Ny klimaudstilling i Ilulissat
Ilulissat Isfjordskontor har fået penge af EU til at lave en ny klimaudstilling. Den skal hedde 'På tynd is' og forventes klar senest næste sommer.
Ilulissat Isfjordskontor har fået penge fra EU til at lave en udstilling om klimaforandringerne.
- Udstillingen skal skildre, hvordan klimaet påvirker og ændrer fx slædekørslen, bygninger, erhvervsliv og økonomi, siger Mette Skarregaard Pedersen fra Ilulissat Isfjordskontor.
- Men den skal også fortælle, hvad almindelige mennesker kan gøre for at bremse klimaforandringerne, siger hun.
Eksperter udefra
Udstillingen skal i første omgang placeres på Ilulissat Museum i byen, men på sigt vil den får plads i et eventuelt kommende isfjordscenter. Dertil vil der måske blive mulighed for at andre byer kan låne dele af udstillingsgenstandene, evt. i kopi, fx billeder og film.
Eksperter fra bl.a. Zoologisk Museum i København og Innovation Lab i Århus skal hjælpe med at lave udstillingen, og Mette Skarregaard Pedersen håber, at man kan komme lidt væk fra de gængse plancher, montrer og plakater.
- Vi vil gerne gøre udstillingen lidt anderledes med interaktive løsninger fx, siger Mette Skarregaard Pedersen.
Målgruppen for udstillingen er både turister, der besøger Ilulissat, og lokale.
- Vi skal udnytte det vindue, Ilulissat er. Mange mennesker kommer her for at se isfjorden, bræen og verdensarvsområdet, og det skal vi udnytte til at fortælle vores historie om, hvordan klimaforandringerne påvirker, og hvordan vi alle sammen kan være med til at bremse dem.
- Der kommer jo mennesker fra hele verden her til. Måske kan vi inspirere globalt, selvom det er en lokal udstilling. Måske vil folk ændre adfærd bare en lille smule, når de kommer hjem. Det vil hjælpe klimaet. Eller måske vil de lægge lidt mere pres på politikerne, for at få de internationale klimaaftaler vedtaget, siger Mette Skarregaard Pedersen.