Nuuk Snow Festival: Hvor frosne blokke bliver til skulpturer

Til og med på søndag kan man følge og beundre arbejdet med værkerne foran Katuaq i Nuuk.

I starten er det bare en frossen klump. Men så går Kêrte og de unge i gang.
Offentliggjort

Både de frivillige og kunstnerne nåede at blive bekymrede for årets Nuuk Snow Festival, efter der pludselig kom tøvejr i Nuuk tidligere i februar. 

Heldigvis er vejret skiftet igen, og torsdag startede årets festival planmæssigt i koldt og nydeligt vintervejr. Med store kuber langs gaden foran Katuaq.

Dermed er festivalen også tilbage, på samme sted hvor den startede i 1994. Så den er faktisk lidt ældre end Katuaq.

Festivalen foregik tidligere i Kolonihavnen. Men arrangørerne fandt frem til, at det var bedre at afholde eventen som en del af det almindelige bybillede. Allerede torsdag kunne man se folk komme tilfældigt forbi og blive nysgerrige. 

Borgmester Avaaraq S. Olsen (IA) tog imod og takkede alle medvirkende og sponsorer. 

Mange hold er tilmeldt, især fra lokale grønlandske institutioner og endda et hold fra Finland, som dog ikke var til stede, mens vi kom forbi. Grønlands Seminarium, Ilinniarfissuaq, er særligt flot repræsenteret med flere hold. 

På billedet nedenfor er det Kêrte Jeremiassen, som svinger skovlen. Også til daglig arbejder han med børn og unge i Kommuneqarfik Sermersooq. 

Kêrte og hans unge medhjælpere laver en hule inspireret af gamle dages angakkut. 

– Det er inde fra hulen, han laver sin sjælerejse. Det passer med årets tema, som er det grønlandske begreb sila, forklarer Kêrte. 

– På siderne vil der komme dekorationer som stjerner, skyer, sol og måne, fortæller han videre. 

Mens vi er her torsdag eftermiddag, er de fleste kun lige begyndt at gå i gang med kunstværkerne. Som vi ser nedenfor, sker det også med andre redskaber end hakker og skovle.

Det hele fortsætter med flere indslag undervejs til og med søndag, hvor et panel med fem dommere vil kåre årets fineste skulptur. 

Ifølge Visit Greenland er Nuuk Snow Festival oplagt til en første date. Redaktionen har desværre ikke haft tid til at faktatjekke denne påstand. Men tippet er hermed givet videre til romantiske læsere.

Se hele programmet for festivalen på hjemmesiden snow.gl

Powered by Labrador CMS