Handlekraft kendetegner
Nuka Alice Lund:
- Min veninde siger, at
jeg er sådan en, der får tingene gjort, ler hun og giver som eksempel, at hun
var med til at danne et pigeband i gymnasiet.
Samtidig er hun også
familiens samlingspunkt, ifølge hendes søster Arnánguaĸ Lyberth:
- Jeg er en, folk samles
om. Og er måske venner med for mange. Men jeg er blevet bedre til at sætte
grænser og er en loyal ven, lyder det fra Nuka Alice.
Siden hendes barndom i
Nuuk er det blevet til en perlerække af kulturprojekter fra hendes hånd gennem
hendes tid i KNR, Katuaq og Taseralik. Dog mener hun selv, at hendes fornemste
præstation ligger et andet sted:
- Min største bedrift er,
at mine to drenge er blevet solide unge mænd, fastslår Nuka Alice om sine
sønner, der er født i 2003 og 2004.
Hun kom selv til verden i
Odense i 1978, hvor hendes far, Peter Amossen uddannede sig til maskinmester.
Nuka Alice var nummer to, med en storesøster, der er 375 dage ældre. Den lille
aldersforskel har gjort dem tæt knyttet, men også sørget for, at Nuka Alice
altid har konkurreret med sin søster.
Syv år senere kom
lillebror, Hans-Ole, til og efter endnu syv år fik de tre søskende en
lillesøster Arnatsiaq.
Frem til fjerde klasse
voksede Nuka Alice op i Sisimiut. Hvor hun også bor i dag.
Faktisk bor hun i sin
aanaas hus, hvor hun også har leget som barn. Familien flyttede til Nuuk, da
hun skulle begynde i fjerde klasse i Nuussuup Atuarfia, og hun mindes sin
skoletid med glæde. Ikke mindst på grund af sine gode lærere, påpeger hun og
nævner blandt andre Isavaaraq Petrussen som var den, der åbnede hendes øjne for
kulturbranchen gennem skolebandet Nuussuaq Band. Også dirigent Per Rosing
underviste på skolen og traditionen med daglig morgensang er noget, Nuka Alice
påskønner højt.
Hendes mor, Margrethe,
sang i Nipe Koret og da faren ofte var ude at sejle som maskinmester på
trawlere, var Nuka Alice og hendes søskende altid med, når moren skulle øve
eller optræde med koret.
- Jeg var heldig at gå på
Nuussuaq-skolen. Vi havde et nært forhold til vores lærere, især Lisa
Korneliussen og Bikki Nielsen. De skriver til mig i dag og kommer med
opmuntrende ord. De har præget mit kunstnerliv meget, fortæller Nuka Alice
Lund.
Kulturchok i GU
Hun var draget af det
kunstneriske, ikke mindst musikken, hvor hun var både forsanger og spillede
keyboard og skrev sine egne sange som kunne udtrykke følelser, der kunne være
svære at sætte ord på.
Men Nuka Alice betragtede
det altid som en hobby. Det var ikke noget, man kunne leve af.
- Mine forældre støttede
mig, men de opfordrede mig også til at få en uddannelse. Gerne en høj
uddannelse. Derfor begyndte jeg på GU, siger Nuka Alice, som havde boet i
Sisimiut det sidste år af folkeskolen hos sin aanaa.
Det blev noget af et
kulturchok at starte i 1.g i Nuuk. Hun var den eneste, der havde gået i
grønlandsk klasse og havde grønlandsk som modersmål.
- Jeg kunne mærke en
anden kultur og et andet værdisæt, end jeg var vant til. Det var en stor
udfordring. Jeg fandt ud af, at jo mere europæisk og dansk jeg opførte mig, jo
bedre karakterer ville jeg opnå, siger hun.
På det tidspunkt ville
hun uddanne sig til psykolog. Og hun fik det tilstrækkelige høje gennemsnit for
at starte på psykologistudiet i Aarhus. Men på første semester oplevede hun, at
studiet havde en bestemt måde at opfatte mennesket på. Som ikke harmonerede med
hendes egen. Derfor rejste hun hjem til Grønland. Og prøvede at finde ud af,
hvad hun så skulle.
- Jeg vidste, at jeg
gerne ville rejse. Min mor så en annonce, hvor Air Greenland søgte
trafikassistenter. På den måde kunne jeg både få uddannelse og rejse. Så jeg
søgte og fik uddannelsen, fortæller Nuka Alice, der i årene som trafikassistent
nåede at bo i en lang række byer lige fra Narsarsuaq, Narsaq og Qaqortoq til
Kulusuk, Uummannaq og Qaanaaq.
Hun blev gravid med sin
ældste søn, Inumineq, i Kulusuk. Han blev født i Nuuk og halvandet år senere
kom lillebror Ulloriaq til verden.
Livet op til revision
Men det var svært at være
mor til to og arbejde skiftende vagter som trafikassistent.
Derfor tog Nuka Alice en
ny uddannelse som akademiøkonom på handelsskolen. Målet var egentlig at få en
uddannelse, der kunne give hende økonomi til hus, bil, båd og snescooter. Men
undervejs i uddannelsen måtte hun stoppe op og spørge sig selv, hvad der
egentlig var vigtigt for hende i livet. Hendes drøm om en kernefamilie led et
knæk, da hun skiltes fra børnenes far. Og livet måtte tages op til revision.
- Jeg var nødt til at
genoverveje, hvilke værdier var vigtige for mig. Jeg ville gerne være lykkelig.
