Overlykkelig og overrasket

Han er lige kommet tilbage fra Venedig, hvor han har repræsenteret Danmark ved en af verdens mest prestigefulde kunstudstillinger, Venedig Biennalen 2024.

Inuuteq Storch, der er uddannet fotograf har en del udgivelser og udstillinger bag sig, løfter sløret en lille smule for, hvad hans kommende projekter er. Mere om det senere. Lad os først blive klogere på manden bag kameraet.

Inuuteq Storch er født og opvokset i Sisimiut.

- Jeg blev født på Sisimiuts sygehus den 28. februar i 1989. Torrafirs, smiler han.

Hans mor er Aagga Berthelsen, der er fysioterapeut og faren Jan Storch ejer bageriet J-S Konditori Tiggaliorfik i Sisimiut. Inuuteq Storch har to søskende, han er den mellemste.

Da Inuuteq Storch voksede op i Sisimiut var han meget sammen med familien, der havde et meget tæt forhold.

- Vi var meget hos mine bedsteforældre og sammen med mine mange kusiner og fætre. Vi legede meget, lod som om vi brydede med hinanden, og jeg kan huske at jeg græd meget, griner Inuuteq Storch.

Han gik i folkeskolen Minngortuunnguup Atuarfiat, skole 1. De artiges skole, som han selv siger det.

- Jeg husker at jeg havde god ven, der græd når faren havde glemt at kysse ham om morgenen. Jeg husker også, at vi fik kyllingehjerter til frokost. Jeg elskede frikvartererne, fordi der kunne jeg være sammen med vennerne, husker han.

Inuuteq kunne bedst lide matematik, fordi han ville være pilot eller ingeniør, når han blev stor. Ellers dyrkede han meget sport dengang. Han spillede fodbold eller stod på skateboard og snowboard.

Efter konfirmationen fyldte skateboard og snowboard en stor del af hans verden. Men skimiljøet inspirerede ham også til at se i andre retninger.

- Jeg fik nogle gode venner fra den verden, som var meget kreative. Jeg blev helt opslugt af kreativiteten, siger han.

Allerede som helt lille elskede han at tegne og plejede at lave flyvemaskiner af papir med en snurrende propel.

Efter folkeskolen rejste Inuuteq til Amerika som udvekslingsstuderende i San Diego i Californien og gik på en international sprogskole. Han var 18 år.

- Jeg ville lære engelsk og havde klassekammerater fra overalt i verdenen. Jeg har altid drømt om at rejse rundt i verdenen, så det passede perfekt til mig, siger han.

Han lærte en helt anden verden at kende i centret for kultur i havnebyen ved Stillehavet, hvor han havde roommates fra Canada og Schweiz.

Den første kamera

Efter et år i San Diego rejste Inuuteq Storch tilbage til Sisimiut og blev optaget på den tekniske gymnasium HTX. Formål: At uddanne sig som ingeniør eller pilot.

- Jeg elskede at være sammen med vennerne på gymnasiet. Jeg var klassens klovn, men også den følsomme. Jeg blev let fornærmet, fordi jeg er så stædig, smiler han.

Under hans gymnasietid spurgte hans ven, om han ikke ville købe hans gamle Nikon-kamera, der havde en ridset føler?

- Han overbeviste mig. Så jeg overbeviste min far til at købe den, griner han.

Han begyndte at lege med kameraet og tog det med alle steder. Hurtigt begyndte han at kede sig i timerne, og noterne om teknologi og IT blev erstattet med redigering af billeder.

- Til sidst have jeg så mange billeder, at jeg ville lave en udstilling. Jeg besøgte Taseralik og lavede en aftale, fortæller han.

Inuuteq Storch tømte sin børneopsparing og holdte sin første udstilling som 21-årig i Sisimiuts kulturcenter Taseralik. Og derfra eskalerede det bare.

Inuuteq Storch færdiggjorde HTX og tog et sabbatår.

- Den daværende direktør i Taseralik Arnajaraq Støvlbæk foreslog, at jeg skulle ansøge om en studieplads til Fotoskolen Fatamorgana i Danmark, og det gjorde jeg og blev optaget.

Han ville dog stadig være ingeniør eller pilot. Men fotoskolen passede godt til hans sabbatår.

Han rejste til København og fik en kollegieplads hos nogle ingeniørstuderende i Lyngby.

- Det var helt perfekt, fordi jeg ville jo selv uddanne mig som ingeniør. Jeg vidste slet ikke at min livsbane lå lige i fødderne for mig et andet sted, siger han.

Inuuteq Storch elskede fotoskolen og fik en fornemmelse af, hvor vigtig fotografiet er for ham, men også for samfundet.

- Jeg ser Fotoskolen Fatamorgana som den vigtigste del af min uddannelse, og jeg lærte meget om mig selv. Jeg indså, hvor vigtig fotografi er for samfundet, for eksempel når nyheder mere ud til folk, hvis billedet er fængende og vi vælger tit mad mest ud fra tillokkende billeder. Os grønlændere er meget visuelle, vi navngiver fjelde ud fra deres udseende og hvad der er i det fjeld, forklarer han.

Da Inuuteq Storch voksede op, tog hans forældre ret tit billeder, og børnene måtte ikke røre kameraet.

- Det gjorde kameraet meget mere spændende, fordi vi ikke måtte lege med den, siger han.

Efter et år i fotoskolen rejste han – igen – til Sisimiut. Han er ’forever homeboy’, som han selv udtrykker det.

