Kommende dobbeltudstilling: En hyldest til kvindeligheden

- Jeg tror, at med meget man laver, går man lidt i cirkler. Og kredser om de samme ting, men måske på forskellige måder.

Sådan forklarer Bolatta Silis-Høegh indledningsvist sin igangværende kunstneriske proces, da hun tager imod AG på sin aktuelle arbejdsplads hos Statens Værksteder For Kunst (SVFK) på Strandgade i København.

Den 43-årige kunstner er i disse måneder i færd med at kreere værker til den kommende mor-datter-udstilling, der åbner til maj på Johannes Larsen Museet i Kerteminde på Fyn.

Arbejdet foregår i et fantastisk, 150 m2 stort rum med knap fire meter til loftet, træbjælker og enorme vinduer med et solidt lysindfald. Med andre ord: Perfekte rammer til store værker som dem fra Bolatta Silis-Høegh, vi kan glæde os til at se på det fynske museum næste år.

Da museet rakte ud og spurgte til en fælles udstilling med de to, tænkte datteren allerførst: Ej… hvem har lige lyst til at udstille sammen med sin mor?

Men da hun fik tænkt lidt mere over projektet, fandt Bolatta Silis-Høegh det faktisk ret så interessant.

- Det er så spændende, hvad der er i et mor-datter-forhold, af kærlighed og spændinger. Men også generationelle måder at opfatte ting på. Konstellationen er da megaspændende, sigerhun.

Museumsgæsterne skal dog ikke forvente en udstilling med værker skabt i fællesskab af Aka Høegh og Bolatta Silis-Høegh.

- Nej, der bliver ingen fælles værker. Vi er to meget individuelle kunstnere med hver vores værd. Og vi er jo knyttet sammen på så mange andre punkter, så det er nok i sig selv, fastslår datteren.

Hun siger videre, at for hende vil det i den sammenhæng være helt naturligt, at værkerne vil dreje sig om generationer, kvindelighed, og hendes egen alder, der betyder, at fertiliteten er ved at rinde ud.

- Det er en hyldest til kvinden og cyklussen. Sikke en gave at have fået lov til at gennemgå hormonelt så mange ting, hver måned. Ja, hver dag nærmest. Det er en vifte af kendskab af så mange spektre af en selv og andre, siger Bolatta Silis-Høegh.

Hun påpeger, at der også er en sorg forbundet med at nå til det stade i livet. Men at der samtidig i sorgen ligger en mulighed for at finde ud af, hvad der var dejligt ved det.

Går i cirkler

Det cirkulære går igen i flere af Bolatta Silis-Høeghs tidligere værker.

Hun beskriver det selv som det kontinuerlige i livet og en form for traumebehandling. Selvportrætter udgør også en stor del af hendes kunstneriske aftryk, og nogle af dem befinder sig i værkstedet på Strandgade med højt til loftet.

Det ene viser hende i færd med at rede – eller rense – sit hår igennem med fingrene. Bolatta Silis-Høegh forklarer, at hun altid har følt sig selvbevidst og optaget af andres stemmer og af, hvordan andre ville modtage det, hun laver. Måske som følge af at komme fra et lille sted, men også fordi vi med de sociale medier hele tiden har mulighed for at skulle vurderes af andres stemmer.

- Billedsprogligt renser jeg mig for de andres stemmer og kan manifestere det i et maleri, forklarer hun om maleriet.

Op ad den lange væg i rummet læner sig seks lærreder med motiver, der alle leder tanken hen på blåmuslingeskaller: Den ovale form med en tilspidset forende og afrundet bagende. Blot er disse muslinger ikke afbildet i traditionelle blåsorte farver.

Det cirkulære i muslinge-malerierne stammer egentlig fra en oplevelse Bolatta Silis-Høegh havde, da trommedanser Nuka Alice Lund kom og sang for kunstneren i forbindelse med et samarbejde, de to havde.

