Som barn brød Niels
Haarbo-Nygaard sig bestemt ikke om at ligge i tandlægestolen på
Centralklinikken i Nuuk.
- Vi hadede dem
(tandlægerne, red.). Jeg kan stadig huske samtaleanlægget på skolen og stemmen:
”Jeg vil gerne se Niels hernede!” og jeg tænkte bare: ”Åh, nej…”
Den 53-årige
tandlæge sukker og griner så lidt ved mindet. For han er sådan set ikke i tvivl
om, hvorfor han fik huller i tænderne, selv om hans mor, Aase, var uddannet
sygeplejerske og måske burde have vidst bedre.
Niels’ far, Knud,
var ”ølmand”, det vil sige distributionschef for Carlsberg og Tuborg i
Grønland, og det var derfor ikke vand, Niels slukkede tørsten i. Det var heller
ikke Cola Zero eller andre sukkerfri læskedrikke:
- Stort set alt,
jeg har drukket i hele min barndom, var sodavand. Med sukker i. Så jeg er
vokset op med rigtigt mange huller i tænderne. Og var megabange for at gå til
tandlæge, fortæller han og konstaterer:
- Med den viden vi
har i dag, havde de (forældrene, red.) nok ikke gjort det.
Niels
Haarbo-Nygaard påpeger, at vi i dag ved, at sunde tænder helt fra barndommen er
afgørende for et menneskes sundhedstilstand senere i livet. Mange sygdomme kan
knyttes til mundhulen, for eksempel er parodontitis, også kaldet
tandkødsbetændelse, direkte forbundet med diabetes. Der er også en større
risiko for at få hjertekarsygdomme og dø af det.
Men det var en
anden tid, som man siger, dengang i 1970’erne og 1980’erne. For eksempel hang cigarettågerne
også lavt og tæt i mange hjem, inklusive Niels’ barndomshjem i Nuuk. Selv var
han ryger indtil for 19 år siden, hvor Karen, som han senere blev gift med,
gjorde det klart, at hvis de to skulle være kærester, skulle han lægge smøgerne
på hylden. Det gjorde han så. De to mødte hinanden i Nuuk gennem en fælles
bekendt, der spillede Kirsten Giftekniv, da Karen var vikar på
Centraltandklinikken som bøjletandlæge (specialtandlæge i ortodonti, red.). Parret
blev gift i 2007.
Det er også Karen,
der har bedt sin mand om at holde fri hver tirsdag eftermiddag, som derfor er
det tidspunkt, hvor AG møder ham.
- Det er en
rigtig god idé med den ugentlige halve fridag. Det er et privilegium, men jeg
synes, det er ok, for vi knokler virkelig resten af ugens dage, siger Niels
Haarbo-Nygaard fra sin plads ved langbordet i privaten.
Boligen ligger på
førstesalen på det grønne hus på Tuapannguit, der i stueetagen rummer klinikken,
hvor de er 11 ansatte, herunder fire tandlæger. Med blot en enkelt trappe ned,
må parret Haarbo-Nygaard være blandt de hovedstadsbeboere, der har allerkortest
til jobbet.
Siden klinikken
åbnede på adressen i 2003, har der været andre private tandklinikker både i
Nuuk og Sisimiut, men ingen af dem kan siges at have holdt lige så længe.
Og antallet af
patienter stiger år for år. De kommer fra Nuuk, men også fra nord, syd, øst og
vest, og det skyldes ifølge Niels, at ønsket om passe på tandsættet bliver
stadig mere udtalt.
- Det er tydeligt
at se gennem de over 20 år, der er gået, at flere og flere gerne vil bevare
tænderne. Og at de unge har en bedre evne til at få passet deres tænder.
Problemet er bare, at som det er i dag, kan de ikke få dem vedligeholdt, når de
er fyldt 25, siger Niels Haarbo-Nygaard med henvisning til, at den gratis
tandpleje vi har herhjemme, for størstedelens vedkommende, omfatter
behandlinger som tandudtrækning og ikke vedligehold, såsom årlige
tandrensninger.
Nuummioq
Niels
Haarbo-Nygaard er opvokset ved Sana, hvor han kom til verden i december 1971
som Aases og Knuds førstefødte.
Fem år senere
blev han storebror til søsteren Dorte, der bor i Danmark. De ses så ofte, det
er muligt.
- Vi havde og har
et tæt søskendeforhold. Hun er gift, de er begge to karrieremennesker. Og
hendes mand ville ikke til Grønland, fortæller han, og oplyser, at han er
morbror til to niecer.
Tilbage i
1970’ernes Nuuk nåede familien Nygaard at bo i såvel boligblokkene omkring
landshospitalet som på Radiofjeldet under børnenes opvækst. Niels gik i skole
på Atuarfik Samuel Kleinschmidt, ASK.
