Optur på Lille Malene

En Pippi-tanke drøner gennem hovedet på mig: Det klarer jeg da nok meget godt, selv om jeg ikke har prøvet det før. Og så tilmelder jeg mig hyggeholdet ’Gå væk kræft – livet er en gave’ – en Facebookgruppe, hvor man opfordrer til motion i godt selskab og hygge. En gruppe, der går turen op og ned ad fjeldet alle tirsdage året rundt. Nærmest uanset vejret.

Jeg skæver til vejr-appen på telefonen: ’regn ventes efter kl. 19 denne tirsdag’. Den grønlandske sommer i Nuuk forbarmer sig måske over mig. Pyt, man kan vel svømme derop, hvis det står ned i stænger. Udstyret med noget, der helgarderer mig for stråler fra enten sol eller vandstråler fra en sky, møder jeg op ved klubhuset ved Skiliften kl. 17.30. Jeg skal på hyggeholdet. Holdet, der tager det i et adstadigt tempo – hurtigholdet starter en halv time senere. 

Vi er en lille flok. Der er Tine Evaldsen, der lige er vendt hjem fra en ferie i Italien, og som så Venedig, inden den synker. Sofie Tittussen, der engang løb ned ad fjeldet og sluttede turen af klokken halv tolv på skadestuen, og som kvitterede med et håndled i gips: 

- Og jeg havde ikke fået aftensmad, den aften. 

Tine og Sofie er blevet veninder på Lille Malene.

Per Andreasen, som altid har nydt de ekstra lange gåture med sin hund, men må nu gå dem alene, fordi hunden ikke længere er i denne verden. Så er der Salomon Jensen, som altid er med for selskabets skyld. 

Minutter senere dukker Lene Kleist op - for en kort bemærkning, for hun nærmest spurter op ad fjeldet. Til sidst slutter ægteparret Knud og Marita Hegelund sig til. Ægteparret er dog ikke mere gift, end at Knud har det lange ben foran sin frue og undskylder sig med: 

- Jeg træner til Arctic Circle Race. Jeg vil være med næste år. 

Fruen Marita er med for fjerde gang. Pludselig rejste hun sig op fra sofaen efter en lang periode med stress og sygemeldinger, så erklærede hun, at hun også ville med: 

- Jeg græd, da jeg nåede toppen første gang. Det var en stor sejr for mig. 

Alle har deres forskelligheder med i bagagen. Min er: øh, ja, hvad er det lige jeg vil? Jeg vil nå toppen, og det dér hygge, det er lige mig. 

Lad tankerne flyve

Der er tre veje mod toppen, snescootervejen yderst til venstre, andre gange følger gruppen vejen ved den lille lift i midten og ja, så er der den store lift yderst til højre.

- Skal vi ikke bare tage den nemmeste, når jeg at tænke. 

Pludselig føles det, at der uendeligt langt til toppen, men jeg følger trop. 

Tine forklarer turen nok vil tage en times tid. Måske under. Det er ikke en konkurrence, men på trods fortæller de næsten alle om tider og antallet af kilometer. Jeg reciterer: 440 meter, en time, i alt cirka 3,5 kilometer. 

- Vi plejer at være nede igen ved 19-tiden, måske lidt før, konkluderer Per Andreasen.

Han har jo også nogle lange ben, mine halvgrønlandske stænger er noget kortere, tænker jeg. Lad os bare slå fast, det første stykke er altid nemt, resten er et godt benarbejde, som man siger. Men det meste foregår i hovedet.

- Når det bliver for hårdt, så tænk på noget andet. Lad tankerne flyve, siger Per Andreasen.

Mine flyver. Underligt, at de har luft til det. For min vejrtrækning lyder lettere anstrengt, og jeg kan mærke pulsen i ørene, og jeg kan mærke nogle muskler i bentøjet, jeg ikke havde den fjernest ide om, at de overhovedet eksisterede. Mon det er den store baglårsmuskel, der klæber sig fast på den dertil indrettede popo, jeg kan mærke? Bare musklen ikke ryger af. Det mærkes, som om den kun lige hænger fast.

