”Livet er et lotteri”

Egentlig ville han gerne have været flyveleder.

Det var det, der fængede Steen Montgomery-Andersen, når han som ung bladrede i håndbogen ”Hvad kan jeg blive,” der engang var alle unges uddannelsesguide.

Imidlertid blev drømmen om at stå i et tårn og dirigere flytrafik skudt ned, fordi Steen Montgomery-Andersen gik med briller. Dem fik han som 13-årig.

- Og så kunne man ikke komme til optagelsesprøven, konstaterer han på sin helt egen stilfærdige og afdæmpede måde fra sin side af det cognacfarvede lædersofaarrangement i stuen.

Her vælter lyset ind fra panoramavinduer med udsigt til Akia (Nordlandet på dansk) og Nuup Kangerlua samt den helt usædvanlige mængde is, der i år er drevet ud fra gletscheren Narsaq Sermia. Et evigt fascinerende syn, man ligesom aldrig bliver træt af. Heller ikke selv om man ser det hver dag, som Steen Montgomery-Andersen og ægtefællen Ruth, der har boet her i 11 år.

I december bebudede Steen, der som sin hustru er årgang 1957, at han nu ville sætte et punktum for sit 30-årige arbejdsliv i Grønland og påbegynde sit otium ved indgangen til 2025. Det betød et farvel til stillingen som finansdirektør i Greenland Airports. På den måde fik flytrafikken alligevel lov til at spille en rolle i hans liv, kan man sige.

Og foreløbig har han stadig hold i tøjlerne på et andet infrastrukturselskab, nemlig som bestyrelsesformand for Sikuki Nuuk Harbour A/S.

Netop infrastrukturen i Grønland, herunder etableringen af søkablet som økonomidirektør i Tele Greenland samt de nye lufthavne, fremhæver Steen Montgomery-Andersen som noget, han er særligt glad for at have bidraget til gennem sine tre årtier heroppe.

- Det er begge transformerende projekter, der ser med til at forbinde Grønland med omverdenen, skriver han i december på LinkedIn.

Den sociale platform afslører, at Steen Montgomery-Andersen er uddannet cand.oecon. fra Aarhus universitet.

Han kan ikke sige, om lysten til at studere økonomi kom fra morfaren, der var sparekassedirektør og boede i Aabybro i Nordjylland. Måske kom inspirationen snarere fra hans egen far, som havde en købmandshandel i Aalborg, hvor Steen voksede op med sine to yngre brødre. Det var beskedne kår, siger han selv om opvæksten i den toværelseslejlighed, hvor han og brødrene sov i det ene værelse, mens forældrene sov i stuen.

- Vi havde det i princippet ok. Men der var ikke meget at rutte med, fortæller Steen Montgomery-Andersen.

I skolen var han med egne ord ”et dydsmønster.”

- Jeg pjækkede én eneste gang. Og blev taget i det, så jeg måtte op til rektor, siger han med et grin spillende i de blå øjne bag brillerne.

Både folkeskolen og gymnasiet var let at komme igennem for købmandssønnen, der fandt det noget mere udfordrende at læse på universitetet, hvor han begyndte som studerende i 1977, 20 år gammel.

Mødet med Ruth

Herfra lå ”den lige vej,” som man siger på dansk, strakt ud foran ham. Det vil sige studentereksamen, universitet, job, ”villa, volvo og vovhund,” indtil pensionen rammer.

Hvis altså ikke det havde været for mødet med Ruth i efteråret 1978. Kvinden, der skulle blive hans livspartner og mor til hans to sønner:

- Den lige vej blev nok afsporet af Ruth, smiler Steen Montgomery-Andersen.

De to lærte hinanden at kende gennem hans gymnasiekammerat, som boede ved siden af Ruth på kollegiet i Aarhus.

Når en ung kvinde fra Texas var endt i Aarhus på børnehaveseminariet, skyldes det, at Ruth havde væres AFS-elev i Tyrkiet. Hendes egen familie i USA havde en norsk AFS-elev, som havde inviteret Ruth på besøg i Norge. I Tyrkiet havde hun mødt en ung dansk mand og valgte at læse på børnehaveseminariet i Århus.

Det første halvandet år var Steen og Ruth venner, og så de blev kærester. Og da Ruth var færdiguddannet som børnehavepædagog, rejste hun og Steen til hendes hjemland, USA. Nærmere bestemt Texas, hvor de blev gift i 1981 i San Antonio, hvor Ruths forældre boede. De nygifte arbejdede og boede i Texas omkring halvandet år, hvor Steen fik et job som bogholder i et firma.

