Jeg er en heldig mand

- Mine turister er mine gæster. Og jeg er deres vært.

Bag rattet på M/S Sterna, den 38 fods lange Targa 37+ med plads til 12 passagerer, sidder 62-årige Erik Palo Jacobsen. Dér, hvor han helst vil være. Med udsigt til havet, fjeldene og himlen.

- Det er landskaber jeg befinder mig bedre ved end ved kontorlandskaber, siger Erik Palo Jacobsen, alt imens han med sikker hånd styrer sin båd ud af havnen i Qinngorput og væk fra hovedstaden.

De sidste 16 år har han været direktør for Arctic Boat Charter A/S og selv kunnet bestemme sine arbejdstider. Gennem årene har han oparbejdet et velanskrevet renommé som en af de meget erfarne kaptajner i turistsejlads, og han giver gerne sin mening og sine tanker til kende, når det gælder udviklingen af turismen her til lands. I foråret blev han af Naalakkersuisut udpeget til at sidde i Visit Greenlands bestyrelse.

Vejen til, hvor Erik Palo er i dag, er brolagt med eventyrlyst og udlængsel. Men også med lyst til at dygtiggøre sig og hjemlængsel.

Han kom til verden i København, hvor hans far var ved at uddanne sig til skolelærer. Faren, der var dansk, kom i 1950’erne til Grønland, nærmere bestemt Aasiaat som radiosondemand. Han fik sit eget hundespand og kørte med hundeslæde rundt i hele distriktet, hvor han som ivrig amatørfotograf tog fotos af mange af familierne foran deres tørvehytter rundt om på de små steder. Erik Palos mor kom fra Innalik og blev forelsket, først i farens hundehvalpe og dernæst i ejeren.

Efter endt læreruddannelse rejste forældrene med nyfødte Erik Palo og hans storesøster Lili tilbage til Grønland, til Kapisillit, hvor faren var blevet ansat som skoleleder. Senere, da Erik Palo var seks år gammel flyttede familien, der nu også rummede lillebroren Miki, til Sisimiut, hvor han fik sin skolegang. Det var samtidig her, han blev konfronteret med, at han havde både grønlandske og danske rødder.

- Jeg voksede jo op i et blandet ægteskab. Det var ret specielt; Jeg forstod begge kulturer og havde et ben i hver lejr, fortæller han.

Samtidig var det i 1970’erne, hvor der var stærke kræfter, der mente, at han burde vælge side.

- Det nægtede jeg. Og jeg erkendte ret tidligt, at jeg havde lyst til at være mig selv, siger Erik Palo Jacobsen.

Slædehundeejer

Som barn fik han tidligt overdraget det store ansvar det er at passe slædehunde.

- Det var et kæmpestort arbejde. Jeg elskede mine hunde og kørte tit ud i dagevis. For det meste alene, selv om folk mente det var farligt. Men jeg var en enspænder og fandt fred og lykke ude i naturen, husker han.

Hvis der er én ting Erik Palo fortryder, er det at han mistede sit grønlandske og har haft svært at få det tilbage. I folkeskolen gik han i dansk klasse og derhjemme talte familien også dansk, ud fra forældrenes overbevisning om, at hvis børnene skulle have en uddannelse var det vigtigt, at de kunne tale dansk. Og at det ikke var muligt at beherske flere sprog på en gang.

- Det ved vi jo i dag, at man godt kan. At man faktisk bliver bedre til sprog, hvis man kan flere. Mine egne børn er tresprogede, siger Erik Palo Jacobsen, der som teenager blev mobbet for at tale dansk.

Han roser sine lærere Minngortuunnguup Atuarfia i Sisimiut for at være dygtige og inspirerende.

- De gav mig lyst til at dygtiggøre mig, siger Erik Palo.

Da han skulle i 8.klasse var familien rejst til Danmark, hvor forældrene skulle videreuddanne sig. Og her viste det sig, på Matthæusgades skole på Vesterbro, at lærerne her mente, at Erik Palo burde rykke en klasse op. Så han røg op i det, der dengang blev betegnet som anden realklasse.

- Det var takket være mine lærere i Sisimiut, fortæller Erik Palo, der fik lyst til at rejse til USA som udvekslingsstudent i stedet for at starte i gymnasiet efter folkeskolen.

Hans forældre indvilligede i ideen, hvis han selv sparede op til halvdelen af opholdets udgifter. Så han gik med morgenaviser på Vesterbro.

I USA blev han matchet med en pelsjægerfamilie i staten Michigan. De havde slædehunde, som Erik Palo fik ansvaret for og som han deltog i slædevæddeløb med i USA.

Egentlig skulle han være begyndt i gymnasiet efter sit USA-ophold. Men han havde udlængsel og havde opdaget, at man til navigatøruddannelsen kunne nøjes med folkeskolen.

