Nick Duelund: Fra genert dreng til scenevant forsker

- Jeg ved ærligt talt ikke hvorfor, men jeg kan bare huske fra barnsben, at jeg skulle være læge.

Nick Duelund, årgang 1986, lyder nærmest undskyldende over, at han ikke har en præcis erindring om, eller forklaring på, hvorfor han valgte medicinvejen:

- Det er lidt kedeligt, men sådan var det. Jeg har altid vidst det.

Som teenager begyndte Nick Duelund i fritidsklubben Alleq i sin fødeby Nuuk. Og i flere år indtil han begyndte i gymnasiet, var han med til at lave teater- og danseforestillinger i klubben. Udover at det var sjovt at prøve kræfter med de skrå brædder, gav forestillingerne også den generte og introverte Nick en tidlig erfaring med at have et publikum foran sig uden at blive ramt af sceneskræk.

- Det gjorde, at man blev vant til at stå på en scene og kunne tale foran en masse mennesker. Det har virkelig hjulpet mig i dag, siger 38-årige Nick Duelund blandt andet med henvisning til, at han sidste år vandt ”Paasisavut,” Grønlands første konkurrence for forskningsformidling.

For nylig forsvarede han sin ph.d.-afhandling om, hvordan vi i Grønland kan sikre, at børn i fremtiden bliver testet for synsproblemer og får de nødvendige redskaber til at få synet tilbage.

Det har Nick Duelund nogle helt konkrete anbefalinger til, og de involverer brugen af optikerne, der i forvejen rejser rundt i landet og måler befolkningens syn. Det vil spare rejseomkostningerne og sikre, at børn får tjekket synet inden de starter i skolen. For i dag bliver børn før skolealderen ikke undersøgt grundigt nok, ifølge Nick Duelund, og der er ingen, der fortæller forældre, at de skal huske at komme til børneundersøgelser.

Dårligt syn betyder dårlig indlæring, og derfor er det afgørende at sætte ind, inden børnene sætter sig på skolebænken. Det har han udarbejdet en rapport om, som er sendt videre til sundhedsledelsen og de politiske beslutningstagere, herunder Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain, (IA), som foreløbig har kvitteret for modtagelsen og sagt, hun vil læse rapporten.

- Men det er jo noget, der skal følges op på, og implementeres. Det er ikke færdigt endnu. Så jeg vil følge op og mødes med dem og fortælle præcist, hvordan det kan gøres, og hvad det koster. Ellers bliver det jo ikke til noget, vurderer Nick Duelund.

Personlige oplevelser

Som barn havde han selv dårligt syn, og han brugte sin egen personlige fortælling i ”Paasisavut 2023,” der skaffede ham vindertitlen.

Men han har også mærket på egen forældrekrop, at det kan være svært at vurdere sit barns synsevne: Ved et tilfælde – og nærmest for sjov – prøvede Nick Duelund nogle af maskinerne til at måle syn og brillestyrke fra sin forskning på hans fireårige datter, Maggie, som han har med sin mand, Rasmus.

- Jeg kunne se, at der var noget helt galt med det ene øje. Styrken var alt for høj, fortæller han.

Det viste sig, at Maggie havde et såkaldt ”dovent øje.” Nick Duelund forklarer, at når hjernen skal udvikle sig hos barnet, og det ene øje ser dårligt, så vil den del af hjernen, der ser med det øje, ikke udvikle sig ordentligt.

Og hvis ikke det opdages og ordnes, inden barnet starter i skole, bliver det permanent. Så vil man altid se dårligt med det øje.

- Men hvis det opdages i tide, kan man træne det dovne øje op til at se normalt. Så vi har skullet give Maggie klap for det gode øje for at træne det andet, dovne, øje op. Og nu har hun normalt syn, siger Nick Duelund.

Oplevelsen har givet ham en større indsigt i og forståelse for vigtigheden af at undersøge børns syn, og han spørger derfor retorisk:

- Hvis ikke jeg – som forsker og øjenlæge – kan se det hos mit eget barn, hvordan skal alle andre, helt almindelige forældre så kunne se det? Det kan man jo ikke kræve.

Flittig og artig

Nick Duelund erklærer sig for ”100 % nuummioq:”

- Når begge ens forældre er fra Nuuk, og man er vokset op her, så er man jo sådan ægte nuummioq, smiler han, der ser hovedstaden som en storby i udvikling med mange udefrakommende. Derfor føler han sig stolt over at være en kerne af de ægte nuummiut.

Barndommen foregik på Radiofjeldet. Her voksede Nick op med sin mor, Ivalu, og sin storebror Malik. Brødrene har hver sin far, og Nicks biologiske far er død i dag. Da Nick var seks år gammel, fik han en stedfar i Michael, som adopterede Nick for et par år siden, og som han kalder far.