Byen der aldrig sover

Inuuteq Storch ville fortsætte sin fotografuddannelse og ansøgte til ”International Center of Photography” i New York. Imens arbejdede han her og der i hjembyen Sisimiut.

- Meningen var ellers, at jeg skulle være hjemme i et år, men selvom jeg blev optaget i New York fik jeg ikke støtte fra Selvstyret. Jeg blev dog ved med at søge om støtte og fik det -endelig - efter tre år, siger han.

Hans ingeniørdrømme er forduftet, og nu ville han være fotograf. Nu skulle han rejse til byen, der aldrig sover og studere på en af verdens førende uddannelser indenfor fotografi og kultur.

- Jeg rejste til New York uden at havde fundet en bolig. Jeg skulle bare afsted! Jeg fandt heldigvis en bolig i flyet på vej til New York, fortæller Inuuteq Storch, der sagde til sin mor, hvis han ikke har fundet en bolig, ville han købe et telt.

Sådan er han. Stædig og beslutsom.

Inuuteq Storch boede i Brooklyn og levede det bedste liv.

- At bo i New York som kunstner er det fedeste. Der er udstillinger hver eneste dag, og man kan spise mad fra hele verden. Jeg fik internationale venner og levede i en by, der passer godt til mig. New York kan virke barsk udefra, men den har faktisk et stort hjerte. Ligesom os Sisimiormiut, smiler han.

Efter et år i New York rejste Inuuteq Storch hjem til Sisimiut med en uddannelse rigere.

Derefter udgav han sin første bog ”Porcelain Souls” i 2018, hvor han havde undersøgt sine forældres arkiver og fandt nogle billeder og breve fra deres liv i 1960-erne og 1980-erne. Han var 29 år.

- Os kalaallit bliver ikke undervist om os selv, store dele af vores egen historie bliver skrevet af udefrakommende. Derfor tænkte jeg at ville selv fortælle vores historie ved brug af billeder, fortæller han.

Inuuteq Storch har udgivet flere fotobøger, som ”Keepers of the Ocean” i 2022 og John Møllers værker, ”Mirrored” i 2021. Han har siden 2009 udstillet herhjemme og i de nordiske lande, New Zealand og USA.

Venedigbiennale

Inuuteq Storch rejsede frem og tilbage fra Sisimiut og København i flere år, da hans gode ven, Jakob Søvndal, boede i København.

- Jeg besøgte nogle forskellige udstillinger og begyndte at netværke i den verden. Jeg tog min bog med og at viste den til nogle forskellige gallerier, på den måde begyndte folk at lære mig at kende, siger han.

Inuuteq Storch havde flere gange haft udstillinger i Danmark, da Statens Kunstfond kontaktede ham i forbindelse med Venedig Biennalen 2024.

- Som kunstner kan man ikke drømme om at blive valgt, fordi det er så stort. Jeg blev meget overrasket og chokeret, fortæller en glad Inuuteq Storch.

Det er Statens Kunstfond, der har udpeget ham til at repræsentere Danmark på Venedigbiennalen og det er første gang, at en kunstner fra den nordatlantiske del af rigsfællesskabet repræsenterer Danmark ved udstillingen, der afholdes hvert andet år.

- Da jeg gik hjem fra mødet, ringede jeg til Jakob, og min far helt grædefærdig. Jeg var helt mundlam, og jeg kunne ikke tro at jeg er blevet valgt. Jeg var overlykkelig og forbløffet, siger han.

Lige pludselig stod han med et kæmpe ansvar.

- Nu skulle jeg vise den stærke side af kunsten i Grønland og udviklingen af fotografiet til hele verden. Jeg blev lidt panikslagen nogle gange, men jeg glædede mig også virkelig meget, husker han.

I forbindelse med udstillingen i Venedig rejste Inuuteq til Qaanaaq.

- Det var utroligt at være der. Koloniseringen er jo først kommet meget senere til Qaanaaq, derfor var et stort privilegie at være der. Det passede perfekt for mig, da jeg ville vise den grønlandske historie i min udstilling, fortæller han.

Hans udstilling er blevet omtalt af store internationale medier som The New York Times, Forbes og The Guardian.

- Jeg håber, at det kan være en øjenåbner for politikerne, at de vil se hvor dygtige kunstnere der er i Grønland, og hvor stort et potentiale de har, siger Inuuteq Storch.

Manglende interesse

Inuuteq Storch håber også at hans deltagelse kan påvirke politikernes manglende interesse for kunstverdenen.

- Vores naalakkersuisoq meddelte i sidste øjeblik, at han ikke kunne deltage, og jeg mener, at det viser, hvor lidt kunsten prioriteres i landet, siger Inuuteq Storch, der ifølge ham har foreslået at Selvstyret kunne samle en delegation af grønlandske kunstnere, der kunne deltage til Venedigbiennalen.

- Store navne af internationale kunstnere kommer jo til kunstudstillingen, og det ville ellers være et godt sted til at netværke for de andre grønlandske kunstnere. Men det blev desværre ikke til noget, siger han.

Lige nu arbejder han på et nyt projekt, hvor han fortsætter arkivarbejdet. Denne gang går Inuuteq Storch dybere i familiearkivet, hvor han graver billeder fra 1940-erne, som var ejet af hans bedsteforældre.

- Jeg stopper ikke med at udgive fotobøger, der fortæller noget om Grønlands historie, siger han.