Peter Olsen: Styrk Grønlands Nationalteater

Medlem i Inatsisartut Peter Olsen, IA, ønsker at Grønlands Nationalteater og skuespilleruddannelsen styrkes løbende.

Offentliggjort

Skuespilleruddannelsen lider. Kun en elev er under uddannelse som skuespiller, da fire ud af fem skuespillerelever har droppet deres uddannelse. Det fortalte avisen AG i denne uge.

Medlem i Inatsisartut Peter Olsen er ærgerlig over, at der er kun en elev tilbage, der uddanner sig til skuespiller.

- I en tid hvor vi har store sociale udfordringer og i vores vej til øget selvstændighed er det vigtigere end nogensinde før, at vi bliver stærkere i krop og sjæl. I vores bestræbelser på at styrke vores nationale ånd, skal vi til stadighed udvikle Grønlands Nationalteater og dertilhørende skuespilleruddannelse, skriver han i en pressemeddelelse.

Uacceptabelt

Inuit Ataqatigiit er uforstående over situationen på området, og finder det uacceptabelt.

Derfor mener Peter Olsen, at Naalakkersuisut og dets støtteparti skal styrke Grønlands Nationalteater, i stedet for at svække deres position i det seneste år, lyder det.

- Som det er alle bekendt skæres der ned på bevillinger til teaterområdet når Siumut står ved magten. Selv om Inuit Ataqatigiit er i opposition, så har vi i år gennem finansloven sikret, at man i år øger bevillingerne til området med op til 3 millioner kroner for at sikre, at vi gennem teatret løbende styrker vores åndelighed, lyder det fra Peter Olsen.

Han stiller spørgsmålstegn ved, om uddannelsen kunne flyttes til eksisterende uddannelsessteder som for eksempel Ilisimatusarfik, for dermed at styrke skuespilleruddannelsen. Dernæst ønsker han højere bevilling bevilling til Nationalteatret og skuespilleruddannelsen, så eleverne og lærerne kan have bedre vilkår.

Powered by Labrador CMS