Politimanden Viggo

Det var ham, der var lederen af Grønlands Beredskabsstab, da tsunamien ramte de nordgrønlandske bygder, Nuugaatsiaq og Illorsuit i 2017. Han har været medstifter af flere foreninger, der har til formål at fremme vilkårene i handicapområdet. Han er formand for handicaporganisationen NIIK - Nunatsinni Inuit Innarluutillit Kattuffiat.

Viggo Johansen virker som typen, der hellere vil undgå rampelyset. En type, der ikke taler højt om sine præstationer.

AG møder ham i politiets hovedstation i Nuuk. Han har travlt, da han rejser til Sisimiut samme aften for at deltage i handicapinstitutionens Tilioqs årlige konference.

Lad os lære manden bag politiuniformen bedre at kende.

Viggo Johansen blev født den 23. september i 1964 - for 60 år siden – i Nuuk.

- Min mor plejer at fortælle, at jeg blev født med fødderne først. Allerede der skilte jeg mig ud fra andre, fortæller Viggo Johansen, der voksede op i Nuuk.

Hans første minder stammer fra et lille betonhus i gaden Spindlers Bakke bagved det daværende Nota Bene.

- Da jeg var tre år, flyttede vi til Tuapannguit. Dengang var bygningerne splinternye og ubeboede. Her boede jeg indtil mine teenageår, fortæller han.

Viggo Johansen og de andre – mange - Tuapannguit-børn plejede at lege ved Radiofjeldet i Nuuks centrum.

- Det var dengang Radiofjeldet blev bygget. Når bygningshåndværkerne fik fri om eftermiddagen, gik vi derhen og legede ’i det forbudte område’, griner han.

Viggo Johansens mor er Else Johansen, der kommer fra den sydgrønlandske bygd, Arsuk. Hun var den første formand i ældreforeningen ”Qeersaat” i Nuuk.

Faren er Johannes Johansen fra Grædefjorden Kangerluarsussuaq.

- Min far er opvokset med kajakker og fangst. Han har arbejdet på sygehuset som portør, siger Viggo Johansen, der har fire søskende. Han er den mellemste.

Skulle være fanger

- Jeg blev opdraget til at være fanger. Min far og jeg sejlede, når jeg fik fri fra skolen. Jeg begyndte i en meget tidlig alder. Jeg skulle være familiens storfanger, siger Viggo Johansen.

Og han elskede det. Han elskede følelsen af at være ude på havet. Friheden. Den friske luft.

Når faren gjorde sig klar til at sejle, var lille Viggo hurtigere end en gepard på turbo med også at gøre sig klar. Han SKULLE med på jagt.

- Vi skød fugle, sæl, rensdyr og fiskede. Jeg elskede det. Kursen var sat for mig. Jeg ville være fanger, når jeg blev stor, siger Viggo Johansen.

Han gik på folkeskolen Atuarfik Samuel Kleinschmidt, bedre kendt som ASK. Der gik han indtil 12. klasse. Bortset fra nogle måneder, hvor han gik på Ukaliusaq-skolen.

- Dengang rejste elever til Danmark, når de startede i 5.klasse. Og det var midt i rensdyrjagtsæsonen. Jeg ville ikke med til Danmark, jeg ville hellere gå til rensdyrjagt, husker han.

Viggo Johansens far, Johannes, støttede sin søn og kæmpede for, at Viggo ikke skulle rejse til Danmark, og det lykkedes dem. Viggo og hans far var i naturen i mange dage ad gangen og skød rensdyr den sommer.

Fordi han elskede at sejle, interesserede han sig også for maskin- og smedarbejde. Derfor søgte han ind på Jern-og Metalskolen efter endt folkeskole og blev studerende i Sisimiut. Formål: at kunne hjælpe sig selv, hvis der skete noget uventet på havet. Året var 1982.

- Jeg har aldrig tænkt på, at jeg skulle være politimand. Mit liv var bedst på søen, og det var der, jeg skulle være, fortæller Viggo Johansen.

Besøget hos politiet 

- Livet ændrede sig, da mine venner blev ansat hos politiet. Især én ven gjorde indtryk på mig, siger han.

