I troubadourens trygge favn

- Tænk, at der allerede er gået et år. Det er sødt af jer at komme igen. Jeg er jo ikke 72 år længere.

Velkomsten i kølvandet på to numre fra 73-årige Rasmus Lyberth går ikke upåagtet hen, og latteren spreder sig med det samme hos det voksne publikum i den udsolgte julekoncert hos Nordatlantisk Hus i Odense.

Ingen tvivl om, at der på stolesæderne sidder mange trofaste gengangere fra tidligere års musikalsk samvær med den grønlandske troubadour, der siden 2005 har været bosat i Odense med sin kone, Annette. Hun er også til stede og tager imod publikum som direktør for Nordatlantisk Hus; Det fynske samlingssted for grønlandsk, færøsk og islandsk kulturelle begivenheder, såsom aftenens koncert.

Rasmus Lyberth præsenterer derefter sit faste band, som han også har med sig denne aften: Ayi Solomon sidder bag trommerne, Alain Apaloo er på elektrisk guitar, Kristoffer Jul Reenberg styrer keyboardet og Ulrik Skytte Andersen bassen, mens Jane Clark har violinen under kinden.

Derefter går bandet i gang med et helt nyt og slagkraftigt nummer: ”Don’t make war in the world any more.” Forinden forklarer Rasmus Lyberth, at når han komponerer, kommer sangene til ham både som melodier og korte tekstbidder, der kan være på grønlandsk, dansk eller engelsk, som omkvædet i den nye sang, hvor den øvrige tekst var grønlandsk. Alene omkvædet ville de fleste nok kunne skrive under på – særligt her i slutningen af 2024, hvor det ikke er freden, der har domineret allermest i verden.

Farvel til sne

Det blev et farverigt fyrværkeri af såvel nye som ældre numre, Rasmus Lyberth diskede op med.

- Nu er det snart jul igen. Det går kraftstejleme hurtigt, lød det fra sangeren, som fortsatte med at fortælle, at hans januar måned plejer at være alkoholfri. Men næste år, den 4. januar, har hans datter inviteret til fest for at fejre sit kobberbryllup. Så dér kommer han til at gå på kompromis med sin selvvalgte tørlagte start på året.

Derefter fulgte en sang, som Rasmus Lyberth selv betegnede som lidt fjollet, men som bragte minder om sommeren, solen, varmen, at sidde under et træ med sin elskede liggende tæt ved sin side.

Fra nutiden tilbage til 1976 og 1977, hvor Rasmus Lyberth uddannede sig til skuespiller på Tuukkaq-teatret i Fjaltring i Vestjylland. En sang fra Vesterhavet.

Denne juleuges nyhed om, at Danmark er blandt de lande, der har mistet flest frostdage de seneste år, og at danskerne dermed nærmest kan vinke farvel til vinteren på grund af klimaforandringer har også fanget Rasmus Lyberths opmærksomhed:

- Det er sgu dejligt. Jeg hader sne. Hele min barndom har jeg skovlet sne, siger sangeren, hvorefter han tilføjer:

- Men det er tankevækkende. 

Julegave til publikum

Og meget passende slår bandet takterne an til klimasangen fra albummet 'Inuunerup oqarfigaanga/Livet skal leves på ny' fra 2019, der bakker op om den unge generations klimakamp, og opfordrer til at vi lytter til de unge og til verden.

Og apropos de unge: I år er det 50 år siden, at Rasmus Lyberth blev far og han skrev en sang til sin søn, ”Erningaa.”

- Det ændrede mine landsmænds syn på mig, fortalte han om nummeret, der som så ofte før blev fremført så inderligt og bevægende, at det var svært at holde tårerne tilbage.

Rørende var det også, da Rasmus Lyberth og band gav publikum en særlig julegave: En lille udvalgt skare af børn fra Børnehjemmet i Uummannaq, som gav et par numre til alles store fornøjelse.

Børnene var med som kor på den smukke ”Pavani” fra albummet 'Inuunerup oqarfigaanga/Livet skal leves på ny.' Forinden fastslog nummerets ophavsmand:

- Livet kommer ikke tilbage. Så lev det her, ikke under vandet eller i himmelen. Men her.

Publikum takkede for en skøn koncertoplevelse med stående applaus og som en lille ekstra mandelgave fik vi lov til at gå ud med julesangen ”Juullimi Qiimasuttut / Glade jul, dejlig jul” i ørerne og hjertet.