Kok og kajakentusiast: Ror kajak 3.000 kilometer langs Grønlands vestkyst
En engelsk kok, eventyrer og kajakroer, Mike Keen, er onsdag den 26. april taget af sted på et længere eventyr. Han skal ro kajak fra Qaqortoq til Qaanaaq de næste tre måneder.
Et langt eventyr ligger foran Mike Keen.
Han er 53 år, kok, eventyrer og kajakroer, og har sat sig for at ro en strækning på 3.000 kilometer langs Grønlands vestkyst, fra Qaqortoq til Qaanaaq de næste tre måneder.
Han er onsdag morgen klokken 9.00 taget afsted fra Qaqortoq, hvor flere borgere har vinket farvel til ham.
- Det er en meget bevægende afsked med kajakroeren. Vi synes, hans rejse til Qaanaaq er meget spændende, fortæller Pipaluk Kathrine Nielsen der oplyser, at omkring 130 borgere var mødt op for at vinke farvel til Mike Keen.
Forurening og mad
Mike Keen forventer at ro i kajak omkring fem timer per dag og slå lejr i naturen i sine pauser.
Ifølge Mike Keens hjemmeside, mikekeen.co har Mike Keens rejse i Grønland to formål.
Det første er at samle på havdyrs efterladenskaber som skal analyseres for mikroplast i et laboratorie i Nuuk. Det andet formål er, at Mike Keen under sin rejse vil spise udelukkende grønlandsk mad. Hvordan hans indtagelse af grønlandsk mad vil påvirke hans mavetarmsystem, hans krop og hans psyke skal også undersøges.
- I forlængelse af det første projekt om havdyrets optagelse af mikroplast, vil Mike Keen også blive undersøgt for enhver stigning af tungmetaller, mikroplast og andre forurenende stoffer, lyder det i projektbeskrivelsen.
Grønlandsk kogebog
Mike Keen forventer at ankomme til Qaanaaq i slutningen af juli, altså tre måneder efter at have sagt farvel til borgere i Qaqortoq.
Undervejs vil han hente inspiration fra den grønlandske natur til sin kommende kogebog om grønlandsk mad.
- Jeg vil slå lejr og møde folk undervejs min rejse. Samtidig vil jeg spise udelukkende lokal mad, og dokumentere al min indtagelse af mad undervejs. Disse skal bruges til min kommende kogebog om grønlandsk mad, skriver Mike Keen på sin officielle Instagram-profil.
Du kan følge med på Mike Keens rejse live på hans hjemmeside, og læse mere om hans projekt.