I hjemmet var Nick Duelund flink til at vaske op og hjælpe til. I hvert fald ifølge ham selv, understreger han:

- Som jeg husker det, var jeg en meget flittig og artig dreng. Jeg skal ikke kunne sige, om min mor husker det sådan. Men jeg tror, jeg var en god dreng.

Skoletiden på Atuarfik Samuel Kleinschmidt rummer også lyse og positive minder for ham.

- Jeg havde gode venner, og der var et godt sammenhold. Og god undervisning og lærere. Det var før alle skolereformerne, og jeg tror, skolen fungerede bedre dengang end i dag, siger Nick Duelund.

Han blev en af de syv udvalgte i et forsøg, som kørte i 00’erne, og fik lov til at droppe 11. klasse for at gå direkte i gymnasiet. Nick var lige fyldt 16 år, da han begyndte i 1.g og trådte ind i tre formative år, han med glæde i stemmen ser tilbage på:

- Det var så sjovt. Altså, de andre var jo to-tre år ældre, så de kunne jo tage i byen og feste. Det kunne vi ikke. Men det var rigtig, rigtig sjovt, både socialt og fagligt, og jeg blev udfordret på en helt anden måde, fortæller han.

I og med han nærmest fra spæd vidste, at det var medicin, han skulle studere, var det nemt at vælge de fag og niveauer, der krævedes for at komme gennem nåleøjet.

Alle gode gange tre

Umiddelbart voldte det ikke den nu 19-årige student store problemer at flytte de 4.000 kilometer fra Nuuk til Aarhus rent kulturelt, sprogligt eller socialt.

- Jeg boede på det Grønlandske Hus i Aarhus og kendte mange af de andre i forvejen, fortæller Nick Duelund, der havde prøvet at bo i Odense et år med familien, fordi hans far skulle uddanne sig.

Derfor var det danske sprog heller ikke et problem, og slet ikke efter gymnasietiden, hvor mange kammerater talte dansk og undervisningen også foregik på dansk.

Men fagligt var medicinstudiet anderledes hårdt at bide skeer med i forhold til GU og folkeskole.

- Jeg havde det svært i starten, rent fagligt. Og andet semester tog jeg tre gange, fortæller Nick Duelund.

Første gang han dumpede, ”var selvfølgelig ikke sjovt,” men han vidste, at det var en ret svær eksamen med en relativt høj dumpeprocent på den.

Men da han dumpede andet semester anden gang, kunne han godt mærke, at ”det her er alvorligt.”

For hvis han dumpede tredje gang, ville han blive smidt ud at universitetet.

- Så det var nu eller aldrig. Det var dér, jeg virkelig tog mig sammen, lærte at sætte mig ned og læse og blive meget mere struktureret, end jeg var før. Så bestod jeg, siger Nick Duelund om de skelsættende semestre.

Han fortæller videre, at oplevelsen bevirkede, at resten af studietiden var noget lettere. For nu vidste han, hvordan man skulle sætte sig ned og læse.

Når Nick var ekstra bekymret over udsigten til måske at blive tvunget ud af medicinstudiet før tid, skyldtes det andet og mere end blot udsigten til at rejse hjem igen. For i mellemtiden havde han mødt Rasmus.

Ham, der skulle blive Nicks nuværende mand og medfar til Maggie.

- Og så blev det pludselig lidt mere alvorligt, hvis nu jeg blev smidt ud, for hvad skulle vi så? Skulle jeg rejse tilbage til Grønland? Hvad skulle han så? Det blev virkeligt alvorligt, husker Nick, der havde mødt sin udkårne på et datingsite.

Du skal med!

Netdating er jo uhyre almindeligt i dag, men langt mindre i 2007.

Og for Nick var det en overraskelse at støde på den store kærlighed så tidligt.

- Jeg havde jo aldrig tænkt på eller drømt om ægtefælle eller barn. Og jeg var kun 20, da vi mødtes, lige på det tidspunkt, hvor det var lidt spændende at skulle møde folk. Og så møder jeg Rasmus, og så skulle det bare være ham, fortæller Nick.

Rasmus boede i Herning, og det blev til mange ture frem og tilbage mellem Herning og Aarhus. Men fra starten gjorde Nick det klart for sin nye kæreste, at han ville flytte tilbage til Nuuk efter endt medicinstudie.

- Jeg sagde: Hvis du vil det her, skal du også med (til Grønland, red.). Han tog med, fortæller Nick Duelund, der startede i en stilling på Dronning Ingrids Hospital (DIH) i 2013 og var der i knap tre år.

- De år var helt fantastiske, også fordi DIH var det fedeste sted at arbejde, siger Nick, der nød at have et rigtigt spændende arbejde samtidig med at have både kæreste, familie og venner tæt på.

