Bag kulissen
Kom til åben prøve på Nationalteatret
Snart har teaterinteresserede mulighed for at se, hvordan kunstnerne bag stykket ’The Blues’ forbereder sig før en forestilling
Nunatta Isiginnaartitsisarfia inviterer inden for til en åben prøve tirsdag den 16. februar klokken 19.00.
Og på denne måde har teaterinteresserede mulighed for at se, hvordan kunstnerne bag stykket ’The Blues’ forbereder sig før en forestilling.
Mange forberedelser
’The Blues’ har premiere den 3. marts, og der er et hav af forberedelser, før produktionen er klar.
- Vi vil gerne vise offentligheden, hvordan det ser ud, når man forbereder sig til en forestilling, som 'The Blues' og give dem mulighed for at tale med folkene bag. Vi har gæstemusikere og kendte navne indenfor forskellige kunstarter på produktionen, fortæller Susanne Andreasen, teaterchef og fortsætter;
Smagsprøve
- Der er travlt op til premieren. Men vi har lyst til, at dele vores arbejde med lokalbefolkningen. Derfor inviterer vi til en anderledes, gratis aften. Publikum skal ikke se en færdig forestilling, men de kommer til at få en smagsprøve på en øve-aften og et indblik i vores teaterverden.
Stærkt hold
I forestillingen 'The Blues' fusionerer musik og teater. Og forestillingen bygger på en idé af tidligere teaterchef og skuespiller Svenn Syrin. Forestillingen har deltagelse af nogle af de største musikere og kunstnere fra Grønland og Norden.
Stærke kvinder
På scenen står de stærke kvinder Marianne Nielsen 'Varna' med sin store stemme og skrøbelige sange og Marie Mathiassen 'Maalia', som kvinden der kæmper med kærligheden.
Billedkunstner Bolatta Silis-Høeg leverer henholdsvis scenografi og kostumer og teksten står forfatteren Niviaq Korneliussen for.
Svensk instruktør
Bandet, som spiller alle ’Varnas’ numre, består af Nino Fencker, Fabrizio Barzanti, Anders Øgaard , Ulrik Wigh og Odda Eilertsen.
’The Blues’ er instrueret af den anerkendte svenske skuespiller og instruktør Jerker Fahlström, som også har erfaringer med andre produktioner på Nunatta Isiginnaartitsisarfia.
’The Blues’ er Nunatta Isiginnaartitsisarfias kunstneriske bidrag til Arctic Winter Games 2016.
Læs: Nationalteatret på kyst-tour