- Jeg skulle ud og se verden, hvor græsset var så meget grønnere, siger han, der tegnede uddannelseskontrakt med rederiet J. Lauritzen, hvor han sejlede som elev i to år. Han fik en grunduddannelse på Kogtved Søfartsskole, en skole med klare regler og rutiner som en engelsk kostskole. Uddannelsen til navigatør skete på Københavns Navigationssskole efter sejltid som styrmandsaspirant. 

Ung kaptajn

Færdiguddannet fik Erik Palo Jacobsen tilbudt et job på et 45 fods sejlskib, der sejlede turister til Middelhavet.

- Der stod jeg, 22 år og kaptajn. Ung og eventyrlysten. Og det var virkelig et eventyr, fortæller han og fortsætter:

- Jeg kunne godt lide det overordnede ansvar. Selv om det i starten var lidt underligt, at gasterne var på alder med min far og spurgte mig om at få lov til noget.

Eventyret, som også førte til sejlads på Suezkanalen og det røde hav med mange spændende oplevelser til følge, varede knap et år.

Så begyndte hjemlængslen at melde sig.

- Jeg var glad for den tid, men savnede Grønland. Jeg fandt ud af, at det bedste sted var derhjemme, forklarer Erik Palo Jacobsen.

Han fik hyre på politikutteren i Sisimiut og afløste nærmest med det samme kaptajnen Gustav Olsen, som tog på en længe ventet ferie. Men selv om jobbet var fint, og besætningen satte samme høje standarder som Erik Palo ønskede, var der ét stort minus: Lønnen. Det nyttede ikke at der var et tillæg på søndagsvagterne – for det viste sig, at tillægget var 78 øre i timen. Så det var svært at få økonomien til at hænge sammen, når man også som Erik Palo havde købt sig et lillebitte hus i Sisimiut.

- Vi havde aldrig penge sidst på måneden. Men heldigvis fiskede vi, så vi havde mad, fortæller han.

Erik Palo Jacobsen fortsatte ikke i politiet. Han ville videreuddanne sig til skibsingeniør. I Sisimiut havde han mødt Rosa, som uddannede sig til fysioterapeut i Aarhus. Turen gik derfor til Danmark, Helsingør Teknikum, og parret flyttede sammen og fik deres første barn, sønnen Mala.

Kontorlandskabet

Da Rosa var færdiguddannet, ville hun gerne have noget erfaring inden den lille familie flyttede tilbage og hjem til Grønland.

Derfor kontaktede Erik Palo sit gamle rederi J. Lauritzen, som i de år, i starten af 1990’erne, planlagde et nyt transportsystem i Grønlandsfarten baseret på containere og moderne containerskibe.

- Jeg spurgte, om de havde brug for en ingeniør, og jeg blev nærmest ansat på stedet, fortæller Erik Palo Jacobsen.

Royal Arctic Line A/S (RAL) blev stiftet i januar 1993 med J. Lauritzen som hovedaktionær og Hjemmestyret som mindretalsaktionær. Erik Palo blev færdiguddannet i begyndelsen af marts 1993 og han flyttede med Rosa og Mala til Nuuk, hvor RAL åbnede sit kontor.

- Rosa fik job på Sana, og vi ville være her (i Nuuk, red.) i et-to år. Vi følte os jo som sisimiormiut. Det er over 30 år siden nu, griner Erik Palo og tilføjer, at parret efterhånden nok mere er nuummiut.

I slutningen af 1993 blev datteren Inaluk født.

Hos Royal Arctic Line havde Erik Palo det store ansvar for bygdebesejlingens skibe og besætning og var en vigtig del af omdannelsen til den containerbaserede godstransport, som ikke var tilpasset arktiske forhold. Men efter seks år trak det i ham for at komme ud og sejle selv.

- Jeg havde hele tiden et savn efter at komme ud på vandet igen. Kontorlandskaber er ikke der, jeg trives bedst. Og jeg fik lyst til at blive selvstændig, fortæller han.

Det var imidlertid svært at slå igennem som selvstændig, rådgivende ingeniør, og der måtte ekstrajobs til.

Livet op til revision

Da han var i fyrrerne, begyndte Erik Palo at overveje, hvad han ville bruge sit liv til.

Egentlig havde han levet op til samfundets forventninger om uddannelse og job og høje lønninger.

Men:

- Jeg erkendte, at jeg ikke var lykkelig. Jeg var morgensur, fordi jeg ikke brød mig om at skulle op på arbejde, siger han.

Erik Palo havde arbejdet et år på Naturinstituttet, da han fik en henvendelse fra et forsikringsselskab om et job. Han gik til samtalen med tanken om så højt et lønkrav, at de ville sige nej. Men de accepterede det. Og så fulgte nogle år i fartøjsforsikrings-branchen. En tid han ikke tænker tilbage på med stor glæde, selv om lønnen var god og der var stort personligt råderum, så han også kunne lave rådgivningsopgaver med sit firma Palo Marine.

