Jagtområder skal på Unesco-liste

Kendskabet til Grønland og turistbranchen i særdeleshed fik et gevaldigt skub frem, da den unikke Ilulissat Isfjord i 2004 blev optaget på FN-organisationen Unescos liste over verdensarv. Mange turister kigger nemlig efter verdensarvssteder, når de skal vælge en feriedestination. Og flere turistmagneter kan være på vej. Tre andre grønlandske naturområder står på spring til at blive optaget på den eftertragtede kandidatlisen.

Det drejer sig om nordboernes ruiner og landbrugsområder i Sydgrønland samt de grønlandske jagtområder Aassivissuit og Arnangarnup Qoorua, der tidligere har været i søgelyset, men som nu er i spil igen.

Det kom forleden frem, efter at Christiansfeld – brødremenighedens by - i Sønderjylland og det nordsjællandske parforcejagtlandskabet blev indskrevet på verdensarvslisten.

Paradisdalen og Aasivissuit i Grønland er en del af de rige jagtområder, som inuit har brugt som spisekamre i årtusinder. Men der foregik også handel med fedtsten og hvalbarder, som kunne benyttes til fiskeliner, ligesom de europæiske hvalfangere kendte til området. Et kulturområde med store betydning op gennem historien.

– På grund af de rige ressourcer tilbragte mange inuit sommeren dybt inde i indlandets fjorde, hvor de jagede rensdyr. Aasivissuit og Eqalummiut i den østlige del er nogle af de største indlandsbopladser, man kender til, skriver Pauline Kleinschmidt Knudsen, Grønlands Nationalmuseum, i en artikel på hjemmesiden Kulturstyrelsen, verdensarv, hvor det videre hedder:

– Ved Aasivissuit findes vidt udstrakte systemer af stenvarder og stenbyggede skydeskjul, der blev brugt under jagt på rensdyr. Bopladsen og jagtanlæggene er anlagt i en ”flaskehals” i landskabet, som rensdyrene blev nødt til at passere på deres vandringer mellem indland og kyst.

Eqalummiut ligger i Angujaartorfiup Nunaa, som tiltrak rensdyrjægere fra store dele af Grønlands vestkyst. Senere års arkæologiske undersøgelser har givet et godt billede af det intensive jagtbrug i området -specielt i landskaberne tæt på indlandsisen ved Grønlands længste sø Tasersiaq.

De særlige klimatiske forhold på Grønland har bevaret jagtsporene. Derfor kan man i dette rige indland se utallige jagtspor - blandt andet stensatte ruiner af telthuse, teltringe (rester af de sten, der har holdt teltdugen på plads), stenbyggede depoter til kødet, grave, varder, skydeskjul, vardesystemer.

Dét, der gør området helt unikt, er de uforstyrrede kulturlandskaber, hvor man kan se, hvordan Inuit har forstået at drage fordel af landskabet i deres jagt på rensdyr. Kobler man de fysiske levn med den endnu eksisterende viden om jagt og jægernes brug af landskabet, har man enestående mulighed for at studere inuits jagttraditioner før og nu.

Her kan man også undersøge inuits principper for placering af deres bopladser, jagtanlæg, og deres jagtterritoriers placering i forhold til landskabet og i forhold til hinanden, skriver Pauline Kleinschmidt Knudsen.

Selv stenalderens første mennesker på Grønland, som tilhørte den såkaldte ”Saqqaq-kultur”, var aktive i området.

Sporene efter Saqqaq-kulturen, der blomstrede for 2800-4000 år siden, kan visse steder endnu ses i landskabet, hvor man kan støde på teltringe og møddingspladser. Fuldstændig ligesom det gælder for de meget senere inuits bopladser, finder man også Saqqaq-kulturens bosteder både i fjordene og dybt inde i landet tæt ved indlandsisen. Trods de flere tusinde år imellem de to kulturer har jagtmetoder og -teknikker været meget ens - og afhængig af dyrenes vandringer.

Nordboerne
Nordboerne var i Grønland i mere end 400 år og efterlod sig mange ruiner i landskabet. Heriblandt i Igaliku, hvor deres domkirke lå. Historikerne mener, at der på højdepunktet boede flere tusinde nordboere i Grønland, fortrinsvis i Østerbygden og Vesterbygden.

Der har tidligere været et modsætningsforhold mellem fredningsbestræbelserne for nordboruinerne og fåreholderne i Sydgrønland. Sidstnævnte har frygtet, at landområderne omkring mange af ruinerne skulle blive fredet. Det ville gøre det vanskeligere for fåreavlerne at udnytte den sparsomme jord og videreudvikle erhvervet.

Men den bekymring skulle være et overstået kapitel.

– Vi er garanteret, at der ingen indskrænkninger vil være for landbrugets fremtidige udvikling. Vi kan fortsætte med anlæggelse af marker, veje og nye fåreholdersteder indenfor Verdensarvsområdet, som vil være et kvalitetsstempel for t vores område og vores kultur er noget særligt, og at området er værd at besøge, lød det fra Jørgen Wæver Johansen, borgmester i Kommune Kujalleq, da han holdt tale ved fåreavlerforeningens generalforsamling forleden.