Inuit musik indtager dansk scene

Stemmer fra Grønland og Alaska besøger i denne uge et galleri i Odense.

De tre inuit-musikgrupper, der kommer på scenen i Odense tirsdag aften.
Offentliggjort

Der venter publikum en stor oplevelse, når tre inuit grupper tirsdag aften går på scenen i Galleri Galschiøts store kombinerede galleri og udstillingshal i Odense.

Det er musikgrupperne Inuanima fra Danmark med Aviaja Lomholt og Igor Rado. 

Børnehjemskoret fra Uummannaq, som optræder under navnet Uummannaq Kids, og Pamyua fra Alaska med blandt andre Karina Møller og Philip Blanchet, som kan opleves på den to en halv time lange koncert i Odense forstaden Næsby.

Ikke nem at sætte i bås

Kunstneren Jens Galschiøt laver mange spændende ting på sit store værksted i Odense. Smykker, figurer og store politisk ladede skulpturer. 

Mange internationale happenings er det igennem årene blevet til for at skabe opmærksomhed på mange af verdens store uretfærdigheder.

Klimaforandringerne for eksempel har Jens Galschiøt taget under behandling mange gange og blandt andet brugt en spiddet isbjørn til at illustrere, hvor slemt det står til.

Stor kærlighed til Inuit

I en samtale med os fredag eftermiddag, medens Jens Galschiøt og hans hjælpere er i gang med at opbygge scenen, fortæller en veloplagt Jens Galschiøt, hvor meget inuit og inuitkulturen betyder for ham.

- Jeg har altid syntes, at det var helt magisk at høre for eksempel Rasmus Lyberth synge. På en måde minder det om den måde, som jeg selv arbejder med min kunst på. Vi begynder et sted, og ved aldrig helt, hvor det fører os hen. 

- Skal jeg være lidt filosofisk, kalder jeg det at transcendere, som jo betyder at overskride et eller andet. Det oplever jeg for eksempel, med mongolske strubesangere og altså med Rasmus Lyberth, fortsætter Jens Galschiøt. 

- Jeg glæder mig til vores koncert tirsdag aften, hvor publikum kommer til at høre, hvad det er, jeg forsøger at sige om den sjæl og dybde, som meget inuit musik har. 

- Der er ingen tvivl om, at stemningen i rummet bliver helt magisk, slutter Jens Galschiøt. 

Selv om det fredag eftermiddag så lidt kaotisk ud på galleriet med opbygningen af scenen og med Jens Galschiøt selv på gaffeltruck, skal det hele nok være færdigt, nårde tre band går på scenen tirsdag 20.00.

Powered by Labrador CMS