Puster liv i gamle sange

- Vi udfylder et tomrum.

Både multimusikeren John Hansen og makkeren Kuupik Kleist er enige om, at de har skabt noget nyt med udgivelsen af de 21 folkemindesange.

- Jeg ved ikke hvorfor, men der er ingen, der har lavet det før, siger John Hansen, der blandt meget andet er kendt som akustisk guitarist og keyboardspiller i bandet Inua fra 1980’erne.

I arbejdet med at oversætte teksterne og finde oplysninger om deres ophavsmænd har det vist sig svært at finde biografier om digtforfatterne digitalt.

- I det hele taget er det næsten umuligt at finde fakta på internettet om Grønland og grønlandske digtforfattere, siger Kuupik Kleist.

Og var det ikke for John Hansens specifikke ønske om at finde 21sange, fordi bogen skulle udkomme den 21. juni – på Nationaldagen – kunne det nemt være endt med en langt mere omfangsrig udgivelse end de 90 sider, ”Nuna Asiilasooq” er endt på.

- Der er jo hundredvis af den slags sange, påpeger Kuupik Kleist.

- Hvad fortæller sangene?

- Det er mest påskønnelse af naturen, der hvor digteren er vokset op. Og himlen, solen og skyerne. Men også om samfundets ve og vel, først og fremmest i de to første sange, siger han.

Et andet gennemgående træk ved flere af sangene er savnet efter landet. Formentlig fordi sangene er skrevet, mens folk var flyttet væk og længes efter sit land.

Men også i dag handler mange sange om, hvor unik naturen er og afsavn.

- Jeg synes, det handler for meget om det. Og så ulykkelig kærlighed. Det er der masser af. Der er ellers mange andre sager, man kunne tage fat i. Den politiske sang er jo gået næsten fløjten, anfører Kuupik Kleist.

Og John Hansen supplerer:

- Det skal være ”nice” budskaber hele tiden.

- Det falder i tråd med den internationale tendens med at fremhæve ”her er jeg” og ”mig.” Det handler ikke så meget om ”vi.” Samhørighedsfølelsen er gået noget fløjten, siger Kuupik Kleist.

Vil fremme kendskabet

Bogen ”Nuna Asiilasooq” er en mosaik med 21 sange fra 14 forskellige digteres hyldest til Grønland illustreret med en lang række fotografier af forskellige ophavsmænd samt malerier af kunstneren Camilla Nielsen.

De musikalske arrangementer er udformet af klassisk guitarist Kaare Norge, så enhver guitarist kan gribe sit instrument og prøve sig frem. Dog er arrangementerne ikke for nybegyndere, men henvender sig til lidt mere erfarne musikere.

Hvis bogen fører til, at den akustiske lyd får en genopblomstring, vil det glæde John Hansen og Kuupik Kleist, der begge mener, at nutidens musik er for domineret af elektronik.

- I dag er det meste jo pop og computeriseret musik. Jeg synes, det er vigtigt med akustisk og levende lyd, siger John Hansen.

Samtidig håber de to fra henholdsvis årgang 1964 og 1958, at nutidens ungdom vil finde det spændende at dykke ned i den grønlandske sangskat af folkemindesange.

- Folk under 35 år kender ikke til de her sange. Da jeg var yngre, hørte vi dem i radioen, i KNR. Men det gør man jo ikke mere, siger Kuupik Kleist.

De to første sange i bogen er formentlig de mest kendte: ”Nuna Asiilasooq” (Det vidtstrakte land på dansk / The vast land på engelsk) fra 1979 og ”Nunarput utoqqarsuanngoravit” (Vort gamle land på dansk / Our ancient land på engelsk) fra 1916, som begge betegnes som Grønlands nationalsange.

Hvilken en, der er den bedste, afhænger af, hvem man spørger.

Kampen om en nationalsang

At bogens titel er ”Nuna Asiilasooq” er ikke nogen tilfældighed.

Hos d’herrer Kleist og Hansen er der nemlig ingen tvivl: ”Nuna Asiilasooq” er nummer et.

- Hvorfor?

- Den har tre vers mod den andens fem vers. Jeg synes, at ”Nunarput utoqqarsuanngoravit” er tungere at komme igennem, siger John Hansen.

- For mig er ”Nuna Asiilasooq” mere progressiv end den anden, anfører Kuupik Kleist.

Gennem årene har der været adskillige diskussioner og debatter, også blandt de folkevalgte, om hvilken sang, der skulle være Grønlands nationalsang. I nyere tid rejste medlem af Inatsisartut Peter Olsen (IA) i 2017 en forespørgselsdebat om, hvorvidt Grønland fortsat skulle have to ligestillede nationalsange.

Tilbage i 2003, (under Hjemmestyret, hvor Inatsisartut hed Landstinget, red.) var det daværende landstingsmedlem Godmand Rasmussen fra Atassut, der spurgte parlamentet: ”Hvornår fremsætter Landsstyret beslutning om Grønlands fremtidige national sang, da det er vigtigt vi kun har én og ikke to som i dag.”

På det tidspunkt havde spørgsmålet om nationalsangen været debatteret i 1979, 1990, 1992, 1994, 2000, 2002 og altså igen under efterårssamlingen 2003.

Foreløbigt har ingen politiske beslutningstagere villet sende spørgsmålet til folkeafstemning. Og måske er det unødvendigt.

Kuupik Kleist minder om, at Aqqaluk Lynge (IA) som ordfører under debatten i 1994 fastslog, at:

”IA har ingen ønsker om at lade et af de store digeres elskede sange, hverken vinde eller tabe på bekostning af den anden. Lad dem vinde begge to.”

- Det, synes jeg, var flot sagt, siger Kuupik Kleist.

Foreløbig findes der kun 100 eksemplarer af “Nuna Asiilasooq,” som er kommet til Nuuk med fly.

De resterende 1.x400 er på vej over atlanten, oplyser John Hansen, og tiden derefter vil vise, om der er den efterspørgsel, som idémændene håber på. Men tanken om at udbrede kendskabet til folkemindeskatten stopper ikke med den ene udgivelse; Drømmen er at indspille sangene i Kaare Norges arrangementer. Og eventuelt at få sangene oversat til dansk, så de kunne indgå i folkeskolernes undervisningsmateriale om Grønland. Derudover har John Hansen et andet projekt på vej, som han ikke kan løfte sløret for endnu, men som han håber vil kunne finde finansiel støtte til inden længe.