Lad os mødes i stilheden

Jeg kommer ind til Nuuk Lokalmuseum i Kolonihavnen og bliver mødt af et skilt, der kan tolkes som at man ikke skal råbe, når man skal snakke med hinanden.

Det gør mig interesseret og jeg bliver draget af det.

Jeg bevæger mig ud i rummet og der er allerede flere menneskeflokke, der er samlet inde i museet.

- Udstillingen ”Qamani nipaatsumi naapitta”, på dansk ”Lad os mødes i stilheden”

er en del af min ph.d.-afhandling og det handler overordnet om den grønlandske kultur. Den udforsker forskellige kontraster mellem Inuits verdenssyn og vestlige perspektiver, siger Vivi Vold og byder velkommen til sin fernisering til de omkring 30 fremmødte mennesker.

Der står, at vi skal starte i museets lille biografsal. Jeg går derind og sætter mig ned.

- Hvor lytter du fra? (Suminngaanniit tusarnaarpit?), står der på skærmen.

Min fireårige dreng sidder ved siden af mig, og en kvinde og en mand med lyst hår, sidder overfor mig. Kortfilmen starter.

Vi kan se, at to ældre fra Nanortalik, en kvinde og en mand, sidder og drikker kaffe. De snakker og ser ud som om, de fortæller en historie. Der er ikke nogen lyd og det føles ærgerligt, for jeg vil meget gerne høre, hvad de siger.

Men et par sekunder senere, kommer der en lyd. Lydene snakker ikke grønlandsk, og det er højlydt. De snakker ovenover hinanden. Jeg har ikke forstået en eneste sætning.

Min søn dækker sine ører med sine hænder. Jeg kan se hans små pegefingre, der borer sig ind i hans ydre øregang. Jeg smiler og er på en måde meget enig med ham. Fordi det er åbenlyst, at han synes, det larmer.

Da kortfilmen er slut, kigger den lyshårede mand over på sin siddemakker og trækker på skuldrene. Det er som om, han ikke har forstået kortfilmen.

- Jeg prøver, at vise kontrasten mellem Inuit og den vestlige verden, og hvor forskelligt det er. Vores syn på verdenen er så anderledes, end de danskes. Vi behøver ikke at italesætte alt. Det er sådan vi er, det er en livsform. Sådan er det bare, fortæller Vivi Vold.

Da kortfilmen, der ikke varer mere end et par minutter, slutter går vi videre til et andet rum. Otte billeder med sorte rammer hænger rundt omkring rummet. Der er billeder af sælkød, der bliver tørret, en sæl, der er blevet flænset, sælkød, der er blevet kogt, og en kvinde, der tilbereder sæl. 

Det er ikke kun sæl kød

En mand står og betragter billederne, der er taget i Nanortalik. Han har et nostalgisk smil i ansigtet. Det er Jenseeraq Poulsen, der betragter billederne.

- Jeg kommer selv fra Alluitsup Paa i Sydgrønland, og det er som om jeg kommer hjem til min barndom bare ved at kigge på billederne. Det føles meget trygt, siger Jenseeraq Poulsen.

Vivi Vold forklarer, at billederne handler om vores viden. Den viden, som er viderebragt gennem generationer i mange år, og om at samle vinterforråd samt overlevelse.

- Det er netop på grund af disse, at vi stadig står her i dag. Når vi for eksempel snakker om de grønlandske sagn og myter, er det som om, at de ikke længere er en del af os. Men sådan er det ikke, fordi for eksempel er Sila og Inua stadig meget vigtige for os i dag, fortæller Vivi Vold.

Sila er et flertydigt begreb på grønlandsk for vejr, forstand og verdensordenen, personificeret i ”Silap Inua”, på dansk ”vejrets ejer eller person”.

- Når vi er i stilheden, er det Sila og Inua, vi føler. Hvis vores viden skulle danne grundlag for vores moderne struktur, hvordan ville vores samfund se ud? Jeg mener ikke, at vores viden bliver værdsat i dag i uddannelserne, hos politikerne eller i de forskellige virksomheder, siger Vivi Vold.

For Jenseeraq Poulsen giver udstillingen en mulighed for at tænke over, hvorfor vi ikke får gavn af den udenlandske forskning.

- Skal udefrakommende blive ved med at tage vores viden og kun gavne dem selv fremfor at give noget tilbage til folket? Det er tankevækkende. Hvorfor gavner vores egen viden ikke os? siger han.

Det er det, Vivi Vold prøver at vise i sin udstilling. Hvor meget de vestlige perspektiver bliver anvendt i dag i samfundet.

Ovenfor billederne af sælerne står der: Hvem skal vurdere disse? De udefrakommende eller de oprindelige folk?

- Min målgruppe er mere danskerne, de udefrakommende. For eksempel i Nuuk er der rigtig mange virksomheder og institutioner, der bliver domineret af de danske. De dominerer hvordan vores arbejdsgang skal se ud, hvordan uddannelsesrammerne skal være og hvordan karaktererne skal gives. Det er alle sammen fra et vestligt perspektiv, forklarer Vivi Vold.

Lyden af havet

Jeg bevæger mig ud til vinduet fra sælbillederne. Der ligger nogle sorte hørebøffer på et højt bord. Jeg sætter mig ned og har udsigt mod havet. Det er gråvejr, men det er næsten vindstille.

Jeg tager høretelefonerne på. Jeg kan høre vinden, der blæser og det er som om det blæser hen over havet og at havet laver bølger.

En tekst ligger på bordet: ”Kan du høre det? Det er dybere end lyden af vind og hav.”

- Stilheden betyder meget for os, vi føler stilheden meget dybt og vi har brug for stilheden. Det er lige præcis der, vi føler vores egen viden, vores sila. Det er en kompetence og den burde værdsættes, og vi skal forstå hvordan, den skal bruges i samfundet, når man skal danne struktur og rammer. Det har vi brug for. Stilheden betyder noget helt andet for danskerne for eksempel, siger Vivi Vold.

Det fjerde og sidste rum er et refleksionsrum. Det er mere isoleret end de andre, og der hænger nogle forskellige citater på væggene.

”Du kan ikke intellektualisere vores viden.” ”Du kan ikke opdele vores viden.” ”Du kan ikke adskille vores viden fra os.” står der blandt andet i citaterne.

- Hvis vi skal væk fra kolonitiden, skal vi ændre de forskellige metoder, syn og tankegang. Det er ikke noget, vi bare kan snakke om. Det bliver ubehageligt for os, men det er også nødvendigt, siger Vivi Vold.

Da udstillingen er ovre, sidder jeg tilbage med følelsen af ”Hvad nu hvis”. Hvad nu hvis stilheden bliver betragtet som en kompetence?

Jeg forestiller mig, min søn og den lyshårede mand. Min søn, der dækkede sine ører, da larmen kom, og manden, der trak på skuldrene.

Hvordan skal de forstå hinanden? Hvad skal der til, hvis de skal forstå hinanden?