Nissebanden kommer igen til Grønland

Der bliver gensyn med Nissebanden i Grønland i år, når DR sender julekalender. Det forventes også, at KNR sender den populære julekalender. Papirkalenderen vil bl.a. kunne købes i Grønlandsbanken fra på mandag

Glæd dig til den 1. december, hvor fjernsynet blænder op for Nissebanden i Grønland, der kører hver dag i december indtil juleaften. Foto: DR
Offentliggjort

DRs familiejulekalender byder i år på et gensyn med A38 og ’Risengrødssangen’ i ’Nissebanden i Grønland’. Det oplyser Danmarks Radio på sin hjemmeside, hvor man også kan læse historien. Serien blev første gang sendt i 1989 og genudsendt i 1993 og i 2002.

24 afsnit i december, hvor seerne både skal til Holme-Olstrup og Julemandens Grønland.

Det er nemlig her Flemming Jensens historie tager sin begyndelse, fortæller DR.

En gammel grønlandsk legende fortæller følgende:

”Engang skal to funklende stjerneskud støde sammen med en sådan kraft, at himmelhvælvet lader polarnatten sprænges af lys. Og ud af dette lyshav vil to stjernesten styrte mod jordkloden - og dumpe ned i ødemarken. Hvis du finder disse to stjernesten, og slår dem mod hinanden, vil du vække stenenes kraft. Og så kan du ønske dig alle de ting, du vil - hvis du vil. For det kan let gå galt....”

1. december sker det så! Det, legenden århundreder i forvejen har forudsagt, sker: Et sammenstød af to stjerneskud. Julemanden ser det, og ved den er gal. Han indser nemlig, at disse sten ikke må falde i menneskehænder - de skal sænkes i havet. For hvis alle bare kan få alt, hvad de ønsker sig, ophører alt med at have værdi. Og rent personligt kan han også notere sig, at hvis alle bare kan ønske sig alle de gaver, de vil - og få dem - så er der ingen grund til at have en julemand.

Nissebanden på mission

Idet Julemanden indser faren, begiver han sig af sted for at finde stenene og destruere dem. Det må gå forud for forberedelserne til den tilstundende jul. Han sender dog en brevand med besked til overnissen - Agent A-38 - om straks at sende Nissebanden op til kongsgården i Grønland. De skal tage sig af de indløbne ønskesedler og fabrikationen af julegaver på legetøjsmaskinen.

A-38 samler banden, og sender dem af sted til Grønland i en ballon. De lander ved kongsgården, hvor ingen almindelig nisse før har sat sin træsko. De er aldeles hjælpeløse, men den grønlandske dreng, Inuk, finder dem og bliver deres ven og forbundsfælle.

Søger efter Julemanden

Ingen ved, hvorfor Julemanden er taget afsted. Så samtidig med, at Nissebanden nu får en dagligdag, hvor de famler sig frem for at klare Julemandens juleforberedelser og passe hundene og søløven Luffe, starter de på hundeslæde en eftersøgning af Julemanden. Og hvad der ikke mindst er vigtigt: De skal opretholde livet i det arktiske område. Og det kan kun ske på grønlandske præmisser. Med andre ord, må de i gang med langline-fiskeri gennem isen, stifte bekendtskab med sælfangst og hundeslædekørsel.

Julemanden til Holme Olstrup

Samtidig med alt dette sidder landmanden Fiffig-Jørgensen i Holme-Olstrup, en lille landsby langt ude på landet i Danmark, og grubler over, hvordan han skal forhindre, at hans elskede fødeby går til grunde. Som så mange andre landsbyer har Holme-Olstrup det problem, at der bliver færre og færre indbyggere. Alle flytter ind til den store by.

Fiffig-Jørgensen får den idé, at han vil gøre Holme-Olstrup verdensberømt. København har Tivoli og Den lille Havfrue, New York har pyramiderne, Berlin har Seinen - og så er der det skæve tårn i Rom. Men Holme-Olstrup har intet. Det vil Fiffig-Jørgensen ændre. Han vil tvinge Julemanden til at slå sig ned i sin lille landsby. Det vil gøre byen berømt over den ganske verden, turisterne vil strømme til, ungdommen vil flytte tilbage fra storstaden, og der vil komme gang i kasseapparatet i Brugsen.

Hvordan Nissebanden klarer deres opgave i det høje, kolde nord, og hvordan Fiffig-Jørgensen vil tvinge Julemanden til Holme-Olstrup, kan kun tiden og de 24 afsnit på DR1 vise.