Ok, hvad skulle jeg så arbejde med? Der besluttede jeg mig for at arbejde med
kultur, fortæller hun og fortsætter:
- Dér ligger min passion,
der banker mit hjerte et ekstra slag. Så jeg måtte finde en måde at leve på,
hvis jeg skulle arbejde med kultur.
Vejen ind til
kulturarbejdslivet kom via et job i KNR, som programmedarbejder på
morgenfladen. Her fortalte Nuka Alice om kulturprojekter og mødte en lang række
kulturaktører i Grønland.
Trommedans på
aftenskole
Det var også i de år, at
hun mødte trommedansen.
I 2009 udbød Pauline
Lomholdt aftenskolekursus i trommedans og Nuka Alice meldte sig til. Da der
viste sig ikke at være tilstrækkeligt med deltagere, opfordrede Nuka Alice alle
sine Facebookvenner til at melde sig til. Og inden fristen udløb, var der nok
tilmeldte så kurset kunne oprettes.
Pauline Lomholdts
undervisning bestod i starten meget af forklaringer om trommedans og sangen.
Hvad formålet var, hvem den kom fra.
- Jeg var ung og
utålmodig, og syntes, det gik lidt for langsomt for mig i starten. Men jeg har
lært at være tålmodig og at det er vigtigt at fortælle om den sang, vi synger,
for at forstå helheden, siger Nuka Alice.
Hun kan huske, da Katuaq
åbnede i 1997, og Anna Kuitse opførte trommedans med en gruppe af unge. Det
gjorde et stort indtryk, selv om Nuka Alice ikke helt forstod det.
- Jeg har altid været
draget af trommedans. Jeg har følt en dybere dimension, der er noget ved det,
som føles som at komme hjem, forklarer Nuka Alice om sin tilknytning til
trommedans, som ellers ikke har været noget, hendes egen familie har dyrket.
- I trommedansen kan jeg
være mig selv. Allerede det første år begyndte jeg at lave mine egne sange. Det
gjorde det helt for mig, siger hun videre.
Styrken i egen kultur
Hun forklarer yderligere,
at der er tre principper, man følger i trommedans.
Den fysiske del, hvor
trommen følger hjerterytmen. Den mentale del, som er følelsen med sangen og det
formål, sangen har. Samt den spirituelle del, hvor hun fortæller om, hvorfor
hun synger sangen. For eksempel når det handler om aqaat – kælevise på dansk –
om, hvordan man kan fyldes af glæde ved at se et lille barn.
- Jeg sørger altid for at
fortælle om helheden, om hvad formålet er. Og jeg oplever mange gange, også i
udlandet, hvor følelsesladede folk bliver. Der er en dimension i trommedans,
som man ikke har i vestlig musik, siger Nuka Alice.
Hun beskriver
trommedansen som et sted, hvor hun kan anerkende sig selv og den, hun er.
- Meget af tiden
tilpasser jeg mig en anden kultur. Men med trommedansen finder jeg styrke i min
egen kultur. Mit grundlag bliver stærkere, og når der kommer storme, er mine
rødder så store, at jeg ikke vælter, forklarer Nuka Alice om trommedansens
effekt på hende.
I 2022 sprang hun ud som
selvstændig fra at have været souschef i kulturhuset Taseralik i Sisimiut. Nuka
Alice dannede sit selskab Siarnaq, som har til formål at normalisere
trommedans. Og nu lever hun fuldt ud som kulturaktør fra projekt til projekt.
Et af projekterne fandt
sted for ganske nyligt. Som beskrevet i AG sidste uge, havde Nuka Alice
inviteret tre professionelle sangere og musikere til Sisimiut for at indføre
dem i sit musikalske univers. Og for sammen at lave fortolkninger af
trommesangene.
De tre kunstnere,
palæstinensiske Amal Murkus, Millicent Chapanda fra Zimbabwe samt Marita Isobel
Solberg fra Sapmi (Norge) fandt hinanden på tværs af landegrænser og musikalske
traditioner. Nuka Alice fortæller, at det er meningen at kvinderne skal mødes
igen og indspille sange og senere drage ud i verden og optræde med sangene.
- Når jeg optræder med
kvinder fra oprindelige folk, mærker jeg, at vi følger de samme principper.
Hvad enten det er samer eller maourier eller folk fra Hawaii, siger Nuka Alice,
der adskillige gange har deltaget i RIDDU Riđđu Festivalen, som afholdes hvert
år i Nordnorge for at styrke det samiske samfund.
Bog på vej
Nuka Alice føler, at hun
er et godt sted i livet i dag.
- Jeg føler en god
balance i mig i dag, fordi jeg arbejder med trommedansen og min inukhed
fuldtids, forklarer hun.
Hendes sønner er
efterhånden voksne unge mænd, der kan stå på egne ben, når deres mor er ude at
rejse. Siden 2016 har familien boet i Sisimiut. Drengene var ved at være
teenagere, og deres mor fornemmede, at de ville få en tryggere ungdom i hendes
barndomsby.
- De er med på, at jeg
rejser en del. De klarer sig selv og kan både lave mad, vaske tøj og passe på,
at potteplanterne ikke dør, siger Nuka Alice smilende.
Der er bud efter hende.
Hun fortæller om en opera, hun var med i, som blev opført i New York i april,
baseret på en bog om en opdagelsesrejsende i Arktis i 1800-tallet. Hun laver podcast
med Varna om trommedansen. Senere i år udkommer hun forhåbentlig med en bog med
hendes trommesange arrangeret til kor.
- Vi har jo stor
tradition med korsang. Måske kan det blive en vej for trommesangen til at nå
endnu bredere ud, siger Nuka Alice.