- Jeg var meget privilegeret og burde jo være taknemmelig. Men det virkede ikke. Jeg var ulykkelig på jobbet. Så jeg stoppede, fortæller han.

Og derefter vendte lykken.

Det var under et rådgivningsjob i Aasiaat, at han fik et opkald fra Claus Kuka Christoffersen fra bådforhandlerfirmaet Yama-Tek i Nuuk.

- Han spurgte, om ikke vi skulle starte et bådcharterfirma sammen? Og gøre det med en Targa 37+? Han ville have et ja eller nej fra mig med det samme, fortæller Erik Palo Jacobsen og fortsætter:

- Det blev et ja.

Med det ja fik Erik Palo for alvor ændret sit arbejdsliv og livet i det hele taget. Firmaet, Arctic Boat Charter, blev stiftet med halvtreds procent til Yama-Tek og halvtreds procent til Erik Palo.

- Jeg er stadig taknemmelig over, at Kuka ringede til mig. Vi fik lavet struktur i selskabet og var enige om, at vi ville have høj kvalitet som varemærke, siger Erik Palo.

Foregangsmand

Den specialbyggede Targa 37+ blev til den nu så velkendte M/S Sterna med 12 flysæder, der kan flyttes rundt.

Navnet Sterna er latin for havternen, som også pryder firmaets logo.

På flere områder var og er Erik Palo Jacobsen foregangsmand i en branche, der i dag har mange udbydere.

- Jeg var den første, der havde kvindelige besætningsmedlemmer. I lang tid også den eneste. Og så var jeg også den første, der hver dag pudsede vinduerne på båden, fortæller han.

Allerede fra starten ønskede Erik Palo at leve et liv, som han godt kan lide. Det betyder blandt andet, at han ikke har villet købe flere både og starte en flåde af Targaer, som visse af de nuværende konkurrenter har gjort.

- Nej, jeg skal ud med det her skib. Med en flåde ville jeg bare ende i det kontorlandskab, jeg ikke kan lide, siger han.

I stedet nyder han hver dag sin udsigt, der er evigt omskiftelig, tilsat frisk luft. Ifølge ham gør det ham ikke rig, men det er heller ikke målet. Så længe det kan løbe rundt, og han har råd til at rejse er det fint.

- Mine værdier ligger ikke i kroner og ører. Jeg gør mig umage med at give mine gæster en fantastisk oplevelse. Jeg fortæller om fjeldene, om naturen og kulturen, og ser mine gæster i øjnene og beder også dem fortælle om der, hvor de kommer fra. Det er den turisme, jeg godt kan lide, siger Erik Palo, der for år tilbage købte Yama-Tek ud af selskabet.

Gennem årene har han fundet på en række aktiviteter, såsom fish’n’dish, hvor gæsterne selv fisker deres egen aftensmad som bliver tilberedt i Qoqqut. Et succesfuldt koncept, der også er kopieret af andre. Men i stedet for at blive irriteret over kopisterne, sørger Erik Palo for at videreudvikle andre ideer.

- For mig gælder det om at være foran hele tiden. Det holder mig til ilden. Og jeg har helt utroligt mange ideer til at aktiviteter. Så jeg er meget fortrøstningsfuld med hensyn til turisme her i landet, for der er så mange ting, man kan gå i gang med, siger han.

Dyrker sine passioner

For Arctic Boat Charter og Erik Palo Jacobsen løber turistsæsonen fra februar til november, så i tre måneder har han og Rosa tid til at se andre himmelstrøg.

Og dyrke sine passioner. Som for eksempel paragliding. En sportsgren, han fik øjnene op for, da han lagde sit liv om.

- Paragliding er min største passion. Det er den skønneste følelse, når fødderne slipper jorden. Så er man fri som fuglen. Jeg forstår godt, at de synger, siger han, der i dag er certificeret chefinstruktør og må flyve med tandem.

Den særlige sport har givet ham en mængde unikke oplevelser rundt omkring i verden. Ikke mindst Colombia, som han elsker at flyve i sammen med lokale piloter.

- Jeg har fløjet i syv år i træk i Colombia og kun mødt søde mennesker. Man ser landet fra oven og vinden tager en et tilfældigt sted hen, hvor man møder mennesker, man ellers ikke ville have mødt, fortæller Erik Palo, der også flyver herhjemme hver eneste gang, det er muligt.

En anden passion er snescooter, som han begyndte at dyrke under COVID. Og som med sit firma og med paragliding gik han all in.

- Her i Nuuk kræver det køreteknikker, som kræver meget af en. Det giver masser adrenalin, sved og hårdt arbejde, men man belønnes med den fedeste udsigt, siger han.

Alt i alt er han nu der i livet, hvor han gerne vil være.

- Jeg føler mig privilegeret. Jeg har valgt for flere år siden kun at tage sjove opgaver, og det har vist sig, at det kan betale sig. For når jeg er glad, bliver mine gæster glade, fastslår Erik Palo Jacobsen.