Kunstnerisk udsmykning pryder politistationerne i Upernavik og Ilulissat
Kunstneren Lisbeth Karline Poulsen har sat sit præg på de nye politistationer i Upernavik og Ilulissat med keramikværker, der nu kan opleves af både politiet og borgerne.
Foto: Grønlands Politi
I sidste uge installerede Lisbeth Karline Poulsen sine kunstværker i Ilulissat, hvor Inua II nu pryder vindfanget ved politistationen, og Nakkutilliisut smykker stationens gavl. Værkerne er skabt i keramik og udtrykker både abstrakte og symbolske motiver, som kan sanses gennem berøring og detaljefulde flader, det skriver Grønlands Politi på deres Facebookside.
En ærefuld opgave for kunstneren
Lisbeth Karline Poulsen er stolt over at have fået æren af at udsmykke politistationerne:
- Jeg er utrolig stolt af at få så ærefuld en opgave at udsmykke de nye politistationer. Jeg kan takke en masse for den hjælp, jeg har fået hele vejen, for jeg kunne umuligt have gjort det hele selv, siger hun.
Hun forklarer, at værkerne i Ilulissat symboliserer elementer som havets moder, månen, hånden og øjet, som sammen med skjoldet og kronen illustrerer samspillet om at opretholde lov og orden. De abstrakte og konkrete elementer skaber en taktil oplevelse, som inviterer til at røre og gå på opdagelse i detaljerne.
For et par uger siden besøgte kunstneren Lisbeth Karline Poulsen politistationen i Upernavik for at opsætte kunstværket Inua I.