Personerne

Julemanden, der bor på sin kongsgård i ødemarken i det nordlige Grønland. Fjernt fra al verdens tummel - midt i naturen. Kongsgården er omgivet af grønlandske slædehunde, da han til hverdag kun kører hundeslæde. I huset har han en tam søløve, Luffe, der er hans eneste selskab, når han året rundt går og pusler med forberedelserne til jul. Han har en stor legetøjsmaskine, der kan producere alt, hvad et barn kan ønske sig. Denne venlige eneboers eneste virkelige kontakt er en grønlandsk dreng - Inuk - der dagligt kommer og forsyner søløven Luffe med frisk fisk. Inuk er den, der kender Julemanden bedst i hele verden.

Når Julemanden vil i kontakt med sine hjælpere, sender han en brevand til en lidt agentagtig overnisse - A-38 -, der formidler kontakten videre. Nissebanden er en specielt slagkraftig enhed af agentnisser, som bor i Danmark, og tager sig af alle problemer, der kan true julen og Julemandens indtog på den store dag.

Hr. Mortensen er ældste nisse på 843 år (thi nisser bliver gamle, når de kommer op i årene). Da han er pensioneret fra sin stilling i ris-arkivet, er han lidt af en pernittengryn. Han betragter sig selv som bandens leder og hjernen bag alle planer. Han holder på de gamle dyder, normer og regler, han har lært af sin mor.

Skipper er skibsnisse og har gennem et langt liv sejlet på de syv verdenshave - med speciale i Biscayen. Dog lider han af søsyge, hvilket har begrænset sejladsen noget. Han er den praktiske blandt nisserne. Han kan nemlig reparere ting, der går i stykker og kort fortalt gøre alt det ”en rigtig mand” tror, han kan.

Gemyse er kammernisse fra de mere velstillede hjem på slotte og herregårde. En varm og praktisk anlagt pige med hang til romantik - og et lille frydefuldt gys i ny og næ. Hun har en lille svaghed for skibsvante nisser - især dem med speciale i Biscayen.

Lunte er en rimelig tyk nisse. Han er grødnisse og ekspert i dels at lave en risengrød, der kan få huerne til at løbe i vand, dels at slynge den obligatoriske smørklat over endog meget store afstande, så den rammer præcist i midten af risengrøden. Han er et rodehoved - pulternisse - og har sådan set den laveste status i banden. Men da han som barn har været en del på ferie hos sin onkel, der var spæknisse i Nuuk, og har prøvet at holde jul i Anehåb, kan han som den eneste tale lidt grønlandsk.

Puk er en skovnisse, og det yngste medlem af Nissebanden. Hun kommer frisk fra skolen, og er egentlig bare på besøg, da begivenhederne tager fart. Det er lidt af en fejltagelse, at hun overhovedet kommer med på den lange rejse. Til gengæld varer det ikke længe, før hun får bevist sin uundværlighed. Hun er meget nysgerrig og positiv over for alt, hvad hun møder på sin vej. Hun mener faktisk, at det hun oplever, er.........”tykt”.

Hovedskuespillere:
Gemyse: Kirsten Peüliche
Puk: Ann Hjort
Skipper: Finn Nielsen
Hr. Mortensen: Arne Hansen
Agent A-38: Hans Dal
Lunte: Flemming Jensen
Fiffig-Jørgensen: Christoffer Bro
Inuk: Malik Niemann
Manuskript: Flemming Jensen
Instruktion: Per Pallesen
Musik: Hans Dal
TV-producer: Mette Lage
Producent: Flemming Kirstein

Kalenderpenge går til børn i Sierra Leone

Traditionen tro går overskuddet fra salget af den tilhørende papirkalender til et uland. I år er det Sierra Leone.

Pengene fra dette års ulandskalender skal bruges til at lære børn i Sierra Leone at løse konflikter.

Børn i det tidligere borgerkrigshærgede afrikanske land Sierra Leone skal hjælpes ud af en hverdag præget af vold, overgreb og børnearbejde.

Derfor går overskuddet fra salget af Børnenes Ulandskalender 2011 til Red Barnets arbejde med at lave klubber, der vil støtte børnenes i deres nærmiljø og give dem nogle redskaber til, hvordan de kan beskytte sig selv og andre.

Årets kalender koster 45 kroner, og den vil være til salg fra på mandag den 17. oktober i blandt andet Super Brugsen, Kvickly, Irma, Fakta, BR Legetøj, Top Toy, Bog og Idé, en række banker og sparekasser, Grønlandsbanken og i dr.dk/netbutik.

Powered by Labrador CMS