Nordatlantisk Julemarked: Sælskind, kunsthåndværk og julepynt i lange baner

Traditionen tro har der igen i år været Nordatlantisk Julemarked i Odense.

Umiaq Koret umiddelbart inden de skal på scenen.
Ellen Svendsen arbejder med sælskind.
Otto Motzfeldt solgte sine velgørenhedskalendere.
Asta Ignatiussens bod med hæklearbejder.
Sigrún Fonndal Sigurdadóttir med blandt andet bøger og islandske juletrolde.
En sejlende julemand i en færøsk robåd.
Offentliggjort

Som altid er der boder på alle tre etager i et juleudsmykket Nordatlantisk Hus på havnen i Odense. 36 boder med strik, glas, keramik, arbejder i sælskind, kunsthåndværk, malerier, fotografier, smykker, bøger og julepynt i lange baner.

For mange er det blevet en god tradition at besøge Nordatlantisk Julemarked. Opleve stemningen. Høre Umiaq Koret. Købe en julegave eller to, og måske lade sig friste af restaurantens æbleskiver. 

Selvfølgelig er der også en julemand. Han kom sejlende søndag eftermiddag i en færøsk robåd. Nordatlantisk Julemarked har eksisteret siden 2013.

Noget for enhver smag

De forskellige udstillere kommer af mange forskellige grunde. Selvfølgelig med et håb om at få solgt noget af deres store produktion. Naturligvis også for med glæde og stolthed at vise, hvad det er, de kan. Nogle få eksempler:

Ellen Svendsen som oprindeligt kommer fra Alluitsup Paa og nu bor i Køge lægger ikke skjul på, at hun med alle sine arbejder med sælskind mest kommer for oplevelsens og hyggens skyld.

-Selv om vi sælger helt godt, kan det ikke dække vores udgifter til transport og hotelophold. Men vi har nogle gode dage. Det er nemlig så hyggeligt, fortæller Ellen Svendsen.

Sigrún Fonndal Sigurdadóttir solgte bøger, arbejder i genbrugsmaterialer og ikke mindst islandske juletrolde. De islandske juletrolde kommer før jul ned fra fjeldene og blev oprindelig brugt til at skræmme børnene. De er dog efterhånden som årene er gået blevet meget venligere. Den første kommer 12. december og den sidste 29. december og bliver til begyndelsen af januar, hvor de så er tilbage i fjeldene, og først kommer frem til den næste jul.

Otto Motzfeldt benyttede dagene til at reklamere for sit projekt med at samle penge ind til fodbolde, som bliver donereret til kommunerne i Grønland. Foreløbig er det blevet til 2600 fodbolde og bøger til en samlet værdi af 150.000 kroner i samarbejde med Milik Publishing til børn i Grønland.

Asta Ignatiussen har i de sidste måneder haft travlt med hæklenålene. Hjemmesko, halsedisser og hårbånd blev solgt.

Det er gået godt

Det var en tilfreds direktør for Nordatlantisk Hus og Det Grønlandske Hus Annette Lyberth, som vi mødte søndag eftermiddag.

-Når vi lukker om et par timer, regner vi med, at vi har haft godt 2000 mennesker gennem huset, og med den konkurrence, som vi har fra mange andre julemarkeder, er det rigtig fint, sagde Annette Lyberth.

Nordatlantisk Hus går i den kommende tid en travl periode i møde. Inden jul skal der arrangeres to julekoncerter. Både Rasmus Lyberth og Julie Berthelsen skal synge i Odense. Tre julestuer med nordatlantisk tema skal arrangeres. Og endelig åbner der to nye udstillinger.

Powered by Labrador CMS