- Det var mit
”hood.” Det var dér, den del af byen gik i skole. Så var der nogen andre, der
gik i USK og andre i Qorsussuaq. Vi var ligesom opdelt efter forskellige bydele,
forklarer han.
Dengang var Nuuk
omkring halvt så stor som i dag med kun omkring 10.000 indbyggere. Eller
omkring halvt så mange som i dag.
Niels Haarbo-Nygaard,
der erklærer sig ”Nuummioq med stort N”, husker skoletiden som god, men også
anderledes end han oplever det for sine egne børn. Han har fire i alt: Datteren
Nivé på snart 27 år, der til sommer bliver uddannet som tandlæge, som Niels har
fra et tidligere ægteskab. Med Karen har han sønnerne Isak på 17, Samuel på 15
og lillebror David på 11 år.
- Dengang var vi jo
opdelt i grønlandske og danske klasser. Det gode var, at vi havde dygtige
lærere, så vi lærte tingene på hvert vores modersmål. Men der var ikke så meget
integration, siger Niels.
Han fortæller, at
det i hans egen skolegård på ASK godt kunne komme til konfrontationer mellem de
to danske og de to grønlandske klasser. Men hvis dem fra USK kom forbi, så
holdt ASK-eleverne sammen på tværs af sprogene. Samtidig holdt man også sammen,
hvis man boede på Radiofjeldet.
- Der var alle
mulige små kliker. Det er jo en stor forskel til Nuuk i dag, hvor der eddermame
er kommet mange mennesker til i forhold til, da jeg voksede op, konstaterer han,
der i sin tid var med til at starte friskolen NIF (Nuuk Internationale
Friskole), hvor hans egne børn går og har gået.
Efter folkeskolen
gik turen til Sorø Akademis kostskole. Her var der heldigvis mange elever, der
også kom fra Grønland. Alligevel kom der jævnligt nedladende kommentarer fra de
andre elever om grønlændere. For eksempel det hyppigt brugte ”grønlænderstiv.”
Det var mobning,
men havde den modsatte effekt på Niels Haarbo-Nyggard.
- Det gjorde
egentlig bare, at det bekræftede mig meget hurtigt i, at jeg var meget stolt af
at komme fra Grønland, siger han og uddyber:
- Under min
opvækst fik jeg tit at vide, at jeg var dansk. Og det forsvarede jeg her. Mens
i Danmark forsvarede jeg det at være grønlandsk, siger han.
Ud fra sine egne
erfaringer, har Niels altid rådet sine børn – og alle andre, der måtte opleve
noget lignende – til at ranke ryggen og tænke, at problemet ligger hos de
andre.
Dansksproget
Når Niels
Haarbo-Nygaard gik i dansk klasse, var det fordi der blev ikke talt grønlandsk
i hjemmet.
Dels fordi hans
far var dansk, opvokset i Jylland. Dels fordi hans mor, der var vokset op i
Ittoqqortoormiit (som datter af KGH-bestyrerparret Jørgen og Lone Borchersen,
red.), talte østgrønlandsk.
- Jeg har
bebrejdet min mor mange gange og spurgt hvorfor hun ikke lærte mig at tale
grønlandsk, når nu hun kunne. Men altså, det var jo østgrønlandsk, siger Niels
og nævner sin morbror Hans, der taler flydende grønlandsk, og gerne bruger det,
selv om han bor i Danmark.
- Den del fik jeg
ikke. Det var nu engang sådan, det var. Alle de dansk- eller dobbeltsprogede
børn, der var, gik i danske klasser, siger Niels.
Det grønlandsk
han kunne, fik han gennem børnehaven og ved at lege med jævnaldrende og dyrke
sport, for eksempel fodbold.
- Du lærer jo
hurtigt alle mulige udtryk. Og jeg forstår rigtig mange ting, men har aldrig
rigtigt lært at bruge det. Og det er en grænseoverskridende handling, når man så
har skullet bruge det. For når nogen griner af en som barn, så trækker man sig.
Først som ældre forstår man jo, at der ikke grines for at nedgøre dig – det er
bare situationen, der er sjov, forklarer Niels Haarbo-Nygaard.
Han er bevidst om
i dag, at han har en fordel som blåøjet og lys at kunne sige nogle ting på
grønlandsk.
- Der er mere
respekt for det, end hvis jeg havde brune øjne og kunne sige de samme ting. Det
er jo lidt et paradoks. Jeg forstår det sådan set godt. Alligevel er det jo megatræls,
at det skal være sådan, siger han og tilføjer:
- For mig er dem,
der bor i Grønland, grønlændere. Det er dem, der vil Grønland det bedste,
ellers flytter de jo igen.
Palaarsuaq
Sport – fodbold,
badminton og skiløb – fyldte meget af hans fritid som barn.