- Man er meget mere social i Grønland end her (i Danmark, red.). Man besøger bare hinanden og laver pludselig mad sammen i stedet for at planlægge alt muligt. Man er også meget mere social på arbejdet med sine kolleger, siger Nick og tilføjer:

- Her er man ikke sociale, fordi folk bor så langt væk fra hinanden.

Kæresten Rasmus, der er ”pæredansk,” fra Jylland og uddannet inden for økonomi, havde besøgt Grønland før og mødt Nicks venner, allerede inden de knap tre år i Nuuk. Desuden havde han allerede fået et job, da de flyttede hertil, hvilket formentlig alt i alt gjorde ”det hele lidt lettere,” konstaterer Nick. 

Øjenlæge ved et tilfælde

Oprindeligt drømte Nick Duelund om at blive hjertelæge.

Og under årene i Nuuk på DIH, gik han ”ret målrettet” efter sin store drøm og var tilknyttet de hjertemedicinske patienter på medicinsk afdeling. Men en bureaukratisk fejl og formalia stak en kæp i hjulet på drømmen, og en uddannelsesstilling i Aalborg som hjertelæge blev alligevel ikke til noget.

Imidlertid var der på DIHs medicinske afdeling, udover hjertepatienter, også øjenpatienter, som lægerne måtte tage sig af, fordi der ikke var øjenlæger tilknyttet.

- Det, syntes jeg, var lidt spændene. Og jeg opdagede tilfældigvis, at der var slået en stilling op på Aalborg Sygehus’ øjenafdeling, som jeg søgte og fik. Og blev meget glad for det, siger Nick.

At han – der ellers havde forsvoret nogensinde at ville forske – skulle ende med en ph.d. i børns synsproblemer, var også tilfældigt. Det var under en ferie i Nuuk, at Nick kiggede forbi sin gamle arbejdsplads for at sige hej til tidligere kolleger. I den lille øjenklinik sad en børneøjenlæge, Hanne Jensen, der nu er pensioneret, som fortalte, at hun var ved at se lidt struktureret på børns syn i Grønland. Og spurgte Nick, om han kunne være interesseret i det også?

- Det ville jeg da gerne, men tænkte ikke så meget på det. Men så skrev hun, og derefter begyndte det at udvikle sig i 2020 til et kæmpestort projekt - og til min ph.d. i sidste ende, fortæller Nick og tilføjer:

- Det har ændret min karriereplan. Nu kan jeg godt lide forskning og vil gerne forske videre i Grønland. Men det skal kun være i Grønland, understreger han og bebuder, at det næste, han gerne vil studere nærmere, er de voksnes syn, for blandt andet at finde ud af, hvilke øjensygdomme er fremherskende blandt voksne i Grønland.

Det findes der nemlig, ifølge Nick Duelund, ikke nogen opgørelser over.

- Hvis man ikke har de opgørelser, kan man jo heller ikke lægge nogen plan for, hvordan man skal strukturere øjenområdet i Grønland, anfører han.

Nick Duelund påpeger, at man i Grønland jævnligt udfører ret store befolkningsundersøgelser, og han ser en mulighed i at koble sig til sådan en undersøgelse, for der kommer forskerne i forvejen rundt til mange bosteder i Grønland.

- Det kunne være en mulighed. Så man ikke kun kigger på øjet, men på mange ting for samme person. Dermed sparer man tid og kræfter, i stedet for at vi kun undersøger øjnene, argumenterer han.

Dilemmaet

I øjeblikket koncentrerer Nick Duelund sig dog primært om sin nye arbejdsplads, Glostrup Sygehus, hvor han skal være et års tid, før han er færdiguddannet øjenlæge.

Og dagene går pt. med job, far- og ataata-tid med Maggie, aftensmad, som Rasmus typisk står for – og derefter afslapning på sofaen, som alle hårdtarbejdende familier kender til. Men forude, i årene der kommer, skal der tages nogle afgørende beslutninger: Dels vil Nick gerne selv have lidt mere erfaring som øjenlæge, inden han eventuelt kommer til at være den eneste grønlandske øjenlæge her i landet. Dels er der Maggie som om nogle år skal starte i skolen.

- Maggies skolegang er det, der bekymrer os lidt. På den ene side føler jeg mig lidt forpligtet til at rejse hjem, som den eneste øjenlæge. Men på det personlige plan, er spørgsmålet jo, om det er det bedste for Maggie at komme tilbage, hvis hun skal have den bedste skolegang. Eller vil det være bedre at blive her? Det er det der splitter mig lige nu, lyder det fra Nick Duelund.

Endnu er der nogle år til at overveje for og imod.

Men dilemmaet er til at tage og føle på:

- Som forsker vil jeg helst være i Grønland. Men for Maggies skyld er der jo lidt bedre muligheder her i Danmark. Men så mister hun i hvert fald helt sikkert sit grønlandske sprog. Det er en svær beslutning, konstaterer Nick Duelund.