Det blev en stejl, men udbytterig læringskurve for ham.

- Jeg forstod ikke meget af det i starten. Men takket være en skrap, skøn og meget speciel dame, som var min chef, fik jeg det lært på en håndgribelig måde, fortæller han.

Rejsen til USA var på det tidspunkt det længste ophold væk fra Danmark, Steen Montgomery-Andersen havde været. Som 15-årig var han en enkelt gang på charterferie med sine forældre og brødre til Costa Brava i Spanien. Og som teenager tog han på cykel- og knallertferie med sine venner og boede på vandrehjem rundt om i Jylland.

Sammen med Ruth blev en lyst til at se verden aktiveret.

- Jeg har nok altid haft en udlængsel. Og jeg har altid syntes, at det var sjovt at rejse, siger han.

Hjemvendt til Danmark igen tog han på skiture i Norge med Ruth, og sammen kørte de ned gennem Europa, til Italien, hvor Ruths søster var udstationeret for militæret. Det var dengang, man kunne køre en bil fra Danmark til Italien og kun skulle betale for benzinen.

I 1984 kom deres førstefødte, Stephan, til verden og senere kom lillebror Alexander til, alt imens Ruth videreuddannede sig til jordemoder, og den lille familie bosatte sig i Aabybro, byen, hvor Steens familiemæssige rødder på morens side befandt sig. I de år arbejdede han som økonomichef i rejsebureauet Thinggaard Rejser.

På et tidspunkt fik Ruth trang til at prøve noget helt andet end livet i en nordjysk provinsby, hvor synet på indvandrere kunne lade noget tilbage at ønske.

Hun søgte derfor et job i Guinea Bissau, et af verdens fattigste lande.

Ilulissat og KNI-kaos

For Steen var udsigten til at lande et job i det vestafrikanske land, udover måske i nødhjælpsorganisationer, imidlertid ikke så stor.

- Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte finde på et alternativ, smiler han, der søgte - men ikke på det tidspunkt fik - jobbet som økonomichef i Tele Greenland. Et års tid efter blev Steen Montgomery-Andersen ansat som økonomichef i KNI Pilersuisoq, og familien rejste til Ilulissat.

Og her fik han nok at se til, skulle det vise sig, for den hjemmestyreejede forsyningsvirksomhed befandt sig ”på en brændende platform,” som det hedder på management-lingo.

- Jeg vidste ikke rigtigt andet end, at det var en større virksomhed, da jeg søgte jobbet, fortæller Steen, der nærmest først i flyet på vej til Ilulissat den 30. juni 1995 blev klar over, at han foruden ansvaret for økonomien også skulle være IT-chef, fordi vedkommende havde sagt op.

Dertil kom at direktøren, der havde ansat ham, blev fyret tre uger, efter Steen begyndte sin stilling. Og, skulle det vise sig, virksomhedens årsregnskab var flammende rødt: Der var nemlig ikke et ”mindre underskud,” på 20 millioner, som han var blevet fortalt, men snarere 65 millioner kroner.

- Det var totalt kaos. Det viste sig, at der var et kæmpe hul i kassen. Jeg lavede budgetter nærmest dagligt for at se, hvor mange penge vi havde i dag og de kommende uger. Det var ren overlevelse, husker Steen Montgomery-Andersen.

Han og andre KNI-chefer, som Søren Hald Møller og Jørn Skov Nielsen, fik ryddet op og takket være et lån på 400 millioner kroner, kom skuden på ret køl igen.

Familielivet derimod var en helt anden snak.

- Ilulissat var fantastisk. Også fordi Ruth jo er den, hun er: Hun går ind i alt med åbne, fordomsfrie øjne, siger Steen Montgomery-Andersen om sin kone gennem snart 44 år.

Han tillægger det også en kæmpe værdi, at familien blev taget godt imod af deres naboer, familien Sandgreen-Nielsen. Jørgen og Susanne lærte dem at fiske, sejle og forærede dem sågar en hund. Et venskab blev forseglet og består endnu.

Er det vigtigt at blive taget godt imod, for at føle sig hjemme?

- Ja, men lige så vigtigt er det, at man selv også er klar til at tage imod fordomsfrit, fastslår Steen Montgomery-Andersen.

Grønlandsk en forudsætning

Han og Ruth havde ingen aftale eller idé om, hvor længe deres ophold i Grønland skulle vare. Som Steen udtrykker det:

- Vi tog det bare som det kom. Og det viste sig at være godt. Hvorfor så stoppe?