- At høre hendes hjerterytme og det repetitive i trommen gjorde, at jeg faldt helt til ro. Så åbnede fantasien sig op, og jeg kom til cirklerne og navlen. Og muslingen kom dér. Den er så smuk, lavet af havet, forklarer Bolatta Silis-Høegh og fortsætter:

- Jeg havde lyst til at lave en kæmpestor musling, så jeg selv kunne kravle ind i en musling. Lidt ligesom at være tilbage i sin mors mave. Det passer så godt til en udstilling med min mor. Det er meget feminint og seksuelt, og det er et kønsorgan, og så er vi tilbage ved min hyldest af kvindeligheden.

Udover malerierne vil Bolatta Silis-Høegh også skabe ét langt tekstilværk af materialer fra hendes formødre. Hun har samlet duge, viskestykker, håndklæder og sengetøj sammen fra hendes mor, mormor fra Sydgrønland og farmor fra Letland. De skal syes sammen og farves med naturfarve i rødlige toner.

- Min mormor hæklede mange duge. For man kunne ikke have et ordentligt hjem uden en hæklet dug. Det viser også, hvor meget samfundet dikterer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. En eller anden form for social kontrol, hvor man som kvinde og kalaallit nedvurderede egen kultur i det koloniale og patriarkalske samfund, siger Bolatta Silis-Høegh.

Valg og fravalg

Selv er hun færdig med at holde sig tilbage som kvinde og kalaaleq.

Tidligere har hun ellers døjet med mindreværd og ængstelighed i forbindelse med livet som kunstner i Danmark, hvor hun har følt sig frasorteret i forbindelse med gruppeudstillinger eller af gallerister, som til start viser stor interesse, indtil de erfarer, hvor hun kommer fra.

- Min baggrund er aldrig udgangspunktet for mine værker. Men selvfølgelig kommer den til udtryk i dem på andre måder, siger Bolatta Silis-Høegh, der altid fortæller om sine grønlandsk-lettiske rødder.

Hun orker ikke længere deltage i udstillinger, der handler om Arktis eller sin grønlandske identitet. Hvilket ifølge Bolatta Silis-Høegh gælder for 90 procent af udstillinger, hun bliver inviteret til at deltage i.

- Hvor er det kedeligt som kunstner altid at blive puttet i den boks, som om, at det er det eneste, vi kan kredse om – det er othering (”andetgørelse”, at beskrive nogen ud fra, hvordan de adskiller sig fra mængden, red.). Det er slut med det, fastslår kunstneren, der af samme årsag oplevede en enorm glæde ved at være indbudt til netværket og gruppeudstillingen ”Kassandras Søstre – fremtidens malere ophæver forbandelsen” i Rundetårn med 14 andre kvindelige kunstnere i 2022.

- Lige pludselig opdagede jeg, hvor meget jeg har været blind over for, hvad vi kvinder og kalaallit har været udsat for, mens jeg lavede malerierne. Jeg var ved at blive vred på mig selv over alt det, jeg ikke har kunnet se og været en del af systemet, fordi jeg ikke tog det seriøst. Indtil jeg indså, at selvbebrejdelsen var endnu en pisk, som måtte afløses af tilgivelsen til en selv, siger hun.

Det er en befrielse at sige fra, anfører Bolatta Silis-Høegh, som også gør indsigelser, når honoraret for en opgave er for lavt sat.

- Det er fordelen ved at have været kunstner i så mange år, at jeg kan sammenligne med, hvordan det var for 10 og 20 år siden, siger hun.

Et andet valg, hun har truffet, er at sige Kalaallit Nunaat i stedet for Grønland. Hvilket efterlader de fleste danskere ret uforstående. Dels på grund af udtalen, dels fordi hun har blå øjne og derfor måske i nogles øjne ikke er ”kalaaleq nok.”

- Men det må de selv ligge og rode med; Jeg ved, hvad jeg er, siger Bolatta Silis-Høegh.

Hun beretter om dengang, hun mødte en peruviansk mand i Algeriet, der spurgte, hvor hun kom fra, og hun svarede ”Greenland.” Hvorefter manden spurgte: Oh, Kalaallit Nunaat?

- Jeg blev så ramt. Lige i hjertet og maven. At der var et fremmed menneske, der sagde det på mit eget sprog. Det betød mere, end jeg gik og troede. Så for mig er det nu Kalaallit Nunaat, siger Bolatta Silis-Høegh.