelse i Danmark har doneret i alt 10 millioner kroner til Neriuffiit Kattuffiat. Disse er doneret udover de fire millionr kroner, som Grønland selv har indsamlet fredag aften.

Seks millioner kroner skal bruges til byggeri af Neriuffiit Kattuffiats kommende kontor. Mens resterende fire millioner kroner fra Kræftens Bekæmpelse i Danmark er øremærket til kommende tiltag i Neriuffiit Kattuffiats kommende bygning.

Tusass har igen i år stået for Callcenteret til indsamlingen.

Powered by Labrador CMS