En dag spurgte de mig, om jeg ville besøge dem hos politiet. De ville fortælle om deres arbejdsgang og fortælle mig, hvorfor de har valgt denne uddannelse.

- Siden kom jeg aldrig ud igen, griner han.

Ifølge Viggo Johansen var der omkring 72 ansøgere til politiet dengang. Og han var én af dem.

- Det var mange ansøgere og kun to blev ansat hos politiet, og jeg var en af dem. Jeg var kun 20 år, og dengang var det et krav, at man skulle være 21 år. Derfor blev jeg optaget på særlige vilkår, fortæller Viggo Johansen, der blev ansat i politiet i 1985, hvor han påbegyndte grunduddannelsen.

- Jeg kan huske, da den daværende stationsleder Egon Villadsen ringede til mig, for at fortælle, at jeg var blevet optaget. Han sagde at jeg skulle starte den 1. april 1985. Jeg sagde ja på én betingelse: at han ikke skulle sige aprilsnar, når jeg kom på arbejde. Han lovede mig, at den var god nok, griner Viggo Johansen.

Han færdiggjorde politiuddannelsen i 1989. I årene herefter var Viggo Johansen blandt andet hundefører og skydeleder, ligesom han har undervist på Politiskolen og har fungeret som vejleder for politielever under deres praktiske tjeneste i Nuuk, og i 2003 gennemførte han Politiets Forberedende Lederuddannelse.

Under den praktiske del af sin uddannelse, har han gjort tjeneste i Aasiaat. Han ville prøve at arbejde udenfor Nuuk, og Aasiaat blev byen, hvor han ville være resten af livet.

Men det hele ændrede sig i 1988, da Viggo Johansen fik en datter.

- Vi fandt ud af, at hun var handicappet, da hun blev født. Officielt har hun tre diagnoser, hun er spastisk, har autisme og epilepsi. Derfor blev vi nødt til at flytte til Nuuk, så hun kunne få en bedre behandling, fortæller Viggo Johansen, der i alt har tre børn.

Tre år efter datterens fødsel, i 1991, stiftede Viggo Johansen sammen med andre forældre til handicappede, en forening, der havde navnet ”Kisimiinngilatit”, på dansk: ”Du er ikke alene”.

- Jeg var med til at stifte foreningen, især fordi jeg fandt ud af, hvor ringe forhold de handicappede havde i landet. Men det var meget vanskeligt som forælder til et handicappet barn at have tid og overskud, derfor var det ikke lang tid foreningen kørte, fortæller han.

Kampen fortsætter

I 2013 under valget til Inatsisartut, blev Viggo Johansen inviteret til at fortælle om vilkårene om de handicappede hos flere partier.

- Jeg talte om den hjælp, de fik, de hårde vilkår og opdelingen af de handicappede i landet. Jeg har selv oplevet, at det havde en meget negativ eftervirkning, da min datter blev flyttet til Ilulissat, siger Viggo Johansen, der fortæller at datteren har boet i den nordgrønlandske by på grund af sin handicap.

Men efter en lang kamp på ti år, flyttede hun tilbage til Nuuk. Efter datterens hjemkomst stiftede Viggo Johansen foreningen ”Inooqat” den 3. juni i 2013 sammen med andre forældre til handicappede.

Viggo Johansen blev formand for ”Inooqat”, efter den daværende formand afgik ved døden. Han er også i dag formand for paraplyorganisationen NIIK, Nunatsinni Inuit Innarluutillit Kattuffiat.

Hos politiet sidder i dag Viggo Johansen som specialkonsulent, på grund af at han forbereder sin pension. Efter 39 år i tjenesten.

- Mit mål er, at jeg skal nå 40-års jubilæet, der sker til næste år den 1.maj. Efter det, regner jeg med, at det vil gå hurtigere med at gå på pension. Det er en lykkelig følelse, fordi det er mig selv, der har ønsket det, da jeg ikke er ung mere, siger han.

For nu er planen, at pensionen sker senest i 2029.

- Når jeg er pensioneret regner jeg med, at jeg vil sejle, siger Viggo Johansen med et stort smil.

Han leger med tanken om at tage et erhvervsduelighedsbevis, så han kan arbejde lidt på havet i sine gyldne år. Det er også der, han har det bedst. Ude på havet. I friheden.