Ny cd offentliggøres på Nationalmuseet

Knud Rasmussen hyldes musikalsk på cd'en 'The Adventures of a Polar Expedition'. Den udgives i dag på den grønlandske udstilling på Nationalmuseet i København.

Polarforskerne hyldes på en ny cd, der kommer på gaden i dag. Sådan ser coveret ud.
Offentliggjort

»Eventyret venter den, som forstår at gribe det«, sagde den danske grønlandsfarer og polarforsker Knud Rasmussen. Og få har som de mænd, der i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udforskede Grønland og Nordpolen, grebet eventyret - ud over Knud Rasmussen folk som nordmændene Roald Amundsen og Fritjof Nansen, svenskeren Salomon August Andrée og danske Ludwig Mylius-Erichsen.

Fascinationen af fortællingerne om disse mænd, som i flere tilfælde betalte for deres eventyrlyst med livet, har udmøntet sig i adskillige bøger og film. Og nu også i en musikalsk hyldest - både til eventyrerne og også til de polarområder, de levede og døde for.

Det er de to danske saxofonister Benjamin Koppel og Hans Ulrik, som står bag projektet ' The Adventures of a Polar Expedition', som inkluderer en cd og et website.

Foruden de to saxofonister spilles musikken, der er inddelt i fire suiter, af den norske pianist Jon Balke, den svenske bassist Palle Danielsson og den danske trommeslager Alex Riel. Billedet er fra Dronning Louise Land i Nordgrønland og er taget på J. P. Koch og A. Wegeners ekspedition i 1913.

Cd'en præsenteres på Nationalmuseet i København i dag i anledning af grønlandsudstillingen.

Powered by Labrador CMS