Danmark

Lars Løkke: Vi løser forskelligheder uden konflikter

- Vi fejrer fortidens, nutidens og fremtidens bånd mellem Grønland og Danmark, sagde statsministeren i sin tale på nationaldagen

- Nationaldagen er en dag fuld af livskraft, sagde Lars Løkke Rasmussen
Offentliggjort

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) understregede i sin tale på nationaldagen de stærke bånd, der er mellem Danmark og Grønland i Rigsfællesskabet.

Og samtidig fremhævede han, at nationaldagen er en særlig dag - også for politikeren.

- Det er en dag fuld af livskraft. Samme livskraft lyser ud af de mange grønlændere, som i disse dage springer ud fra gymnasierne og de videregående uddannelser i Grønland. De præger gadebilledet med deres glade larm, livsglæde og fine, nye huer. Det giver mod og håb for fremtiden.

Rubinminen
- Samme livskraft har jeg oplevet, de to gange jeg har været i Grønland i år. Først til rigsmøde, hvor vi blandt andet besøgte Grønlands første rubinmine ved Fiskernæsset. Og for nogle uger siden med formanden for Det Europæiske Råd Donald Tusk, hvor vi besøgte Ilulissat og Ilimanaq, sagde Lars Løkke Rasmussen, der var indbudt som gæstetaler, da Det Grønlandske Hus i København fejrede nationaldagen.

Han pegede samtidig på, at når det officielle Danmark fra i år flager for Grønland på nationaldagen, sker det fordi Danmark anerkender Grønland. Og fordi man ønsker at markere foreningen i rigsfællesskabet.

Forskelligheder
- Mange andre steder er forskelligheder en kilde til konflikt. Sådan er det ikke mellem os. Vi er ikke altid enige. Men vi løser vores uenigheder på en ordentlig måde.

Fortid, nutid og fremtid
- Det er lige præcis i den ånd, at Grønlands flag i dag er gået til tops i hele Danmark: Som en hyldest til det grønlandske folk. Som en gestus til det grønlandske selvstyre. Og ikke mindst – som en fejring af både fortidens, nutidens og fremtidens bånd mellem Grønland og Danmark, pointerede Lars Løkke Rasmussen.

Læs de seneste artikler om nationaldagen:

Powered by Labrador CMS