- Vi levede oppe
i Godthåbhallen. Eller ude på langrendsløjpen, husker han, der som seksårig begyndte
til fodbold og traskede med sin kammerat nede fra Sanablokkene til
Godthåbhallen og hjem igen.
Det kom aldrig på
tale, at forældrene skulle køre ham til og fra hallen.
- Der var ingen
diskussion. Hvis man skulle til noget, så måtte man gå. Det gør mine børn s’gu
ikke, griner Niels.
Hvad betød
sporten for dig?
- Meget. Et kæmpe
kammeratskab, hvor jeg lærte rigtig mange mennesker at kende på tværs af hele
byen. Også fordi der ikke var så mange andre fritidsaktiviteter.
Hvordan var du
som knægt?
- Jeg var en
palaarsuaq (en lille bandit, red.), fastslår Niels Haarbo-Nygaard med et grin og
uddyber:
- Jeg havde ild i
røven. Og kunne ikke sidde stille. Så frikvartererne var megagode!
Men selv en
krudtugle kan disciplineres til at sidde stille. Niels var god til matematik og
var vant til hjemmefra, at bøger var noget man læste. Så det gjorde han. Og gør
stadig, selv om det nu mest er faglitteratur inden for hans felt, og ellers har
han en krimi i ørerne, når seksårige Marley skal luftes.
Kernefamilien
Når Niels
Haarbo-Nygaard holder fri, er det meget gerne inde i fjorden ved Qooqqut, hvor
familien har hytte.
- Du slapper af
derinde, når mobilen ikke kan ringe og forstyrre dig, forklarer han og
medgiver, at det med manglende internetforbindelse er knap så tillokkende for
hans børn.
- Jo ældre de
bliver, jo mere irriterende synes de, at det er. Altså indtil vi kommer derind,
siger Niels Haarbo-Nygaard.
Fjord-, fiske- og
jagtture er han vokset op med, for hans forældre købte en båd, efter han blev
født, og hver weekend sejlede de ind den fem timer lange tur ind i til bunden
af Buksefjorden eller Qooqqut. Naturen og livet som fritidsfisker og -fanger er
en uadskillelig del af hans tilværelse.
- Jeg er vokset
op med at fiske. Men jeg er nok mere jæger og fanger end min far var, fordi jeg
fik det ind med modermælken, siger han, der også tager del i flere huslige
pligter end far Knud gjorde.
- Min mor ordnede
alt det huslige, da jeg voksede op. Her har vi det lidt mere ligeligt fordelt, siger
Niels, der typisk står for indkøb og madlavning:
- Fordelen ved
selv at lave mad er jo, at man så også bestemmer hvad man skal have, griner
han.
Han elsker selv
kødretter, men spiser stort set alt, der kan fiskes og jages. Dog ikke sæl. Det
har han aldrig rigtigt lært at spise.
- Hvis du spørger
børnene, er yndlingsretten nok fiskegratin i skaller med torsk. Eller
rensdyrlasagne, siger han.
Familielivet med
børnene – kernefamilien – er noget Niels Haarbo-Nygaard værner om. Måske fordi
der ikke er eller har været det store slægtsmæssige familiebånd at trække på,
forklarer han. Niels’ forældre døde i henholdsvis 2007 og 2019, og hans
svigerforældre bor i Jylland.
Uddannelsen
Niels
Haarbo-Nygaard var fra barnsben sporet ind på en uddannelse i sundhedssektoren,
for den medicinske verden har løbet som en rød tråd i hans familie, startende
med hans oldefar, Hjalmar Borchersen, der var praktiserende læge i Grønland,
tilbage i årene 1916-1920.
Oprindelig var
det faktisk ikke tandlæge, Niels drømte om at blive:
- Egentlig ville
jeg være fysioterapeut. Men jeg var for ung til at søge ind på studiet, og min
mor foreslog, at jeg læste medicin, mens jeg ventede på at blive gammel nok.
Jeg skulle ikke gå og tulre rundt, fortæller han.
Efter to et halvt
år på medicinstudiet stoppede han, fordi han ville være tandlæge i stedet.
For Niels har der
aldrig været tvivl om, at han skulle hjem til Grønland og arbejde som tandlæge.
Han vidste også, at det skulle være som privatpraktiserende, for det ville give
ham et meget mere alsidigt arbejde end hvad det offentlige kunne tilbyde.
- Det er her i
Nuuk og Grønland, jeg har lyst til at være, siger han og glæder sig naturligt over,
at det i sin tid lykkedes ham at overtale Karen til at slå sig ned sammen med
ham, efter de var blevet kærester.
- Jeg lavede en
aftale med Karen om, at hun skulle give det tre år. Ellers skulle jeg nok
flytte med hende til Danmark. Nu er det hendes by og land også, fortæller Niels
Haarbo-Nygaard.