Til gengæld vidste de med sikkerhed, at sønnerne Stephan og Alexander skulle lære grønlandsk. For ellers kunne de jo ikke tale med deres legekammerater.

- Det vigtigste for os var, at børnene fik lært grønlandsk. Men det var mest for deres egen skyld. Altså ikke for at please nogen, men en forudsætning for, at de kunne få venner, forklarer Steen.

Efter et års tid blev Stephan af nabo Jørgen inviteret med til hans hjembygd ved Uummannaq. Det blev til en tur derop i åben båd, hvor sønnen ”spiste sæl i 14 dage,” og var til konfirmation. Da sønnen igen så familien i Ilulissat, talte han grønlandsk. Og begge drenge fik et ophold i Saqqaq i en måned hos en bygdekøbmand, familien havde lært at kende. Som led i at lære sproget, som både Stephan og Alexander stadig taler, selv om de i dag bor i henholdsvis Canada og Norge.

Efter nogle år i Diskoområdet flyttede familien Montgomery-Andersen til Sisimiut, hvor KNIs hovedsæde ligger.

Det blev også nogle år fyldt med arbejde men samtidig med gode minder, for Sisimiut er et dejligt sted. Steen fortæller med lys i øjnene om familiens slædehundespand, som noget af det, han savner fra Sisimiut.

- Jeg blev ikke rigtig god til det, men kunne sagtens køre. Og sådan en tur, med blå himmel, is på fjorden, hvor det er minus 10 grader, og du kører ned med hundene, som har slåsset det værste af og løbet 8-10 kilometer. Det fås ikke bedre, konstaterer Steen Montgomery-Andersen.

Han og Ruth fortsatte i Sisimiut deres aktive indsats for børnenes grønlandskindlæring ved blandt andet at hyre nogle unge sisimiormiut til at hjælpe med det skriftlige og lektierne.

- Jeg tror, de begge er glade for det i dag. Men det har da været lidt specielt, for vi talte jo kun engelsk med vores børn, siger Steen, og tilføjer, at han og Ruth overlod det til resten af samfundet at lære drengene dansk.

Da tiden nærmede sig for Stephans ungdomsuddannelse, tog familien beslutningen om at rykke til Nuuk, så ældstebarnet kunne begynde på GU. Begge sønner har været på udvekslingsophold i Austin, Texas, inden de begyndte på GU. Steen Montgomery-Andersen betoner, at han er glad for at de valgte at tage deres studentereksamen i Grønland.

- Jeg ville nødigt have undværet de år med dem, siger han.

Bahá’í

Hjemme i stuen i Nuuk huser det grå Montana reolsystem blandt andet tre hvide studenterhuer: Steens, Stephans og Alexanders.

Samtidig er der adskillige grønlandsrelateret litteratur. Og flere ting, der peger på Steens og Ruths religiøse tilhørsforhold som medlemmer af Bahá’í-samfundet, der i Grønland tæller omkring 150 medlemmer, fordelt på otte byer og bygder, ifølge online-leksikonet Trap Grønland.

For Steen og Ruth er det en væsentlig værdi, som Bahá’í hylder, at møde andre mennesker fordomsfrit.

- Det handler om at se på mennesket i mennesker. Ikke hvad farve det nu har. Det er meget væsentligt for os. Det er ikke altid en let øvelse, for man er jo ikke opdraget til det, siger Steen Montgomery-Andersen og tilføjer, at det også gælder om at møde mennesker fra andre kredse end dem, man møder, når man som ham har bestredet høje stillinger.

Det var Ruth der i slutningen af 1970’erne begyndte at interessere sig for trosretningen, og Steen fulgte efter, og blev Bahá’í i 1984, efter han ”havde brugt nogle år på at læse om det.”

På spørgsmålet om hvordan Steen Montgomery-Andersen ser de kommende år, lyder svaret, at han håber at kunne fortsætte nogle år endnu som bestyrelsesformand for Sikuki Nuuk Harbour.

Men derudover glæder han sig egentlig mest til at selv at kunne bestemme, hvad dagen skal byde på, når han står op.

- Det er jo lidt et hamsterhjul som økonomichef. Det man på jysk kalder ”fast arbejde,” griner han.

Derfor glæder han sig over udsigten til at have frihed til at kunne besøge sønnerne i Canada og Norge i længere tid ad gangen. Og få besøg af børnebørnene.

For det gælder om at udnytte tiden, påpeger Steen Montgomery-Andersen:

- Livet er jo nogle gange et lotteri. Du ved jo ikke, hvor mange år, du har tilbage.