Men jeg når at tænke på biblens Moses, der sprang op og ned ad Sinai bjerget for at få de 10 bud. På stentavler, endda! Stod der ikke i selv samme bog, at han var på bjerget tre gange? Han måtte have en virkelig god kondition, mon han også var plaget af myg for hver gang, han stod stille? 

Flot udsigt

Mine snydepauser undervejs går med: Hold da op en flot udsigt! mens jeg basker myggene væk. Nuuk mindskes under mig for hver skridt jeg tager. Krydstogtsskibet i havnen ligner en hvid Lego brik, og de røde fly på den ny landingsbane ligner små røde pile. Byen er blevet lille at se på i alt det storslåede.

Halvvejs oppe af fjeldet møder jeg Kim Andersen, en af administratorerne af Facebook-gruppen, han er sendt i byen af manden bag det hele, Jan-Erik Pedersen. Jan-Erik gjorde Facebook-gruppen synlig for alle for fire år tilbage. Siden er det blevet til rigtig mange, han har fulgt til toppen. 

Kim Andersen står lænet op ad en sten og byder avisen velkommen, som om han er dumpet ned fra himlen. Hvor kan han lige fra? 

- Jeg kan trøste dig med, at de myg, du møder nu, ikke følger med os helt op. Der er der nogle andre nye myg, der venter på os, han griner og jeg griner.

- Jeg kunne høre, du var på vej, lyder det lakonisk.

Igen griner vi, og jeg tænker, ja, hele fjeldet må da kunne høre, at nu kommer AG. Han forklarer, at han også går turen af de samme gode grunde som alle de andre: for motionens skyld og hyggens skyld og for samværet. For nok går man som spredte perler på en – i dag - en meget lang snor – og med avisen som en sten i en nylonsok som en nydelig og hørlig bagtrop. Men man venter på hinanden undervejs, eller i hvert fald holder øje med hinanden. 

Hvis jeg nu kniber øjnene sammen, kan jeg ane de hurtigste langt oppe.

- Når vi kommer til det lille skur, er du nået en tredjedel af vejen, råber Lene Kleist til mig og peger: 

- Vi skal op til masten ved containeren, du kan se længere oppe, fortsætter hun.

Det må være sådan, det er at løbe i en dyne i et mareridt. Jeg troede, det var toppen, når vi nået skuret. For en første gangs fjeldgænger på Lille Malene med kurs mod toppen, er det opløftende at høre, at vi dog er nærmere toppen, end vi var, da vi startede turen ved bunden, men dog alligevel: 100 meter mere plus det løse!

Styrkende bolsje

Som om mine tanker står malet i panden på mig med Jesus-bogstaver, lader Tine sig falde tilbage og snakker mig op det sidste stykke vej: 

- Når du kommer op, har du glemt det hele. 

Hun småsnakker om Italien, om den barnedåb, der venter i Maniitsoq om en måned, og om dengang, de gik i snestorm op, og hvor hun ødelagde bukserne på vej ned, fordi de lod sig glide ned ad scootersporet, om jetlagget efter sin Italienstur, og at hun i øvrigt altid plejer at spise en god portion aftensmad, inden hun går på fjeldet – og at hun for resten altid er sulten, når kommer hjem igen. 

Hendes snak trækker mig det sidste stykke op, så nemt som månen, der trækker i tidevandet. Det er det, de mener i den her Facebookgruppe. Det er hyggeholdet! Jeg er hende dybt taknemmelig. Også selv om det tog en time og fem minutter op. Men hvem tæller? Hej, det gør vi alle. 

Vel oppe, byder Kim Andersen på et bolsje, og Lene siger:

- Alle, der går turen første gang, skal flytte containeren.

Alle griner højt. 

P.S. Containeren står der stadig. Bare gå efter masten cirka 300 meter oppe ad fjeldet, så møder du den.